STILIKONER

KVINDER MED STIL | Stine Goya

Mød designer, Stine Goya, til en snak om hendes personlige stil.

Jeg elsker at dresse op, og der er klart forskel på mig til hverdag og fest. Jeg kan godt lide kjoler, man kan give den gas i, og som er sjove at have en fest i. Fx den kjole, jeg lige har lavet, med frynser. Den er skøn at bevæge sig i og virkelig en statementkjole, der giver opmærksomhed. Og så kan en rød læbestift gøre den store forskel.

Jeg er meget naturlig til hverdag og bruger ikke meget makeup, så bare jeg tager lidt læbestift på, synes folk, at jeg virker dresset op. Jeg går sjældent i stiletter til hverdag. Når man har børn, føles det lidt vildt at komme i stiletter om morgenen og aflevere dem i institutionen. Jeg har mere en afslappet hverdagsstil, og jeg elsker at gå i trainers og flade sandaler. Men når jeg skal feste, er det gerne i stiletter.

LÆS OGSÅ: Få historien bag Gucci's retro-look

Min stil er feminin og legende. Jeg varierer den meget efter, hvilket humør jeg er i, og hvilken sæson vi er i. Om sommeren går jeg meget i farver og lette materialer, og jeg elsker at mikse alt muligt. Om vinteren er jeg mere afdæmpet i dejlige sweatre og uldbukser. Hvis man kigger i mit klædeskab, vil man helt sikkert tænke, at mit tøj har et ret legende udtryk.

Nicholas Ghesquière er en af mine yndlingsdesignere. Han er chefdesigner for Louis Vuitton, og så er han ekstremt dygtig og meget nyskabende. Jeg er så heldig, at jeg har en del af hans gamle ting fra Balenciaga. Hans design er meget skulpturelle og har referencer tilbage i tiden, men er stadigvæk meget moderne. Selv om noget af det måske er 10 år gammelt, går jeg stadig i det.

Jeg kan godt lide, når tøj har flere funktioner og kan bruges på mange måder. Jeg har et utal af mine egne silkekjoler, der er oversized og med print. De er legende og smukke og kan styles op eller ned. Over en bikini på stranden eller med stiletter og læbestift en nytårsaften.

For mig er smykker ikke noget, man skifter ud. Jeg går altid med min vielsesring fra Griegst og en anden ring derfra og så to ringe fra Sophie Bille Brahe og mit armbånd fra Orit Elhanati. Jeg elsker guld, så jeg har altid guldsmykker på. Det eneste smykke, jeg ikke nødvendigvis har på hver dag, er en signetring, jeg har arvet fra min mormor. Det er en fin, tyk lillefingerring, hvor hendes initialer er indgraveret. Den tager jeg på ved specielle lejligheder.

LÆS OGSÅ: Rød løber: De smukkeste kjoler fra Golde Globe

Læs mere om: