STILIKONER

Mit klædeskab: Lene Motzkus Boesen

39-årige Lene Motzkus Boesen, der ejer det danske mærke Black Lily, sværger til klassiske, stramme, maskuline linjer tilsat smykker og spinkle blonder. Hendes favorit er dog læderjakken, som hun elsker så højt, at hun på et tidspunkt ejede hele 35 af slagsen, og hun kunne aldrig drømme om at skille sig af med samlingens juvel: den allerførste!

Hvad er god stil? 

Det er at klæde sig med en bevidsthed om, hvem man er. Det handler mindre om alder end om selverkendelse – en ung kvinde på 20 og en ældre dame på 60 kan se fantastiske ud i det samme, men kun hvis de hver især forstår at klæde sig efter deres højde og drøjde. Heldigvis bliver man med alderen kun bedre til at se, hvad ens egne fysiske forcer er, og hvad man måske ikke behøver at fremhæve.  

Hvad fortæller indholdet i dit klædeskab om dig?

Det afslører nok, at jeg i en travl hverdag ikke har tid til at stå foran spejlet og lege stylist hver morgen. En stor del af tøjet er derfor hængt på bøjler i sæt, så det er lige til at hoppe i. Det fortæller nok også, at skiftende tendenser og sæsoner fylder meget i mit arbejdsliv, så jeg privat derfor føler trang til at bruge det, jeg kan lide, året rundt – med stiletter om sommeren og støvler om vinteren. Og ikke mindst så kan jeg næppe skjule min forkærlighed for læderjakker. På et tidspunkt havde jeg 35 af dem, men ofte bliver de løbende givet væk eller solgt. Undtagen en – min allerførste!

Hvilket sæt ender du altid i?

Jeans eller skindbukser kombineret med en tanktop og enten en blazer eller en læderjakke. Jeg spillede håndbold som ung, og det rå og lidt maskuline ved sporten har sat aftryk i min stil, samtidig med at det har skærpet min opmærksomhed på at dyrke det feminine. Det er i balancen mellem maskulint og feminint, at det bliver interessant. 

Hvilken accessory kan redde ethvert sæt tøj?

En lækker lædertaske – gerne en stor og rummelig af slagsen! Der skal være plads til en lille håndtaske og en makeup-pung og et par stiletter, så jeg kan skifte, hvis jeg skal ud at spise. Tasken i sig selv er fed, men alt det, som den indeholder, gør også underværker. 

Hvilket smykke betyder mest for dig?

Da jeg blev gift, gik jeg sjældent med smykker, så en vielsesring blev det aldrig til. Da jeg så for et par år siden meddelte min mand, at det havde ændret sig, forærede han mig med det samme den smukkeste ring designet af Line & Jo med en stor diamant omkranset af en masse små. Den har siddet på min finger lige siden.

Hvem er din yndlingsdesigner? 

Danmark har et væld af dygtige designere og lækre mærker, og blandt mine favoritter er min gamle arbejdsplads Gestuz, som står for en rå og upoleret stil, og Storm & Marie, der laver de fineste kjoler. I udlandet kigger jeg især efter Iró, som mestrer kombinationen mellem det rå og det blide til perfektion.

Hvad er dit bedste køb? 

Mine støvler fra Isabel Marant – det er dem, jeg bruger til en løs kjole, når jeg er på festival om sommeren, og dem, jeg hopper i til jeans om efteråret. En tæt nummer to er min kæmpe rejsetaske, der altid er med, når jeg besøger firmaets samarbejdspartnere rundt omkring i Europa. Jeg ville ikke kunne leve uden!

Lene Motzkus Boesens klædeskab