STILIKONER

Mit klædeskab: Marianne Tromborg

Marianne Tromborg er kvinden bag Tromborgs makeup- og skønhedslinje, der er skabt ud fra hendes personlige skønhedsfilosofi om, at det skal være let og overskueligt at have det godt og se godt ud. Selv sværger hun til sort og har en magisk kappe, der kan redde selv dårlige dage.

Hvad gør din stil personlig?

Marianne Tromborg: Stil og skønhed kommer indefra. Personligt er jeg gladest for tøj, der er lidt mørkt og ikke for larmende. Min person fylder både fysisk og psykisk, så hvis mit tøj så også er alt for højtråbende og mangefarvet, ville det hele blive alt for meget. 

Bruger du dit tøj i dit følelsesliv?

Nej. Jeg er nok lidt mandet i den retning. Jeg har ikke en dårlig hårdag og ej heller dårlige tøjdage. Mit tøj er blot noget, jeg tager på, og ikke noget, jeg tager stilling til, når jeg først har det i skabet. Har jeg en skidt dag, prioriterer jeg til gengæld enormt meget mit dampbad, de æteriske olier, saltscrub og at kadaveret bliver smurt ind i bodylotion. Så har jeg det godt igen. Men jeg er også lidt overtroisk i min påklædning. Fx har jeg en kappe, som jeg tror på giver mig god karma og held. Super Carla-kappen kalder jeg den. Det er, som om den gør mig lidt mere sikker på de dage, hvor det er nødvendigt.

Har du nogen dårlige vaner i forhold til din påklædning?

Egentlig ikke. Jeg får altid passet mine daglige rutiner – også hudplejerutinerne. Men jeg har derfor også gjort en dyd ud af at udvikle produkter, der gør det let for mig. Herbal Cleansing Water er sådan et. Det både vasker ansigtet og tager makeup af. Ligesom med min påklædning skal det at passe sine skønhedsrutiner ikke blive for besværligt.

LÆS OGSÅ: Spar 20 % på Tromborg

Bedømmer du mennesker ud fra deres tøj?

Jeg er blevet så gammel nu, at jeg går mere op i, at vi skal have det dejligt alle sammen, og at vi hver især skal have vores personligheder. Hvis folk elsker turkis mascara og lægger grøn eyeliner ind på det våde – og synes det er fantastisk – så synes jeg det også!

Hvornår laver du fejlkøb?

Når jeg bilder mig selv ind, at jeg en dag kommer til at kunne passe det.

Hvordan visualiserer du dine værdier i din stil?

Helt ærligt tror jeg måske slet ikke, jeg har en stil. Jeg kan godt se, hvad jeg kan og ikke kan lide, men jeg har aldrig bevidst defineret den. Havde jeg kunnet passe hvad som helst, var jeg nok endnu mere mørk og mystisk. Og i helt stramme cigaretrørssæt med spidse sko.

Hvad er din største modepassion?

I vores makeuplinje gør jeg en indsats for at ramme det enkle, æstetiske look. Lige meget hvad man vælger, så passer det sammen. Sådan er det egentlig også i min garderobe. Jeg kan vælge hvad som helst, og det vil matche – i hvert fald ikke skrige.

Har du et shopaholic-gen?

Nej, men det gen besidder min mand til gengæld. Han elsker at kigge butiksvinduer. Jeg går ikke frivilligt ind i butikker. Jeg ved godt, hvad jeg vil have – men jeg er nok lidt mere genert. Det er han absolut ikke.

Har du haft en krise, der ændrede dit udtryk?

Nej, jeg har altid være den samme. I dag er jeg bare mere privilegeret, fordi jeg har den økonomiske frihed til at købe det, jeg drømmer om.

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab: Mette Skjærbæk

Hvad gør du, når der skal ske noget nyt i klædeskabet?

Ingenting. Der er flere af mine veninder, der indimellem mener, at de kan få mig til at shine med røde læber og en blå trøje. Men de indser lynhurtigt, at jeg er landet på den rette hylde.

Hvem er din største heltinde?

Mine store heltinder er rødstrømperne. Jeg er ikke rødstrømpe i gængs forstand, men de har flyttet noget for mig. Kvinder som Simone de Beauvoir, Anne Marie Helger og Jytte Abildstrøm er ikke skønhedsikoner, men de er typer, der har bragt det lidt videre for os andre.

Hvem gør du dig skøn for?

Mig selv!

Bruger du altid makeup?

Nej. Nogle dage glemmer jeg det, og så spørger Tim pænt, om jeg ikke lige skal have en lille streg på … Jeg tror, det er, fordi jeg føler mig enormt preppy, når jeg har taget min moisturizer og lip cure på. Så ved jeg, at jeg har gjort noget godt. De dage, jeg har makeup på, er det meget enkelt: Så lægger jeg lidt ’kindben på dåse’ – gerne min egen Vintage Blush. Den skal lægges midt for ørerne og ned mod munden, så taber man taber fire kg i ansigtet. En øjenskygge – min favorit er Velvet – på øjenlåget, og så putter jeg lidt mascara på de øverste vipper.

Hvad er din holdning til skønheds­kirurgi?

Igen er jeg fuldstændig loose. Hvis folk har lyst: Feel free! Nu har jeg levet et helt liv i branchen, og jeg ved, at selv meget dyrt betalte modeller sjældent vågner op og er skideglade for sig selv. Vi må ikke være så hårde over for os selv. Det er kun os selv, der ser os i et forstørrelsesspejl. Jeg vil hellere agitere for gode karbad, og at vi alle indimellem leger Ferdinand, der dufter til blomsterne. Når det er sagt, så ved jeg faktisk ikke, om jeg selv nogensinde kommer til det.

LÆS OGSÅ: Moderedaktørens juli-favoritter

Marianne Tromborg om:

Det bedste køb

Min Super Carla-kappe. Den giver mig nærmest overnaturlige og magiske kræfter. Fra Dkny.

Det vildeste køb

Mine tasker. Dem kan jeg passe. De ryger lige på.

Fejlkøbet

Alt andet end sort og så mine pornosandaler fra Miu Miu. Det er den slags sko, som jeg nok kun kommer til at ligge i …

Det næste køb

En ny stråhat – sådan én køber jeg, hver gang jeg er på ferie.

Røverkøbet

Det er sjældent, der er noget i mine størrelser, når det ryger på udsalg. Det er altid en størrelse 34, der hænger. Engang fandt jeg et par fantastiske Alaïa-sandaler. Nedsat fra et eller andet eksorbitant beløb på 14.000 kr. til ca. 4.000 kr. Stadig dyrt, men alt er jo relativt.

Det festligste køb

Jeg går rigtig meget i festlige kjoler – også til hverdag. Så mine mest festlige køb må være mine accessories.

Det seneste køb

Min Céline-taske.

De faste køb

Stella McCartney, Diane von Furstenberg, Gucci og Dkny er gode i størrelserne. Jeg køber det på nettet – det er sjældent, at man kan få det i butikkerne i min størrelse.

Marianne Tromborgs klædeskab

LÆS OGSÅ: Kvinder med stil: Charlotte Torpegaard