
Modeverdenen hylder modne kvinder
Modebranchen har længe favoriseret de helt unge kvinder – indimellem helt ned i teenagealderen. Men tiderne skifter og kvinder med mere livserfaring er i højere kurs end nogensinde før.
- På den anden side af 40 er ingen unge længere. Men alle kan være uimodståelige – uanset alder.
Sådan sagde Coco Chanel – en af verdens mest stilfulde kvinder. Men det er, som om hendes ord har klinget hult i modebranchen i mange år.
For uagtet at den modne kvinde typisk har flere penge at bruge på tøj, kosmetik og accessories, har hun ofte haft svært ved at genkende sig selv på de glitrende sider i magasinerne. Helt unge kvinder har nemlig længe stået i front – på både magasinforsider og i store kampagner.
Men forandringens vinde blæser gennem verden i disse år, og det afspejles også på modefronten. Diversitet har længe været et varmt emne i modebranchen med flere aktører, der slår slag for repræsentation af køn, seksualitet og race. Og naturligvis også alder.
LÆS OGSÅ: 40, fit og frugtbar - Hollywoods mødre bliver ældre
Modebranchen er vågnet op, og den modne kvinde er (langt om længe) rykket frem på forsiden.
Italiensk Vogue havde Madonna på forsiden – popikonet fyldte 60 i 2018.
Du kan ændre dit valg her
90’ernes supermodeller har også fået en renæssance. Sidste år var Amber Valletta på forsiden af britisk Vogue (uden en rubrik, der skulle gøre hendes 43 år til et stort nummer) og 50-årige Helena Christensen er stadig aktiv og har blandt andet medvirket i en badetøjsserie for In Style og en kampagne på Dolce & Gabbana.
Du kan ændre dit valg her
Her på Modemagasinet IN ønsker vi også at repræsentere kvinder i flere aldre. Siden nytår har der ikke været en model på forsiden af IN. Derimod har vi givet pladsen til inspirerende danske kvinder, der blandt andet tæller Malou Aamund på 49, Margrethe Vestager på 50 og Caroline Fleming på 42.
Og det er ikke kun magasiner, der har fået øjnene op for kvinder med masser af livserfaring. På Instagram opleves der også et gevaldigt opsving, når det gælder populære influencers på 40+.
- Kvinder leder efter influencers, der har en livsstil, der ligner deres egen, uanset om det er en ældre kvinde med en vidunderlig arbejdsgarderobe eller en pensionist med hang til boheme-stilen, siger Kim Winser, der står bag brandet Winser London til The Guardian. Winser London har haft 53-årige Yasmin Le Bon som ansigt for brandet siden 2012.
- Den lyst til at identificere sig selv med relevante rollemodeller er langsomt blevet opfanget af casting agenter og brands, som langsomt er i gang med at gøre det til en del af deres strategi. Det er på tide, fortsætter Kom Winser.
Kvinder på 40+ er i den grad begyndt at vække opsigt, som stilikoner i deres egen ret: Med masser af livserfaring og ulasteligt gråt hår.
LÆS OGSÅ: 9 stilfulde seniorer, du skal følge på Instagram
Se flere stilikoner over 40 i galleriet
Stilikoner over 40


Emmanuelle Alt, 51 år, chefredaktør for fransk Vogue
Emmanuelle Alt har været chefredaktør for fransk Vogue siden 2011, hvor hun overtog posten fra Carine Roitfeld. Hun har i den forbindelse tæt knytning til alt, hvad der rør på sig inden for international mode. Hendes stil afspejler den franske mode på bedste vis, og hun mestrer ’effortless chic’ med et råt twist til perfektion.
Foto: AOP


Lyn Slater, 65 år, modeblogger og professor
Lyn Slater er ikke bange for at turde, og for at skille sig ud. Det viser hun på sin modeblog 'Accidental Icon'.
Foto AOP


Anna Dello Russo, 56 år, modejournalist og redaktør for japansk Vogue
Anna Dello Russo kan findes i samtlige street style-gallerier fra de internationale modeuger. Hun er blandt andet kendt for sine vilde outfits og er en modig kvinde, der aldrig er bange for de ekstreme tendenser.
Foto AOP


Brigitte Macron, 65 år, lærerinde
Brigitte Macron er for alvor blevet kendt efter hendes mand, Emmanuel Macron, blev valgt som præsident af Frankrig. Brigitte er altid velklædt, og er særligt tilhænger af suits eller sæt, og særligt fra mærket Louis Vuitton.
Foto AOP


Victoria Beckham, 44 år, designer og tidligere medlem af Spice Girls
Mrs Beckham har for længst slået sig fast som stilikon, og de senere år også som dygtig designer. Efter at hun i mange år har vist sin kollektion frem under modeugen i New York, vender hun snuden mod hjemlandet og viser for første gang sin kollektion frem under modeugen i London.
Foto AOP


Cindy Crawford, 52 år, supermodel og skuespiller
Cindy Crawford er en af de originale fem supermodeller. Hun er udnævnt som en af de 100 hotteste kvinder i nyere tid og har været på hundredvis af magasinforsider gennem sin karriere. Hendes stil er selvsagt helt fantastisk, og hun mestrer den amerikanske stil til perfektion.
Foto: AOP


Julia Roberts, 50 år, skuespiller
Det er ikke til at se, at USA’s darling er fyldt 50. Skuespillerinden har stadig en cool stil med kant.
Foto AOP


Diane von Furstenberg, 71 år, designer
Diane von Furstenberg er en belgisk-amerikansk designer. Rent designmæssigt er hun meget kendt for sine ikoniske slå om-kjoler og har i forbindelse med sit arbejde som designer udviklet en fantastisk stil, som kvinder over hele verden søger inspiration fra.
Foto AOP


Carin Roitfeld, 64 år, chefredaktør for CR Fashion Book
Franske kvinder siges at være blandt de mest stilfulde i verden, og det er ikke svært at forstå, når man ser Carin Roitfeld, der med sin chikke stil og karakteristiske mørke øjenmakeup bliver ved med at tryllebinde street style-fotografer.
Foto: AOP


Gun-Britt Zeller, 68 år, frisør
Gun-Britt er en af Danmarks førende frisører. Hun har blandt andet optrådt internationalt i modemagasiner som Vogue, og hun har derudover lavet sin egen hårplejeserie. Gun-Britt er også et stilikon, og hun er særligt kendt for sit hvide hår, som har været et signaturlook for hende i mange år.
Foto AOP


Helena Christensen, 49 år, supermodel og fotograf
Hun regerede 90’ernes catwalks sammen med de andre fem originale supermodeller, og danske Helena bliver ved med at være end del af den internationale modescene – både foran og bagved kameraet.
Foto AOP


Anna Wintour, 68 år, chefredaktør for amerikansk Vogue
Anna Wintour har været chefredaktør for amerikansk Vogue siden 1988 og har altså i denne forbindelse længe haft stor betydning for mode over hele verden. Hendes stil er dermed selvsagt altid fantastisk, og hun er blandt andet meget kendt for hendes signatur-frisure, store solbriller, frakker og pelse.
Foto AOP


Isabel Marant, 51 år, designer
Isabels stil afspejler hendes populære kollektioner - drenget, rå men med sans for detaljerne. Cowboy-stilen er i høj kurs denne sæson, takket være blandt andet Isabel. Privat er hun gift med taskedesigner Jérôme Dreyfuss.
Foto AOP


Jennifer Aniston, 49 år, skuespiller
Frøken Aniston er om nogen perfektionist, når det kommer til hendes garderobe. Skuespillerinden er ikke blot køn og aldeles billedskøn, men hun forstår i høj grad også at klæde sig pænt og stilsikkert.
Foto: AOP


Kris Jenner, 62 år, amerikansk tv-personlighed og manager
Kris Jenner er matriarken i Kardashian-klanen og dermed særdeles ofte i pressens søgelys. Hun er blandt andet meget kendt for tv-programmet ”Keeping Up With the Kardashians”, som følger Kardashian-familiens ekstravagante liv. Programmet er spækket med luksuriøse items, og Kris Jenner har selv en velkendt stil med items fra verdens største designere.
Foto AOP


Lotte Freddie, 83 år, modereporter
Lotte Freddie har i mere end 40 år skrevet om mode, og hendes mission har blandt andet været at opfordre kvinder til at turde mere rent modemæssigt. Hun er selv en kvinde, der tør mixe farver og print, pelse og store smykker, og hun er ikke bange for at skille sig ud.
Foto AOP


Amal Clooney, advokat, aktivist og forfatter
Amal er advokat og forkæmper for menneskerettigheder, desuden er hun lektor på University of London og Hague Academy of International Law. Privat danner hun par med George Clooney hvem hun har tvillinger med.
Foto AOP


Iris Apfel, 96 år, indretningsdesigner og stilikon
Iris er trods sin flotte alder stadig en af modeverdens største ikoner. Hun er særligt kendt for hendes farverige garderobe, og for sin måde hvorpå hun mikser brugt med nyt.
Foto AOP


Madonna, 59 år, sangerinde
Madonna har med sin lange erfaring inden for Hollywoods it-liv indskrevet sig som ét af de største stilikoner nogensinde. Hun er blandt andet kendt for sine vilde sceneoutfits, som hun har fået speciallavet af de største og mest ekstravagante designere. Til hverdag er Madonna også altid klædt fantastisk og rocket.
Foto: AOP


Michelle Obama, 54, amerikansk jurist og USA’s tidligere førstedame
Michelle Obama, som er gift med den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, har været meget fremme i pressens søgelys. Hun har en fantastisk ynde og klassisk stil og har på fineste vis opnået status som et af tidens stilikoner sideløbende med, at hun arbejder som jurist og forfatter.
Foto: AOP


Nicole Kidman, 51 år, skuespiller
Selvom Nicole Kidman er over 50 ser hun bedre ud end nogensinde og er altid blandt de bedst klædte på den røde løber. Hun er snart at se igen i sæson to af tv-serien 'Big Little Lies'.
Foto: AOP


Sarah Jessica Parker, 53 år, skuespiller
De fleste kender hende som den altid fashionable og lidt forvirrede Carrie fra ’Sex and the City’. Det er dog ikke kun i serien, at hun fremstår som den tjekkede new yorker, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Til hverdag er Sarah Jessica Parker et stilikon, og hun er kendt for sine outfits, hvor hun ikke er bleg for at mikse print og farver.
Foto AOP


Kate Moss, 44 år, model, designer og stilikon
Kate Moss slår gang på gang fast, at hun kan finde ud af det der med stil. Den labre brite kører en tomboyish stil med et klassisk og feminint twist.
Foto AOP


Lauryn Hill,
Den amerikanske sangerinde Lauryn Hill er aktuel i sin første kampagne for modefirmaet Woolrich. Kampagnen og kollektionen spejler hendes personlige stil - cool, modig og hiphoppet.
Foto AOP


Naomi Campell, 48 år, model
Det er ikke til at forstå at hun snart runder de 50. Naomi hvis modelkarriere stadig er i fuld sving, senest på Dolce & Gabbanas catwalk, er kendt for hendes simple stil som klæder hendes lange lemmer.
Foto AOP


Stella McCartney, 46 år, designer
Stella McCartney designer til den stilsikre, klassiske og kvalitetsbevidste kvinde, som hende selv. Stella McCartney er særligt kendt for at tænke miljøet ind i hendes kollektioner.
Foto AOP


Vivienne Westwood, 77 år, designer
Vivienne introducerede os for moderne punk. Hun startede en bølge inden for punk, og viste hvordan man kunne iklæde sig de dengang kontroversielle klæder. Den dag i dag er hun stadig med på noderne, og frontløber inden for moden.
Foto AOP