TRENDS & STYLING

10 moderegler, du skal bryde – hvis du tør

Den vigtigste regel inden for mode er, at der ikke er nogle regler – og dog! Regler findes, men mange er blot til for at blive brudt. Læs med her for at blive klogere på, hvilke moderegler du skal bryde.

Det er praktisk talt umuligt at lave moderegler, for moden er konstant foranderlig. Alligevel har en lang række ”do's and don’ts” sneget sig ind, og de påvirker vores valg og sammensætning af tøj. Et par hovedregler kan være gode at have, men det betyder ikke, at vi ikke skal turde bryde dem i ny og næ. Her får du listen over de 10 moderegler, du (meget!) gerne må bryde.

10 moderegler, du skal turde bryde

1. Du må ikke mikse sort med brun eller navy
Denne regel hører måske til i mere konservative brancher, men er ret passé. Sort passer til alt – især navy og også gerne brun.

2. Når du bliver ældre, må du ikke gå i korte kjoler, nederdele og shorts
Alt med måde, og det gælder uanset hvor gammel du er. Der er ingen, der har lyst til at se på det halve af dine baller, om du så er 20 eller 73. Men hvis du har nogle lækre stænger, du gerne vil vise frem når solen skinner, så skal du ikke lade en moderegel holde dig tilbage.

3. Du kan ikke gå i hvidt i efteråret og om vinteren
Hvid er måske den smukkeste farve, der findes. Så hvorfor skal den bandlyses halvdelen af året? Et hvidt outfit fra top til tå på en kold solskinsdag i januar synes vi lyder helt fantastisk. Go for it!

LÆS OGSÅ: 3 smukke og modige farvekombinationer dette efterår

4. Du må ikke mikse guld og sølv
Denne regel skal du glemme for altid. Selvfølgelig kan man det, og det ser både cool og eksklusivt ud.

5. Du kan ikke gå med rød læbestift om dagen
Hver dag er en fest. Du kan gå med lige den læbestift du ønsker, uanset tidspunktet på dagen.

6. Din taske bør matche dine sko
Vi ved ikke, hvem der har fundet på den her regel, men ikke desto mindre bør den slettes fra alles sind. Der bør nærmere være en regel, der siger, at de ikke må matche.

7. Du må ikke mikse prints
Det er vist klart for enhver, at denne regel bestemt ikke gælder i disse tider. Jo mere du kan mikse og matche, jo bedre. Bare spørg Guccis kreative chef – han gør en dyd ud af mikse farver og print, så et outfit umuligt er til at overse.

8. Pailletter er kun til fest
At bryde denne regel kan være lidt svært, og man skal være ganske modig, men ikke desto mindre er det en regel, der gerne må brydes. Prøv at sammensæt en paillet nederdel, en hvid skjorte og et par sneakers.

9. Du kan kun gå i lange kjoler hvis du er meget høj
Alle er velkomne til at hoppe i de lange kjoler, som er så populære i tiden. Hvis du ikke er så høj, er kjolen bare det længere, men det sker der ingen modeskade ved.

10. Du kan ikke bruge strømpe og nylonstrømper i stiletter og sandaler
Endnu en regel, der kan være svær at bryde med, da det nemt kan se lidt skævt ud. Vi vil dog gøre det med nogle mere chunky stiletter og nylonstrømper - eller mere enkle stiletter og en strømpe til fest.

Læs mere om: