TRENDS & STYLING

MODE | De kvindelige muser er i centrum i modebranchen

Siden 1900-tallets Paris har kvinden været muse for modebranchen. Også i dag fungerer muserne som inspiration og ansigt udadtil og hjælper designerne i deres evige jagt på at skabe nyt, nyt, nyt.

Med kvinden i centrum

De var ni. Med smukke navne som Kalliope, Melpomene, Kleio og Polyhymnia var de gudinder for inspiration. De var kendt som muserne. Inspirationens mødre, vogtere af kunst, kultur, litteratur og senere videnskab – og grunden til, at det i dag hedder et museum. Men muserne hører ikke kun antikken til – de har fået en opblomstring og er dukket op i modebranchen, hvor en lang række af verdens mest anerkendte designere bruger muser i deres jagt på ny inspiration. For selv om der måske er langt fra de gamle græske muser til Kim Kardashian, er grundtanken den samme: At en særlig kvinde sættes i centrum for en designers vision og bruges som udgangspunktet for en hel kollektion.

– En muse kan bruges på flere måder i moden, forklarer Maria Mackinney-Valentin, der er lektor på Kunstakademiets Designskole.

– Det kan være et værktøj for designere i starten af et projekt til at skabe en stemning og en historie i kollektionen. Her kan musen være en virkelig person, nulevende eller historisk, eller det kan være en fiktiv person, som designeren selv har skabt eller lånt fra fx litteraturen, siger modeforskeren, der netop har udgivet bogen ‘Fashioning Identities: Status Ambivalence in Contemporary Fashion’.

Muserne fik en plads i moden allerede i 1900-tallets Paris af en af modebranchens allermest indflydelsesrige designere gennem tiden, den herhjemme knap så kendte Paul Poiret. Han er blevet kaldt modebranchens svar på Picasso.

– Han brugte sin kone, Denise Boulet, som muse – både som inspiration til sine couture-kreationer og som model i salonen i Paris. Senere er modemuser blevet langt mere mainstream, men de fungerer stadig som en vigtig figur i moden, siger Maria Mackinney-Valentin.

Rygterne siger endda, at Poiret på et tidspunkt låste konen inde i et gyldent bur for at holde styr på hende, men det er nu – heldigvis – de færreste, der går så langt. Ikke desto mindre er der masser af eksempler på, at muser og designere kommer helt tæt på hinanden.

LÆS OGSÅ: Torsdags-10’er | Woody Allens muser

Fra Hepburn til Moss

Audrey Hepburn var ikke bare en enorm inspirationskilde for designeren Hubert de Givenchy. De to var også nære venner gennem hele deres liv, og designeren var med til at bære kisten ved skuespillerindens begravelse. Deres tætte samarbejde var ikke bare med til at stadfæste Hepburn som sin samtids største skønhed – det gav lige så meget retur til Givenchy og hans mærke, der den dag i dag er et af de mest hypede, om end dets kreative udtryk har ændret sig markant siden.

Yves Saint Laurent var kendt for at omgive sig med smukke, farverige og hippe kvinder og havde i en årrække bl.a. it-pigen Loulou de la Falaise og modellen Loulou de la Falaise – som også Tom Ford har været kraftigt inspireret af – som muser.

Foto: AOP og Getty Images

Balmains nuværende chefdesigner Olivier Rousteing har ikke bare Kim Kardashian som muse – det må efterhånden være hele Kardashian-Jenner-klanen, der er forbillede for hans hypede og ekstremt dyre kollektioner.

Netop de kendte kvinder og modellerne er ofte muser nu til dags – og det har en helt særlig funktion, mener Maria Mackinney-Valentin.

– De kan bruges sidst i et projekt til iscenesættelse eller markedsføring, hvor musen – ofte en model, skuespiller eller sanger – har til formål at personificere enten brandet som sådan eller den specifikke kollektion, siger hun og tilføjer:

– Det er en designer som Karl Lagerfeld god til. Han har haft en lang række muser, fra Kate Moss til Kendall Jenner.

Det er dog ikke kun de store franske designere og modehuse, der kigger mod muserne for at få inspiration. Den danske designer Peter Jensen, der holder til i London og netop har fejret sit 15-års jubilæum, bruger hver sæson en ny muse. Ny kollektion, ny muse. Sådan lyder devisen fra designeren, der arbejder meget aktivt med sine feminine inspirationskilder.

– Det er blevet et arbejdsredskab, som er rart at have, og som gør det let at tale med andre om mit arbejde og kollektionerne. Andre designere arbejder med tidsperioder, farver, tekstiler eller kunstretninger, men det her fungerer godt for mig, fortæller designeren til IN og understreger, at det dog ikke altid er lige let.

– Nogle gange er det jo altså ret kompliceret med alle de damer, siger Peter Jensen og slår en høj latter op.

Foto: AOP og Getty Images

På udkig efter en muse

Peter Jensens latter er karakteristisk, ligesom han selv er – én, der som få danske designere stædigt har holdt fast i en stil, der har givet ham trofaste følgere som fx den tidligere Cardigans-sangerinde Nina Persson, der optrådte til designerens jubilæum.

– Vi har faktisk en del kunder, der køber ét stykke tøj fra hver kollektion og så navngiver det efter den muse, der har inspireret den pågældende kollektion. Det er da egentlig en ret fin tanke, siger han og understreger, at det er en løbende proces, der holder ham ved ilden.

– Jeg har et helt arkiv. Hver gang jeg falder over en eller anden, der er spændende, samler jeg sammen i min mappe. Det kommer meget naturligt, og hvis man i én sæson har haft en muse, der havde sin storhedstid i 30’erne, har jeg bagefter ofte brug for at gå i en helt anden retning.

LÆS OGSÅ: The Met Gala 2017 | Hyldest til Comme des GarÇons og Rei Kawakubo

Musikkens muser

Ofte er muserne også hentet i musikkens verden. Et glimrende eksempel på det finder man hos designer Hedi Slimane, der først hos Dior Homme og siden hos Saint Laurent hev et slæng af seje rockpiger ind i sit entourage. De blev hans muser og iscenesatte samtidig hans kollektioner i et mere undergrundsbaseret miljø – hvilket var ironisk, da hans tøj var noget af det dyreste på markedet overhovedet.

Men det var alligevel afgørende for Slimanes succes med Saint Laurent, fordi det var med til at genoplive mærket og give det en tydelig identitet og en klar afsender. Rockstjerner som Courtney Love, Grimes og Sky Ferreira er alle kommet tæt på ham og var faste gæster til Saint Laurents stort anlagte shows.

2016 blev også året, hvor David Bowie igen blev muse for en lang række designere. Den ikoniske sanger har i årtier inspireret modebranchen med sine ofte androgyne og skiftende personligheder, men hans dødsår blev en veritabel genopstandelse for Bowie. Under Burberrys show i januar 2016, der blev afholdt samme dag, som nyheden om sangerens død kom ud, hyldede modellerne sangeren, ligesom både Donatella Versace, Giorgio Armani og Ermenegildo Zegna i begyndelsen af året spillede Bowies musik under deres shows.

Maison Margielas couturekollektion var en opvisning i sangerens forskellige personager.

Det understreger ikke kun hans betydning for mode, det afspejler også to tendenser: Dels at designere er visuelt funderede mennesker – og derfor nemt finder inspiration i et menneske, der er så visuelt konceptuel som Bowie var det – og dels at hele musebegrebet handler om at hylde. At hylde personlighed, identitet, selvstændighed, det unikke, charmerende eller småskøre.

Foto: AOP og Getty Images

Nul politik

Det kan Peter Jensen nikke genkendende til. Det er nemlig ikke hvem som helst, der bliver muse for designeren.

– Ofte er det nogen, der er lidt camp, siger han og klukker.

På spørgsmålet om, hvad det nu skal betyde, tænker han sig om.

– Altså, de der muser, jeg har arbejdet med, har alle en dramatisk historie eller har været forud for deres tid. Det er måske ofte noget, jeg som homo bliver draget imod – de har forståelse for det samme univers som mig, siger han.

Omvendt er der mange kvinder, den danske succesdesigner ikke ville bruge – fx kvinder, der er alt for politiske. Det skaber polemik og fjerner fokus fra det, det trods alt handler om, nemlig et kreativt udtryk.

– Det bliver simpelthen for kompliceret. Tag Margaret Thatcher, som jeg synes var enormt chik. Jeg ville ikke kunne forsvare at lave en kollektion over hende. Det er altså lidt uheldigt, at mange af de der konservative politiske kvinder er de mest chikke. For det går ikke, siger han. 

LÆS OGSÅ: TENDENS | Der er gået politik i moden