TRENDS & STYLING

Ny trend: Lån på tøjbiblioteket

Nu kan du låne og udlåne dit tøj - for både at skåne miljøet og din bankkonto

Hånden på hjertet; hvor meget af dit tøj bruger du egentligt? Og hvor meget har du hængene i dit skab, som du måske har brugt en enkelt gang - måske aldrig? Nu kan andre få glæde af det, og du kan få glæde af andres guld fra klædeskabet, næsten gratis.

Forskellige koncepter skyder op både på nettet og i fysiske lokaler herhjemme, og inspirationen er delvist hentet fra Sverige, som er rig på de såkaldte tøjbiblioteker (klädoteker). Formålet er, at vi alle kan låne tøj af hinanden og på den måde skåne både naturen, vores pengepung og de mennesker, som sidder i fattige lande under ringe kår og syr vores tøj. Det skriver forbrugermagasinet Tænk.

"Vores mission er at opdyrke en tanke om, at det kan være lige så godt at låne som at eje. Både for miljøets og fællesskabets skyld. Ved at dele et stort fælles tøjskab kan man tilfredsstille sin shoppetrang til nyt tøj uden at skade miljøet eller købe sig fattig," siger Maria Lindebæk Nielsen til denne måneds udgave af Tænk.

Maria Lindebæk Nielsen har startet hjemmesiden og konceptet Share Your Closet, hvor folk kan sende billeder ind af det tøj, de gerne vil låne ud og samtidig få adgang til at låne det, der ligger på de virtuelle hylder på hjemmesiden.

Lige så godt som nyt

Stine Skytte Østergaard er en af dem, der har ladet sig inspirere af trenden med fysiske tøjbiblioteker på den anden side af Sundet og åbnet butikken Resecond i Jægersborggade i København. Butikken har allerede 220 medlemmer, og hun er da også i gang med at lede efter passende lokaler i Aarhus.

Og folk er begejstrede for at låne deres tøj ud, både fordi de kan glæde andre med det, de ikke selv bruger, og fordi det virker lidt ligesom at købe nyt, når man låner andres.

"Der kommer cirka 30 kjoler nye kjoler ind om ugen, så det er hele tiden som at komme ind i en ny butik," siger Stine Skytte Østergaard til Tænk.

Læs mere om: