
Bolig med hjertevarme og kreativitet
Stilen er klassisk industriel med kulørte og kreative detaljer. Kig med i galleriet, hvor vi viser dig alle de kreative detaljer, og få fif til, hvordan du selv skaber stilen.
En pink ghettoblaster og masser af farverig kunst på væggene. Der mangler ikke mønster og detaljer i den gamle villa i Charlottenlund. Rammerne er ellers ikke noget, der skriger farver og striber. For i den gamle villa er alt, hvad der tilhører af gulve med stilig sildebensparket og elegante stukkanter. Det er takket være de klassiske rammer, at den kulørte indretning fungerer. Det er i kontrasten, det personlige opstår.
Boligindretning: En lille lejlighed i byen
Hjemmets mest markante møbel, det enorme vitrineskab ved spisebordet, er bygget af gamle vinduespartier, som er fundet på genbyg.dk, mens spisebordet er lavet af en gammel stalddør i elmetræ, som har fået ben. De rå genbrugsmøbler bidrager til den grafiske, næsten maskuline bundklang, boligen er præget af. Men samtidig er der med generøs hånd spredt tekstiler, brugsgenstande og ikke mindst børnekunstværker over hele lejligheden.
Kærligheden til dansk møbeldesign og kunst er tydelig i enhver krog af villalejligheden. Især de mange forskellige Syverstole af Arne Jacobsen præger indretningen – både betrukket med koskind og rødt læder samt en stabel af de traditionelle, hvidlakerede modeller.
Boliggalleri: En moderne bolig i beton
Grib stilen - Fem kreative idéer til dit hjem
Styr på rodet
Arrangér indholdet i vitrineskabe i farveorden. Det giver et mere roligt udtryk.
Stillebener med stil
Gå efter et ulige antal ting, der varierer i højder og bredder. Det giver øjnene noget at arbejde med.
Få kunst til at passe
En god måde at binde kunsten på væggene sammen med resten af rummet på er at møblere rummet med enkelte ting eller møbler i en nuance, som også er at finde i kunstværket.
Rum i alrummet
Markér de forskellige ‘afdelinger’ i dit åbne køkken-alrum med fx forskellige gulvbelægninger. Det fremhæver de enkelte funktioner og giver en bedre
rumfornemmelse.
Stort er godt
Bor du med store rum, så gå efter ‘store’ møbler og lamper. Små stole og nipslamper forsvinder på mange kvadratmeter. Desuden er det nemmere at skabe en stil med større, mere effektfulde møbler.
Inspiration: 5 idéer til en harmonisk bolig
Se den kreative bolig i galleriet nedenfor
Bolig med hjertevarme og kreativitet


Designmøbler, genbrugsfund og farver præger den humørfyldte bolig, der emmer af kreativitet.


Der er masser af fine farver i Stine Heilmanns stue, som med sit miks af forskellige stole, træsorter, farver og original billedkunst virkelig byder gæster velkomne.


Den hyggelige stue er domineret af et gigantisk vitrineskab, som de tidligere beboere lod stå. Det kan man godt forstå, for det er bygget specielt til rummet af gamle vinduesrammer fra Genbyg.dk. Sofaen står egentlig for en udskiftning, men er stadig hyggelig at sidde i – med bløde strikpuder og plaider fra den danske virksomhed Aiayu. Lysestagen er af Mogens Lassen, mens sofabordet er en gave fra gode venner.


At arkitekterne og møbeldesignerne Arne Jacobsen og Børge Mogensen er favoritdesignere i boligen ses tydeligt rundt omkring i rummene, ikke mindst på de mange forskellige Syverstole af Arne Jacobsen, som præger indretningen – både betrukket med koskind og rødt læder samt en stabel af de traditionelle, hvidlakerede modeller.


Den markante mosaik på gulvet markerer, hvor køkkenområdet begynder. Slagterfliserne og det store stålkomfur er med til at give en industriel stemning, men afslører samtidig, at køkkenet er skabt til at blive brugt.


Det smarte vægophæng til dimser og dutter passer perfekt ind i den industrielle og lidt rå stil. Her er den placeret i køkkenet, hvor den fint holder styr på kogebøger og anden grej.


Arne Jacobsen-favoritten, stolen syveren, her betrukket med ko-skind. Skindet bløder op på det lidt rå look.


Mange af væggene er pyntet med fotokunst. Læselampen er fra Moooi.


Den finurlige kat i vinduet tilfører humor til rummet.


Den sorte lampe over spisebordet er fra hollandske Moooi.


Den hyggelige stue er domineret af et gigantisk vitrineskab, som de tidligere beboere lod stå. Det kan man godt forstå, for det er bygget specielt til rummet af gamle vinduesrammer fra Genbyg.dk.Lysestagen er af Mogens Lassen, mens sofabordet er en gave fra gode venner.


Vitrineskabet holder på én gang orden på tingene og støvet ude, mens det på samme tid giver et blik ind til de kønne ting.


Kunst med mange farver dominerer villaen.


Den pink ghettoblaster er uden tvivl noget af det første, man lægger mærke til, når man træder ind i villaen. Bemærk i øvrigt, hvordan den matcher fotografiet.