
Bolig: Vild med vintage
MariaRosa Galli bor midt i historien. Tekstildesigneren elsker den klassiske bohemestil med vintage-interiør, feminine farver og naturlige materialer. Tag en rundtur i hendes skønne hjem her!
Vi er rejst til hjertet af livlige Milano. Her lige ved Piazzale Francesco Baracca kører de gamle, gule sporvogne stadig forbi. Og her bor MariaRosa Galli. I tekstilbranchen er hun kendt som Signora, og ud over at være kreativ direktør for tekstilfirmaet Mascioni designer hun tekstiler for både interiør- og fashionbrands som Ralph Lauren, Calvin Klein og Zara Home.
Læs også: Indret med planter
Vild med vintage
Her i den store historiske bygning fra 1902 på femte sal, højt over den grønne plads har hun skabt sig et hjem for sig selv og sin familie, som emmer af historier. MariaRosa Galli har en stærk kreativ åre, og hun har indrettet de 180 kvadratmeter med et personligt mix med fokus på originale detaljer. Og det er tydeligt allerede, da vi træder ind ad døren. Alt (næsten) i de mange højloftede rum har fået charmerende mærker fra tidens tand. Lige fra dørgreb til håndvasken. Selve møblementet er en eklektisk samling af antikviteter, keramik og kunstbøger i selskab med gamle arvestykker, håndlavet interiør og detaljer som panelerne på det store klædeskab i soveværelset. Og så eye-catching vintagefund.
Læs også: Green Living i boligen
6 idéer til klassisk boheme
- Brug spejle til at fremhæve dine rum, fx et stort gulvspejl.
- Bevar dit hjems herskabelige detaljer som stuk og sprossede ruder. Alternativt kan du være heldig at finde ornamenterede døre mv. hos genbyg.dk.
- Find vintage items med et klassisk tvist hos fildefer.dk, dba.dk og lauritz.com.
- Indret med naturlige materialer, især træ i forskellige træsorter. Husk også flettede kurve.
- Benyt dig af blide og feminine farver som støvet blå, rosa og gul. Tilsæt en enkelt rød ting til at bryde universet.
- Vær ikke bange for at bo med forskellige stilarter. Gør fx dine arvestykker nutidige ved at kombinere med nips eller tekstiler med grafiske striber på.
– Mit bedste råd, når du indretter, er at være dig selv. Vær modig, og vær ikke bange for, hvad andre tænker. Hvis du er dig selv, vil dit hjem fortælle din personlige historie, siger MariaRosa Galli.
Se boligens øvrige rum og få tips til at gøre stilen efter her:
Bolig: Vild med vintage


Boheme-stilen er nøje planlagt, når det kommer til stilleben. Afstem farverne som her, hvor de støvede blå, rosa og brune toner giver ro til øjet.


Brug lanterner inden døre. Sæt dem i klaser, eller hæng dem som her i et hjørne, hvor de kan lyse op på dunkle aftener. Den her er et rejsefund fra Kina.


Hvis du vil undgå, at de blide farver går i et, så bryd med en enkelt markant farve som fx rød. Det holder øjet vågent.


Beklæd kedelige, triste skabslåger med markant tapet som denne bog-fotostat. Lignende fås hos Sacre Coeur.


Mal et loppefund, og lad det fungere som aflastningsplads og dekorativ kant i badeværelset.


Loppemarkeder og genbrugsbutikker er et og alt for boheme-stilen. Her har MariaRosa Galli fundet kunstbøger fra 70'erne. Det er lidt af et loppefund.


Lige nedenfor vinduet ligger den hyggelige Piazzale Francesco Baracca i hjertet af Milano.


Hjørner bliver hurtigt lidt tomme – og det er der ikke meget boheme i. Udnyt dem med en god lænestol, en kommode eller blot som her nogle kinesiske kurve med broderede puder fra Zara Home.


Klassisk boheme er lig med badeværelser i nostalgisk stil. I Milano-lejligheden er det den romantiske nostalgi med hvide porcelænsvaske og svungne armaturer, fx fra Lemérand, der hersker. Her er fliser og vask fra 1920.


Lad historien tale ved at hænge gamle land- og bykort op i rammer. Se fx hos denblaafasan.dk. Her er det kort fra 1721 over floden Serio, nær Milano. Miks også gerne tekstilerne som MariaRosa Galli. Hun har sat to storblomstrede mønstre sammen – og det fungerer, fordi hun bevæger sig i samme farveskala.




Spejle er det bedste værktøj til at snyde et rum større. Brug dem som her, hvor MariaRosa Galli har sat spejle i de sprossede skydedøre. Vintagestolene, som hun har valgt til langbordet i træ, giver et meget personligt udtryk, fordi de er fra forskellige tidsaldre. Kakkelovnen til højre, som hendes bedstefar har lavet, har fulgt MariaRosa Galli hele hendes liv.


Bohemestilen får du ved at indrette med skødesløs hånd. Her har MariaRosa Galli fx stillet et par billeder på en radiator. Bemærk i øvrigt, at radiatoren har rum til at stille stel ind til opvarmning, når der kommer gæster.


Bevar så vidt muligt de originale træk, som dit hjem har haft fra begyndelsen. Hvis ikke kan det ofte lade sig gøre at genskabe dem, så de passer til arkitekturens historie. Det er måske nok en smule dyrere end standardløsningerne, men en investering, der giver masser af personlighed. Hos MariaRosa Galli er den oprindelige stuk og udskæringerne bevaret.