Hus

Boliggalleri: En fransk affære

Et forførende, fransk univers af utraditionelle ideer, et stilsikkert miks af klassikere og loppefund og et udendørsliv, der byder på løsninger ud over det sædvanlige. Velkommen på rundtur i arkitekt Karine Strigas byhus i Marseille i Sydfrankrig, hvor fantasien har fået frit råderum.

Et besøg hos arkitekt Karine Striga og hendes familie i byhuset i Marseille i Frankrig er et studie i kreative løsninger. Bag væggene i huset, der er fra det 19. århundrede, gemmer sig en charmerende og overraskende bolig med et miks af loppemarkedsfund og design både udendørs og indendørs. Karine Striga, der er uddannet fra arkitektskolen i Marseille, har selv stået for renoveringen og udsmykningen af det klassiske fireetagers byhus i fransk stil. Det er blevet til et flot, fransk hus, der er præget af en fin balance mellem tradition og modernitet, og hvor alle i familien har fået sit eget område.

Inspiration: Fransk stil i soveværelset

Fransk elegance

Hvor Karine Striga har holdt sig til den klassiske renovering, er indretningen mere fantasifuld. Det er urban boheme, når den er allermest legesyg. Her er forskellige stilarter, materialer og grafiske elementer bl.a. i form af store bogstaver. Plastikstole står side om side med gamle marskandiserfund, et gammelt guldspejl hænger i kulørt selskab med billeder, moderne lamper møder lysekroner, og bøger ligger i lag i reolen. Alt sammen er med til at skabe en fornemmelse af fransk, skødesløs elegance.

FÅ MERE INSPIRATION TIL BOLIGINDRETNINGEN MED MAD & BOLIG!

Invitation til fransk friluftsliv

Det er ikke bare indendørs, at Karine Strigas fornemmelse for alternative løsninger er kommet til udtryk. Haven i klassisk, fransk middelhavsstil, der er et yndet opholdssted på en varm sommerdag, har Karine Striga indrettet, så der er sørget for spændende kroge til både voksne og børn.

Læs også: Kom indenfor i den franske villa

5 idéer fra Katrine Strigas hjem:

  • Renover klassisk – indret utraditionelt.
  • Miks nye designerting med gamle fund fra loppemarkeder og marskandisere. Sæt f.eks. gerne moderne plastikstole til et gammelt langbord.
  • Brug store og små metal- eller træbogstaver til at skabe en rå, grafisk detalje i rummet.
  • Tænk ud af boksen. Et billede og et skab på væggen behøver ikke altid at flugte, en cykel kan godt stå i entreen med guldspejl, og selvom naturfarver dominerer indretningen, kan en orange pude godt snige sig ind.
  • Leg med uderummet, så både børn og voksne har steder at opholde, gemme og more sig.

I galleriet nedenfor kan du se flere billeder af den smukke bolig fra Marseille, der i flot, fransk stil byder på alternative og kreative indretningsløsninger både indendørs og udendørs:

Boliggalleri: En fransk affære

Læs mere om: