Marianne Kruse og Kasper Kolenda har forvandlet et gammelt hus i Kartoffelrækkerne i København til en funktionel familiebolig. Kom med indenfor!
Fredag, 9. august 2019 - 10:18 - af Eva-Marie Wilken / Foto: Martin Sølyst
Trapperummet snor sig igennem fire etager, og de originale balustre og vanger fra 1886 er bevaret.
Det gamle kartoffelrækkehus ligger midt i København med sin originale charme og tro mod sit oprindelige dna, men sådan har det ikke altid været.
Da familien Kruse/Kolenda flyttede ind for fem år siden, var huset med Marianne Kruses ord virkelig nedslidt, og dele af køkkenet kunne dateres tilbage til husets byggeår. Det trængte med andre ord til en kærlig hånd, og det fik det.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
I tilgift fik den totale renovering familien til at træffe andre, men ikke mindre væsentlige beslutninger om deres bolig.
– Vi havde, indtil vi overtog huset her, haft alt for mange ting og alt for mange rum, hvis funktioner ikke var klare. I forbindelse med min coach-uddannelse var jeg blevet opmærksom på, hvordan overflod af ting og manglende retning på det praktiske niveau kan gøre ting uoverskuelige. Vi valgte derfor at gå grundigt til værks – også omkring oprydning og værdier i boligen. I forbindelse med selve byggeriet ønskede vi masser af stationære skabe, gerne med funktioner, der udelukkede for mange møbler og for mange brudte flader, siger Marianne Kruse.
Moodboard som anker
Som overordnet ramme havde parret behov for at opdatere huset. De ønskede sig ikke en gentagelse af husets oprindelige indretningsstil, men ville alligevel gerne bevare dele af det oprindelige dna.
Ligesom det velbevarede trapperum er loftet med åbning til kip og det frie udsyn til hanebjælkerne med til netop det.
Selve renoveringen blev til i et spændende samarbejde med Kasper Feldt fra Stil Art, som parret kendte fra et tidligere arbejdsfællesskab.
Marianne Kruse og hendes mand, Kasper Kolenda, lavede et moodboard, der omfattede alle ønsker og behov, farver og materialer, men også konkrete fotos taget i tilfældige sammenhænge, som udtrykte drømme og ønskescenarier.
– At formulere sig visuelt med udgangspunkt i farver, billeder og materialer viste sig at være et fantastisk arbejdsredskab. Vi kunne holde os fast i vores visioner og kunne i samme moment formidle til Kasper Feldt, hvilke værdier og elementer der skulle afspejles i vores kommende bolig, fortæller Marianne Kruse.
Stationære valg
Selve indretningen blev formuleret med enkelhed som gældende værdi og ønsket om at lave stationære vægge med indbyggede og gedigne skabsfunktioner.
Den ene del af stuen blev indrettet med en bred vindueskarm løbende igennem rummet, under hvilken der blev placeret indbyggede skabe som en reference til gammeldags skunke, men også som mini-arbejdsborde eller som enmandsspisepladser til at aflaste resten af stuen.
I soveværelset blev et smalt bord og en lille bænk inkorporeret som faste møbler i soveværelsets skabsvæg med inspiration fra føromtalte skibsbyggeri og med øje for udnyttelsen af de små rum.
Boliggalleri: Familieliv i Kartoffelærækkerne
Her bor: Marianne Kolenda Kruse, 37 år, iværksætter, coach og partner i Esbjerg Brygge Invest, og Kasper Kruse Kolenda, 38 år, jurist, med børnene Astrid, ni år, Ellie, seks år, og Uma på ni måneder.
Bolig: Gennemrenoveret hus i Kartoffelrækkerne i København. Huset er fra 1886 og på 210 m² plus kælder.
Stil: Holdbare løsninger med designklassikere og små skæve input.
Marianne Kolenda Kruse og hendes mand, Kasper Kruse Kolenda, har renoveret deres 133 år gamle hus i Kartoffelrækkerne i København med et ønske om både at bevare og nytænke.
Entréen med den originale trappe og den nye vinduesvæg er et godt eksempel på, at parret kombinerer nye og gamle ting i huset. Vægkonstruktionen i jern med håndskårne lister af egetræ er lavet af Copenhagen Steel. På gulvet står et værk af Ursula Nistrup fra serien Three Body Sance.
Pladen på køkkenets endevæg er i lyst Carrara-marmor, mens selve elementerne er af egetræ. Køkkenet er designet af Kasper Feldt (stil-art.dk). Stolen ved døren hedder Sunrise og er en limited edition lavet af Kasper Eistrup over Helge Sibasts originale stol Sibast no 8. Litografiet over stolen er ligeledes af Kasper Eistrup.
En sort lampe, en sort stol, en sort brødrister – tre elementer, der giver kant og liv til trækøkkenet. Billedet på væggen er et silketryk af Monica Petersen fra Stilleben. Den prikkede skål i keramik er fra Moshi Moshi Mind, og brødristeren er fra Dualit.
De to rosafarvede stole er designet af Egon Eiermann og er i produktion hos Please Wait to be Seated. De andre stole er Wegners Elbow Chair, og spisebordet er designet af Niels Jørgen Haugesen for Fredericia Furniture. Lamperne over bordet er designet af Alvar Aalto for Artek, og det lille portræt af David Bowie er tegnet af Kasper Eistrup. Gardinerne er fra Garant, skulpturen i vindueskarmen er af Poul Isbak, Murano-lampen er købt i en antikvitetsbutik for mange år siden, og det store maleri er af Sarah Hvass.
En brændeovn, der er bygget ind i væggen, er en hyggelig måde at dele stuen op på. Over ovnen hænger et kviltet vintage-kunstværk, mens lampen over den indbyggede bænk i højre side er fra Gubi, og gulvene er fra Dinesen.
Fritlagte hanebjælker giver luft i det lille tilbagetrækningsrum med skråvægge på fjerde og øverste etage. Sofaen er Jaime Hayons Lume, der er tegnet for Fritz Hansen. Den grønblomstrede stol er fra Gubi, lampen er fra Flos, og gulvtæppet er blevet til i et samarbejde mellem Sarah Hvass og Buga Rugs.
I et højt, smalt hus er vinduesvægge en ideel løsning, hvis man vil skrue op for lyset og følelsen af rummelighed. De indbyggede bænke har faste hynder i skind syet af L.M. Tapetsererne, mens dekorationspuderne i hør er fra Stilleben. Det runde bord er fra OX Denmarq, og stolen er en ompolstret vintagestol.
Egon Eiermann (1904-1970), som har designet den blå stol her, var en af de mest toneangivende og indflydelsesrige tyske arkitekter i efterkrigstidens Vesttyskland. Hans arkitektur var rendyrket modernistisk, og han er kendt for at lade materialet stål herske i sine simple og minimalistiske værker. Kunsttrykket over stolen er lavet Katrine Krogh og købt i Stilleben.
Mal væggen bag sengen en anden farve end de resterende vægge. Det giver både dybde i rummet og er med til at afgrænse soveområdet. Det indbyggede skrivebord er lavet af rosafarvet laminat og ulakeret messing. Stolen er Arne Jacobsens Syver i kontorstolsversion produceret af Fritz Hansen.
To forskellige stenarter i badeværelset giver et mere spændende udtryk, end når du holder dig til en enkelt. Badeværelset er designet af Kasper Feldt. Lampen er fra Flos, mens gulvtæppet er fra Louise Roe, og armaturet er fra Cea.