
Boliggalleri: Funkisvilla i eklektisk stil
Iværksætterparret Sarah og Adam Sheikh Hjorth har nemlig indrettet sig i en skæv blanding af arvede ægte tæpper fra Pakistan, loppefund, rejseminder og særligt design.
Sarah Sheikh Hjorth har en stor kærlighed til farver, rejsefund og arvestykker, og kombineret med en god portion samlermani har hun forvandlet sin og manden Adam Sheikh Hjorths funkisvilla til et mix mellem Skandinavien og Mellemøsten.
Det er hjem sparsomt indrettet med utraditionelle møbler, orientalske tæpper og unikanips.
En ægte samler
– Jeg samler på alt muligt mærkeligt – billeder, glasfigurer, stentøj, lamper og tekstiler – og jeg er på loppemarked hver søndag om sommeren. Jeg tænker ikke for meget over, om jeg synes, det passer ind – jeg køber det, hvis jeg kan lide det. For mig er det vigtig at indrette med rejsefund og ting, der er gået i arv fra vores familier, siger Sarah Sheikh Hjorth, der især er glad for de ægte tæpper, som hun har arvet fra sin pakistanske farfar.
– Tæpperne ikke blot smukke, men de bærer også på en historie om, hvem min familie er. De ægte tæpper er mit link til Pakistan, og derfor har de stor betydning i mit hjem siger Sarah Sheikh Hjorth.
SE OGSÅ: Farverig villa på Frederiksberg
Kreativ atmosfære
Sarah Sheikh Hjorth holder meget af at indrette med farver, og hun forelsker sig ofte i ting og møbler i en flot farve. Stod det til hende, ville flere vægge være malet i en farve.
– Min mand giver mig stor frihed til at indrette, men indimellem må han sætte en grænse. For jeg kunne sagtens gå amok og male væggene lyserøde og mintgrønne. Jeg synes, at det er spændende at skabe stemninger med ting og farver.
Omgivelserne er jo med til at påvirke vores sindstilstand og agere følelser. Hjemme hos os må indretningen gerne signalere en afslappet laid back-stemning, hvor der er plads til gode samtaler.
Men her skal også være en kreativ atmosfære, og man må gerne blive overrasket, når man går ind i et nyt rum, siger Sarah Sheikh Hjorth.
Kunst er inspirerende
Både hun og Adam Sheikh Hjorth holder meget af kunst, og de tager indimellem på kunstudstillinger og holder også øje med de kunstnere, de i forvejen er glade for.
– Kunsten er uundværlig for os i indretningen. Kunsten hjælper med at stille spørgsmål til livet, og den gør et hjem levende og inspirerende. Det er vigtigt for mig lige at stoppe op en gang imellem, og derfor skal væggene tale til mig, mener Sarah Sheikh Hjorth.
Bordellets forvandling
Elegante sildebensparketgulve, store vinduespartier med originale vinduesrammer og en luftig hall med en buet trappe danner ramme om den eklektiske stil.
Det var da også de arkitektoniske detaljer, som tiltrak Sarah og Adam Sheikh Hjorth, da de så funkisvillaen fra 1936 for første gang.
– Huset havde varme, sjæl og rummelighed samt en helt fantastisk historie. Men samtidig var der ingen, der havde taget sig kærligt af det de sidste 30 år. Engang havde der været et bordel i huset, så her var en hulens masse badeværelser og ikke et ordentligt køkken. Selvom vi havde brug for at tilpasse huset til os, sørgede vi for at bevare husets sjæl og historie.
- Et hus skal have lov at beholde sin historie og afspejle, at det har levet før, og det må gerne være skævt og uperfekt. Lige som vi mennesker er, siger Sarah Sheikh Hjorth.
SE OGSÅ: Pariser-hjemmet vi drømmer om
Boliggalleri: Funkisvilla i eklektisk stil
Boliggalleri: Funkisvilla


Treplans funkisvilla i Hellerup
Her bor: Sarah Sheikh Hjorth, iværksætter, designer og medindehaver af restauranten Chicks by Chicks, og Adam Sheikh Hjorth, iværksætter og medstifter af Happy Helper sammen med deres datter Paloma på fire år og sønnen Atlas på 1 år.
Bolig: Treplans funkisvilla fra 1936 i Hellerup på 232 m² plus kælder.
Stil: Uhøjtideligt og eklektisk mix af mellemøstligt kunsthåndværk og loppefund.


Faverige omgivelser
Fremhæv et rums linjer med farve. Den blå væg giver en poetisk stemning til et ellers bart trappeområde.


En stue med mange udtryk
Gå efter markante, farvede møbler, hvis din stue skal skille sig ud, og miks materialer som glas, stof og læder med pakistanske tæpper. De karrygule Togo-sofaer er designet af Michel Ducaroy for Ligne Roset. Stolen i aluminium og læder af Verner Panton og ligesom den blå sofa fundet hos Lauritz.com.


Frie vinduer skaber rammer
Et stort vinduesparti fri for gardiner giver plads til atypiske møbler og arkitekturens rene linjer.


Et mix af mønstre
Runde former gør indretningen blød, selvom farverne er kraftige. Veloursofaen er fundet på Lauritz.com. De tre billeder med sommerfugle er lavet af kunstner Peter Holst Henckel. Zebratrommen og standerlampen bagerst er købt brugt.


Spiseområde med plads til hygge
Indret med et stort gulvtæppe til at indramme spisebord og stole. Det gør pladsen hyggelig, så man gider sidde længe. Stolene med rosa tekstil er fra Thonet, spisebordet designet af Maurizio Peregalli er fra Casashop, og tæppet er arvet. Pendlen er fra Flos.


Personlig indretning
Lav et moodboard af dine yndlingsting som fx rejseminder, hvis du gerne vil tage udgangspunktet i dem i indretningen.


Stringente linjer og runde kurver
Vælg møbler uden ben, hvis du kan lide art deco-tenden, og gerne nogle i specielle former, hvis de skal stå alene. Stolen er fra Gubi, væglampen Taraxacum fra Flos og de to flodheste fundet på nettet.


Dansk køkken med et italiensk touch
Vælg et køkken i materialer og stil, der passer til huset og den tid, det blev bygget i. Snedkerkøkken i massivt egetræ er fra Nicolaj Bo. De sorte AJ væglamper designet af Arne Jacobsen er fra Louis Poulsen. De Italienske fliser med tegnede fossiler fås hos Banio.


Rolig atmosfære i soveværelset
Farver kan sagtens virke rolige i et soveværelse, hvis du holder dem tone-i-tone og undlader at lade dine nips flytte ind. Plaiden er fra Beau Marché.


Mere inspiration?
Vil du se flere hjem med blandede stilarter og særlige fund, vil du synes om denne bolig. Kom indenfor her