
Boliggalleri: Gyldne toner i herskabsvillaen
I denne herskabsvilla i Nordsjælland er de lyse omgivelser indrettet i gyldne toner og med rejsefund fra besøg i mange forskellige asiatiske lande.
Den ene elsker farver. Den anden er mere til fransk stil i neutrale tone i tone-nuancer krydret med fund fra udlandet. Begge elsker at rejse i Asien, og det stilmix vidner den 350 m² store villa nord for København om.
Parret, der bor her, har indrettet sig med minder fra de mange besøg i forskellige asiatiske lande. Vintagefund og etniske detaljer såsom opsatsskåle fra Myanmar og fint træarbejde forenes i huset fra 1921.
Nogle af tingene har fulgt parret i mange år og er købt på rejser rundt om i verden; blandt andet en stol fra Vietnam og en sengegavl fra Bali.
De etniske detaljer er sat sammen med rustikke møbler og et kelimtæppe, der samler indtrykkene i den lyse spisestue.
SE OGSÅ: Moderne fransk landidyl
En lys bolig
Som base for de detaljerige elementer i indretningen er gulvet malet hvidt med slidstærk maling både på det gamle og nye gulv.
Den blanke gulvflade spejler lyset fra de store vinduespartier og døre på hele etagen og kaster masser af lys ind i hjemmet. Om sommeren står fløjdørene åbne ud til terrassen, der kommer til at virke som en forlængelse af den store stue og giver ekstra plads.
Lyset skinner også stærkt i atelieret. Her sidder parret ofte med hver sine sysler, mens der altid er rift om slængemøbler i stuen, når familien er samlet. Ikke mindst divanen, hvor man kan sidde to samtidig.
SE OGSÅ: Nordisk enkelthed møder Asien
Landligt, moderne køkken
Parret købte huset for 28 år siden, og det er løbende blevet restaureret − senest i stueetagen med nyt køkken, hvor loftet blev løftet, det gamle fadebursrum sløjfet og integreret i det nye, og en væg måtte ned.
Alt sammen for at gøre plads til et stort, åbent køkken-alrum med udgang til terrasse og have. Parret fik hjælp af arkitekt Julie Agerley, der blandt andet stod for at styre køkkenindretningen.
Det nye køkken er designet i en blanding af husets og parrets stil, og derfor valgte arkitekten et gråt køkken i landstil, hvor de tekniske hjælpemidler er gemt bag låger og døre. Nogle skabs- og skuffelåger har fyldninger, andre er helt stramme i moderne stil, og så er der valgt små lædergreb og stort bruneret messinggreb.
Stenpladen og træstolene med lædersæde spiller sammen med de gyldne toner i resten af huset og i en stor del af kunsten på væggene.
Boliggalleri: Gyldne toner i herskabsvillaen
Boliggalleri: Gyldne toner i Nordsjælland


Herskabsvilla fra 1921 i Nordsjælland
Her bor: Et kreativt par, der henholdsvis er pladeproducer og laver film.
Bolig: 350 m² herskabsvilla fra 1921 i to plan nord for København.
Stil: Landlig, fransk vintage møder etniske detaljer og asiatiske rejsefund.


Køkkenø som bord
Integrér køkkenøen i indretningen, og lad det fritstående møbel have form som et bord med stel malet i samme farve som lågefronterne og monteret med samme bordplade i sten.


Gråt køkken
Indret dit køkken i en farve. Gå efter en farve, der passer til rummet og boligens stil.


Forskellige fronter
Understreg den herskabelige stil i det moderne køkken, og veksl mellem fronter i et mix af plane flader og fyldninger.


Ens gulve
Skab en sammenhæng med ens gulve. Halvblanke, hvidmalede gulve trækker masser af lys ind i rummene.


Mix belysningen
Mix belysningen i rummene med forskellige typer lyskilder. Her har parret kombineret antikke, franske lysekroner og stager med moderne minimalistisk lampedesign.


Et hvidt rum
Et rum i hvide rammer og blødt, brunt træ giver ro i kontoret, hvor parret har mixet rejsefund på kryds og tværs af stilarter og landegrænser. Vitrineskabet er fransk, stolen er fra Vietnam, og rejseminderne er fra hele verden.


Seng med sengegærde
Opgradér dit soveværelse med et sengegærde. Du kan lave et selv, få det snedkereret eller købe et i boligbutikkerne. Sengegærdet her er fra Bali.


Samme stil ude og inde
Skab sammenhæng mellem ude- og inderum ved at indrette i samme farver og stil.