
Hus
Boliggalleri: Indret med moderne spansk charme
I det spanske feriemekka Mallorca gemmer sig en lille perle af en bolig, der er indrettet med håndlavede fliser, lyse farver og mixet af moderne og ældre møbler.
Torsdag, 23. juni 2016 - 9:54 - af Malin Holmudd og Katharina Albrecht / Foto: Miguel Varanda
Mit hjerte sprang et slag over, da jeg så det. Huset, der nær gav indretningsarkitekt Katharina Albrecht et midlertidigt hjertestop, ligger i den søvnige landsby Montuiri på Mallorca.
– Det havde den helt rigtige kombination af store, lyse rum og et enkelt og beskedent udseende, husker Katharina Albrecht.
Se også: Et smukt sommerhus på budget
Storbyboerens åndehul
Katharina Albrecht deler huset med sin kæreste Sebastien Belilty. Hun, der tidligere har boet i travle storbyer som Hamborg, London, Madrid og Paris, nyder hvert sekund af den fantastiske natur og freden i den lille landsby, der ligger lige udenfor hendes hoveddør. Huset består af fire soveværelser, dagligstue og spisestue med køkken fordelt på 180 m². Helt atypisk for spanske landsbyhuse er her højt til loftet, og vinduerne er store og slipper masser af lys ind uden at give køb på de autentiske mallorcinske detaljer. Art nouveau-fliserne med vinbladsmotiv på køkkengulvet og det gamle terrazzogulv er det originale i husets stueetage.
– Det var det perfekte lærred for min historiefortælling. Mit hjem skal passe til min livsstil og fortælle min personlige historie, understreger hun.
Nyt og nostalgisk
Overalt er væggene holdt hvide, så de forener traditionerne fra gammel spansk arkitektur med nutidig stil. Den perfekte baggrund for Katharinas indretning, der består af alt fra gamle spanske skabe i mørkt træ og sofaer i Louis 14.-stil til lette, hvide Eames-stole og nye enkle Ikea-møbler. Det er et stærkt samlergen, der er skyld i hendes valg af både møbler, kunst og detaljer.
– Ting, som gør mig glad, passer sammen, lyder Katharinas motto, og når man ser hendes mange håndplukkede fund fra forskellige lande, stilarter og epoker, kan man kun give hende ret. Det er en indretning i harmoni.
– Jeg elsker at rejse jorden rundt, selvom det gør det svært at have en almindelig regelmæssig hverdag. Det er huset her, der er min base. Foruden min familie og min kæreste er mit hjem mit eneste faste holdepunkt, og stedet, hvor jeg har slået rødder.
Se også: Smuk fransk feriebolig
Livet leves udenfor
Uden for huset i den frodige lille gårdhave svajer bladene på bananpalmerne i brisen, bougainvilleaens blomster stråler, og vandet i den lille blå pool frister.
– De mange varme måneder på øen tilbringer vi næsten udelukkende udenfor, siger Katharina Albrecht. Haven er bygget i forskellige niveauer, så hun kan stå indendørs og nyde den. Fx er der kig til terrassen gennem dobbeltdørene i køkkenet og spisestuen, og fra det hyggelige læseværelse er der direkte adgang til en altan, som er forsynet med en himmelseng med kig til stjerner og solnedgange. Fra sengen i soveværelset kan parret også kigge over landsbyens tage til bjergene. Det er drømmen om sydlandsk charme forvandlet til virkelighed, og egentlig kunne Katharina og Sebastien sagtens tilbringe resten af deres dage her og være lykkelige.
– Her er alt, hvad jeg kan ønske mig.
Kom med indenfor i boligen her!
Feriebolig på Mallorca


Her bor
Tyske Katharina Albrecht, indretningsarkitekt, og franske Sebastien Belilty, forretningsmand.
Hvad
Landsbyhus på 180 m² fra 1935 i Montuiri på Mallorca.
Stil
Lyst og afslappet med et håndplukket mix af møbler.
1 / 14


Velkommen indenfor!
Smukke glasdøre åbner op til entréen i det charmerende landsbyhus. Tunge trædøre flankerer indgangen. De lukkes til, når solens stråler bliver for hede, eller når storme med voldsom regn hærger om vinteren.
2 / 14


Stilmix
Parret ejer to skønne sofaer i Louis 14.-stil, og den ene har fået selskab af et sjældent lille mallorcinsk bord fra 1960'erne. Den håndlavede platte på væggen har Katharina købt i Tel Aviv. Den er af designer Irit Goldberg.
3 / 14


Et ægte Mallorca-køkken
Markér køkkenafdelingen i et køkken-alrum med et højt smalt bord, der kan bruges som ekstra bordplads og til at nyde vin og tapas ved med dine gæster. Parret har bevaret det typiske indbyggede Mallorca-køkken med terrakottafliser som bordplade. På gulvet ligger de originale mønstrede cementfliser, Baldosas hidráulicas, som stadig delvist bliver produceret på Mallorca. Bordet er fra Kina og af ældre dato. Alle parrets glas bliver udstillet og opbevaret i et smukt gammelt skab med glaslåger.
4 / 14


Under åben himmelseng
Med en enkel hvid himmelseng kan du indrette soveværelset lyst og luftigt og forsyne sengen med forhæng af fx hør for en hyggelig og varm følelse, når det bliver koldere. Sengen og kurvene oven på skabet er købt hos Ikea. Både messinglampen Nictea fra Flos og marmorbordlampen er vintagefund.
Sengebordet er et lille dansk skrivebord fundet på et loppemarked. Plakaten med Brigitte Bardot er fra Habitat, og rammen har Katharina fundet på gaden i Madrid.
5 / 14


Grønt udendørs
Det kan lade sig gøre på Mallorca. Men det kan også lade sig gøre i Danmark, hvis du går efter planter, der tåler de nordiske breddegrader.
6 / 14


Plads til gæsterne
Hvis du holder af at have gæster, så gør som ejerne, og vælg et ekstra langt, men smalt spisebord – det virker luftigt og gør det nemt for gæsterne at komme omkring. Dette bord er 75 cm bredt. Det store gamle skab af træ rummer parrets elskede samling af hvidt porcelæn. Eames’ hvide DAW- og DSW-stole letter indtrykket i spisestuen med det rustikke bord og det tunge skab. Stolene fås bl.a. hos Paustian.
7 / 14


Afspejl lyset
Blanke vægfliser giver kontrast til de rustikke terrakottafliser og reflekterer lyset i rummet. En ganske smal hylde på væggen giver plads til de mest nødvendige – og kønne – ting. Hvide arkitektlamper på væggen sørger for fleksibel belysning, når parret laver mad. Hos designlite.dk kan du finde lignende lamper fra Lampe Gras.
8 / 14


En indbydende læsekrog
Hvis du blænder en dør i et hjørne af stuen eller soveværelset, får du en fantastisk ramme at indrette en indbydende læsekrog i. I denne døråbning er der sat hylder op til bøger, stakke af magasiner står på gulvet klar til at inspirere, og en dejlig blød chaiselong fra Ikea frister. Det lille bord er fra Zara Home, og det runde sisaltæppe er håndlavet på Mallorca. Pudebetrækket er fra Ikea.
9 / 14


En klat moderne
Det smukke stenhus, de elegante møbler og det smukke træ bliver af og til brudt op af et ultramoderne møbel eller - som her - et maleri i trendy pangfarver.
10 / 14


Udendørsluksus
På altanen er der lige præcis plads til en håndlavet himmelseng fra Thailand, og her skal ordet himmelseng forstås helt bogstaveligt, for der er det perfekte udsyn til stjernehimmel og solnedgang, når man ligger på den.
11 / 14


Helt uden symmetri
Hæng sort-hvide tryk og fotografier i hvide rammer på væggen i en asymmetrisk collage for et afslappet look. Symmetri kan give indretningen et formelt og stift udtryk. Katharina fandt det lille bord på gaden og spraymalede det hvidt. Den gamle gyngestol er en foræring fra parrets naboer. Tjek onlineauktioner for lignende eller liggestolen.dk for en ny i samme stil. Lampen er et vintagefund.
12 / 14


Skab lethed
Mal gulve og vægge hvide, brug hvidt sengetøj, og sæt en lille vase med hvide blomster på natbordet, så forlænger du letheden fra sommerferien helt ind i soveværelset. Messinglampen Nictea fra Flos og marmorlampen er vintagefund.
13 / 14
Læs mere om: