Hus

Boliggalleri: Træhus med afslappet luksus

Michael Robertson og Fran Derham har bygget deres eget barndomsdrøm. Et hus af træ, hvor naturen er omdrejningspunktet, og indretningen sofistikeret, 
men afslappet.

På en bakke ude på landet ligger et lille træhus. Der er udsigt til bjerge, marker med køer, en dam og lidt skov. Og så er der barndomsminder i hobetal, der ligger som et fundament for huset og ude i naturen omkring det. 

Australske Michael Robertson og Fran Derham har nemlig ønsket at give den landlige barndom, de selv har oplevet, videre til deres børn, og første skridt var at flytte ud af byen Melbourne og bygge det hus, de drømte om.

– Michael har altid nydt den plads og frihed, han havde, da han voksede op på landet, og han har altid ønsket at give sine børn en lignende oplevelse, fortæller Fran Derham om sin mand, der stod for selve byggedelen.

Oprindeligt var planerne at bygge en helt simpel hytte, men i stedet valgte parret et træhus med lige linjer og skarpe kanter. For at gøre udtrykket mere rustikt blev der brugt genbrugsplanker og overskudsmaterialer fra en række byggerier rundt omkring. Parret udvalgte nøje de rette finisher til at komplimentere træet, og efter to år var huset færdigt. 

– Bortset fra aboriginerne kommer alle i Australien et andet sted fra. Og ligesom med Australien stammer – eller er inspireret af – alt i dette hus fra forskellige lande og kulturer, siger Fran Derham og fremhæver den amerikanske oregonfyr, den franske kamin og det engelskinspirerede køkken.

SE OGSÅ: Træhus med puppe-potentiale

Sofistikeret modvægt

Med rammerne på plads kunne parret koncentrere sig om det indvendige, hvor de havde en klar tanke om, hvordan rummet skulle se ud.

– Min vision for indretningen var at komplementere træet – lade det være hovedpersonen – men også at tilføje nogle lysere farver til at hjælpe med at oplyse de mørke steder, siger Fran Derham.

Hun valgte bløde møbler og interiør med et elegant udtryk for at give sofistikeret modvægt til det rustikke hus. Målet var at skabe en fornemmelse af afslappet luksus.

– Nu, hvor jeg er kommet så langt med indretningen, glæder jeg mig til at finde kunst, der vil passe herind – ikke at der er særlig meget vægplads, da vi har mange panoramavinduer, som giver en naturlig gennemstrømning. Det er næsten, som om naturen er kunsten. Udsigten er maleriet på væggen, og vi kan sidde og kigge på den hele dagen foran den blussende kamin. 

Til hverdag bor familien i Melbourne, men da træhuset kun ligger halvanden time væk, tager de derop både weekender og ferier. Nu, hvor opbygningen af barndomsdrømmen er overstået, gælder det haven og ellers bare at nyde stedet, siger Fran Derham.

– Det er fantastisk, som huset får os til at føle: Afslappede med en følelse af blød ro. At gå ind i huset er næsten som at dykke ned i vandet – alt skyller væk. Det er virkelig en unik oplevelse at bo i et hus udelukkende lavet af træ, og man sover som en sten.

Boliggalleri: Træhus med afsplappet luksus

Her bor: Fran Derham, tv-producer, og Michael Robertson, tømrer, med deres børn Woodrow og Quinn.
Bolig: Træhus fra 2017 i Victoria, Austrailen.
Stil: Rustik og nordisk med minimalistisk undertone.

En træterrasse er med til at forene ude og inde. Naturen kan tænkes ind via indbyggede plantekummer og et bed med høje blomster, mens lette havemøbler i et design, der også passer indenfor, giver et indtryk af stue.

Et badeværelse på terrassen behøver ikke at være kompliceret. Når først vandet er tilsluttet, kan en stor zinkbalje gøre det ud for stående badekar, og med en knage til håndklæder og et sidebord til sæbeskålen ligner det hurtigt en udespa.

Naturlige materialer går godt i spænd, når stilen er stram. Lyst læder, træ, hør, flet og sten kan understrege en atmosfære, men hold dig til en enkelt ting i hvert materiale, så rummet ikke drukner.

Træ er et levende materiale, og det skal indtænkes, hvis man ønsker at beklæde vægge og lofter. Omvendt er det bæredygtigt og langtidsholdbart, hvor tidens gang gerne må kunne ses.

Et landligt messingarmatur og tørrede blomster er med til at give den helt særlige fornemmelse af ro, minimalisme og nordisk livsstil, der giver balance til de stramme arkitektoniske linjer. På japansk ville man kalde det wabi sabi, hvor skønheden ligger i det uperfekte, det ydmyge og autentiske.

Interiør såsom hylder lavet af planker og rå keramik i jordfarver giver et naturligt og rustikt look.

Helheden ligger i detaljen. Materialer og farverne går igen i hele huset, hvilket giver et sammenhængende udtryk. 

Med en buket tørrede blomster, bliver det rustikke look bevaret. 

Er du heldig at bo med udsigt til naturen, så undlad at hænge gardiner op, men brug i stedet masser af puder og bløde sofaer til at give den hygge, de også kan. Det gør rummet minimalistisk, men stadig indbydende.

Foreningen af japansk og dansk design giver en rolig og minimalistisk tilføjelse til det rustikke soveværelse. Hæng rispapirlamper op forskudt ved siden af sengen frem for midt i rummet for at få en skulpturel effekt.

Bambus, der bruges til rullegardiner, vokser op til 40 cm om dagen og har en vækstperiode på op til seks år, mens et egetræ lever 50 år. Det er som udgangspunkt bæredygtigt, men det afhænger af produktionsmetoden.

Mere inspiration? 

Vil du se flere hjem med masser af træ? Så se dette selvbyggede træhus!