
Boliggalleri: Urban boligdrøm i Los Angeles
Stilen er tilbagelænet og lidt af et hipstermix hos familien Ternosky i den østlige udkant af Los Angeles. Lad dig inspirere af parrets eklektiske stil, som oser af deres multikulturelle horisont og urbane livsstil.
Familien Ternosky føler sig godt hjemme i det hippe Echo Park i Los Angeles, Californien, et område, der er hjemsted for en stor gruppe kreative mennesker og kendt som Vestkystens Williamsburg i New York. I Echo Park er der lige så kreativt og hipt som på Vesterbro i København, og det passer godt til Mike Ternosky, der er chefdesigner hos det supercool skaterbrand Obey. Familien, der tæller hans hustru og deres to børn, flyttede i 2014 ind i den 185 kvadratmeter store villa, som blev bygget i 1907 af den første litterære redaktør hos Los Angeles Times.
– Vi elsker Los Angeles’ arkitektoniske charme, eklektiske karakter og stemning. Alle har deres eget unikke synspunkt og stil her. Vi elsker, det er en by med mange forskellige stilarter, og som er i konstant bevægelse, fortæller Mike Ternosky.
Parrets kreative sind og kulturelle referencer kommer også til udtryk i deres hjem, som de har fået hjælp til at renovere fra et indretnings- og akitektfirma. Huset er belagt med smukke cedertræsfliser, mens store vinduer åbner op for haven udenfor.
Læs også: Sådan skal din stue se ud i 2017
Eklektisk og tidløst
I kraft af Mike Ternoskys rolle i skatermærket Obey sætter urban livsstil og parrets kærlighed til rejser, musik og design selvfølgelig sit præg på indretningen. Rammerne er eklektiske, sofistikerede, tidløse og har en afslappet nomadestemning over sig, hvor nøje udvalgte møbler og kunst fra lokale gallerier sætter stilen i husets rum. Parrets favoritmøbel er deres vintage-lædersofa Soriana af Tobias Scarpa.
Diverse rejsefund har også deres plads i familiens hus. De samler på små øjeblikke fra deres familieture eller rejser som fx muslingeskaller, sten og drivtømmer – et nomadisk mix, der vidner om parrets multikulturelle tilgang til livet. Huset er tilpasset grunden og forskyder sig derfor i plan, så det følger det kuperede terræn. Husets udearealer og terrasser er en vigtig del af huset, fordi vejret i Californien er sommervejr året rundt.
Læs også: Smukke fund til dine vægge
Kom ind i et urbant nomadehjem
Kom med på tur rundt i det californiske hus, og bliv inspireret af den lækre, urbane indretning i galleriet herunder.
Urban boligdrøm




Brug materialer som ulakeret messing, hvidt læder, marmor og mørkt træ, som spiller godt sammen og understøtter et enkelt, sofistikeret udtryk. Køkkenet er designet af indretningsfirmaet Space V & T. Barstole er fra Thomas Hayes Gallery. Loftslamper er fra Nickey Kehoe, og det marokkanske tæppe er vintage og købt hos Rugs & Art.


Detaljer i messing giver det sidste mondæne touch til boligen.


Hvis du har plads, er det altid en god idé med en indbygget alkove, hvor du og resten af familien vil elske at sidde og læse, drikke te eller bare kigge ud i verden. Det er da heller ikke uden grund familiens favoritsted i huset. Alkoven er specialbygget af en snedker, mens puderne er lavet af vintage-armystof. Maleri er af W.K. Interact, og ophæng er fra Heather Levine Ceramics.


Det enkle og sort-hvide badeværelse er indrettet med grafiske fliser og flere spejle.


Med to reoler kan du skabe et indhak til sengen, hvilket giver en hulefornemmelse til trods for, at den står foran det store vindue. Her bor Simone på tre år i et hyggeligt og personligt univers. Overalt i værelset ses sjove og finurlige detaljer, der er med til at gøre værelset til et eventyrligt skatkammer. Sengen er fra Kalon Studios.


Hvis du ikke gider et rigtigt sofabord, kan du som her bruge en puf. Soriana-møblement fra 1970, bestående af sofa, lænestol og puf, er designet af Tobia Scarpa for Cassina. Plaid fra Pat McGann, og tæppe købt hos Rugs & Art. Den ikoniske lænestol er designet af Charles & Ray Eames, og taburetter er fra Kalon Studios.


Det fungerer godt at kombinere rå træstole og et spejlblankt hvidt bord. Enkel indretning i fine jordfarver og et smukt lysindfald sætter rammen for hjemmets spisestue. Spisebordet i stål er speciallavet. De fine vintagestole er fra Nickey Kehoe. Tæppet er vintage og købt hos Rugs & Art.


Der er lavet plads til et dejligt udendørsbad, som familien kan bruge på varme sommerdage - og dem er der mange af i Californien.