Hus

Boliggalleri: Villa med etniske detaljer

Pia Krejler indretter med et mix af sanselige materialer og både tunge og lette møbler og masser af rejsenips. Resultatet er en lys og luftig luksusbolig.

I de store, lyse rum i villaen i Charlottenlund er der god plads til samlingen af design og rejseminder. Pia Krejler og hendes mand har valgt møbler og nips, der er lavet af materialer, som taler til følesansen.

Det er patineret kernelæder, velour, farvet glas og marokkanske tæpper til fødderne på kølige dage. 
Hjemmet er en blanding af den fyldige stil fra hoteller og industrielle detaljer sat sammen med etnisk nips.

Ferieminder, der pynter

Interiøret er fundet i lokale butikker, men også især på rejser. Meget af boligtilbehøret kan du derfor ikke købe herhjemme. 

− Vi har mere tid til at kigge efter ting, når vi er på ferie. På den måde bliver der knyttet en ekstra historie til de ting, vi omgiver os med. De minder mig om steder og vores tid sammen. Den dér gode følelse af, hvordan vi havde det på et givent tidspunkt. På den måde bliver vores ting et broderi af oplevelser og minder, siger Pia Krejler.

Favorittegning fra Indien

Parret forsøger især at spotte kunst, træudskæringer, nips og tæpper på deres færden verden over. Og det behøver bestemt ikke at være ting fundet i dyre gallerier og antikshops. Tværtimod holder Pia Krejler og hendes mand af at købe deres fund direkte hos kunstneren.

− Min favoritting er en tegning, jeg har købt i Indien af kunstneren selv. Det er et meget fint, mønstret billede, som han har brugt lang tid på at lave. På vores ferier har vi tid til at besøge kunstneren, og det bliver mere personligt, end hvis vi havde købt et værk hos en kunsthandler, siger hun.

Typisk bliver parret tiltrukket af lette stregtegninger. 

− Jeg synes, at tegningernes enkle udtryk har en lang holdbarhed i hjemmet, fordi udtrykket er mindre dominerende. De lette stregtegninger tilføjer poesi til vores indretning.

LÆS OGSÅ: Er du vild med moderne retro? Så bør du tjekke denne lejlighed på Frederiksberg ud!

Udnytter alle rum

Det er vigtigt for parret, at alle rummene er i brug. Rummene skal have en funktion hele tiden, så hjemmet ikke indeholder døde områder, der skaber en 'trist' energi. Pia Krejler og hendes mands behov har ændret sig fra at være en familie på fire til to, og derfor har de fx lavet et ekstra kontor og et påklædningsværelse.

– Jeg er meget tilfreds med vores skrivebord, som vi lige har fået. Skrivebordet bryder den ret store stue, der har en sjov vinkel. Før var det et område, som kun blev brugt til gennemgang, men nu virker rummet faktisk større, efter der er kommet et ekstra møbel ind, siger Pia Krejler.

LÆS OGSÅ: Kig ind i en tidsløs oase på Værnedamsvej

BOLIGGALLERI: VILLA MED ETNISKE DETALJER

Her bor: Pia Krejler, 49 år, medejer af Facia Beauty. Hun bor sammen med sin mand og deres to hunde.
Bolig: Villa på 300 m² fra 1952 i Charlottenlund.
Stil: Tunge materialer og blød hotelstil blandet med industrielle og 
etniske detaljer.