
Dekoratørens julebolig: Naturlig jul
Julen falder naturligt for dekoratør Henrik Hemmingsen, der pynter op med alt godt udefra. Træd med indenfor i en bolig, der kombinerer naturens egne materialer med det at være sammen.
Dekoratør i Fil de Fer i København Henrik Hemmingsen har specialiseret sig i franske antikviteter og interiør. Stilen i hjemmet er enkel og rå med elementer fra naturen, antikke kuriositeter og samlerobjekter, og det afspejler sig også i julemånederne.
Læs også: 14 idéer til dit julebord
Tonen i boligen er blid og gammeldags – og julet om noget. For selv om huset ikke er pyntet med guld, glitter og røde nisser, så er her pyntet op til anledningen med de smukkeste grene uden løv, der sammen med gamle vaser eller i et tableau med gammelt legetøj appellerer til noget autentisk, som julen netop står for.
Huset er pyntet i en blid gennemgående undertone af grå nuancer, der blander sig med grene fra stranden og groft læder, mens stearinlys i grupper lyser op, også i den blå time sidst på dagen.
Prøv denne i december: Opskrift på store vaniljekranse
Naturlig jul med et twist
Selv juletræet er naturligt – og meget langt fra almindeligt: Det er et gammelt udgået hyldetræ, der har fået selskab af en tromme og et par gamle fugleskræmsel-trægæs. Træet er pyntet med gamle bogstaver fundet i en boghandel for en del år siden.
Når der ikke hentes inspiration og materialer i naturen, er det fund og antikke sager fra loppemarkeder rundt omkring i verden, der hentes hjem.
Læs også: 50 gaver til din bolig
I galleriet herunder kan du komme med indenfor i dekoratørens julebolig og få et strejf af naturlig jul.
Dekoratørens julebolig


Der er dækket op med det naturlige som tema for julen. Med et strejf af antikke fund og smukke fund fra naturen, kan gæsterne se frem til en naturlig jul her.
Martin Sølyst


De støvede og grålige nuancer går igen i boligen sammen med julens naturlige farver.
Martin Sølyst


Farvevalget får stue, spisestue og køkken til at høre sammen. Hvide gulve og vægge er den gennemgående ramme for et interiør, der holder sig til jordfarverne. Til venstre et gammelt bogskab, der indeholder porcelæn og bøger. I forgrunden ses en pillebrændeovn fra Jøtul.
Martin Sølyst


Saml lysestagerne i en gruppe - det lyser op i mere end en forstand. Lysestagerne, der er af tin og er et miks af loppemarkedsfund og Fil de Fer-køb, står på et gammelt svensk almuebord, som er fundet på auktion hos Bruun Rasmussen. Bordet står i den del af stuen, der støder op imod husets soveværelse, der er domineret af en sort konsol med sejlskib fra Carlshøj Kuriositeter. Fra soveværelset er der adgang til værkstedet, der tidligere var vognrum.
Martin Sølyst


Køkkenet står klar til at byde, hvad end gæsterne måtte nyde.
Martin Sølyst


Der tages afsæt i det underspillede og det jævne. Pynten er enkel som for eksempel en rosmarin med et stykke julepynt. Kombineret med det antikke skabes der en ramme for julen.
Martin Sølyst


Naturens egne materialer er i fokus, men tager ikke opmærksomheden fra det, julen handler om; nemlig at være sammen.
Martin Sølyst


Der er indrettet værksted i det tidligere vognrum. Værkstedet, der også bliver brugt som havestue og gildesal, er præget af en stor trappe, der fører op til en hems, der gemmer på gæsterum og opbevaring.
Martin Sølyst


Bordet er dækket med hørstykker, der oprindeligt var gamle melsække, Megamussel fra Royal Copenhagen, stofservietter dekoreret med reb og grene og pigeonæbler som bordpynt.
Martin Sølyst


Juletræet – et gammelt hyldetræ – står, så det kan ses alle steder fra i huset. Det er sat i spænd mellem stumper af et hønsenet i en stabil krukke og dekoreret 'jorden' med pigeonæbler. Ved siden af har han pyntet op med et par gamle trægæs, der oprindeligt har fungeret som fugleskræmsler på en bondegård.
Martin Sølyst