
Rustik bolig med arvestykker
Kig med ind i en villa, hvor det rå stilfuldt mikses med ejerens arvestykker og fund fra loppemarkeder.
Malingen er skallet af på plankegulvene i alle rum, og flere af møblerne har det samme vejrbidte look. Men tag ikke fejl, der er intet tilfældigt eller sløset ved den stil. Her bor nemlig en indretningsekspert, Gabrielle Blackman, som er kendt i England for sine tv-programmer om kreative ombygninger. Villaen ligger i Bristol, er bygget i georgiansk stil fra starten af 1800-tallet.
Inspiration: Boost dit køkken på 10 måder
De praktiske, inspirerende ideer dukker op overalt, fx i spisestuen, som rummer et hjemmelavet spisebord bygget af en zinkplade og sammenklappelige ben fra en marskandiser. Gabrielle Blackman er vild med industrielle møbler fra starten af 1900-tallet med zink, metal og emaljeoverflader. Det mørkegrå vitrineskab i spisestuen er fra 1940’erne og har en fortid som medicinskab.
Læs også: En lille lejlighed i byen
Stjæl den rustikke stil
- Gå efter møbler med historie, vintage, loppefund og arvestykker.
- Udvælg dine møbler med omhu, så det ikke bliver en rodebutik.
- Vælg industrielle detaljer som metal og emalje.
- Skab samling på dit hjem med ens gulve i hele boligen.
- Gå efter en begrænset farvepalet af støvede grønne, blå og grå nuancer med et enkelt splash af syrlig gul og karry.
- Giv illusion af mere plads med varme grå vægge og hvide lofter og træværk.
Læs også: En bolig i forandring
Se de smukke rum og kreative løsninger i galleriet herunder
Rustik bolig med arvestykker og loppefund


Vægpanelerne og det oprindelige sildebensparket er bevaret i soveværelset, hvor en elegant chaiselong desuden holder hof.


I køkkenet ligger et stengulv, der formentlig stammer helt tilbage fra husets fødsel i starten af 1800-tallet. Dertil moderne fotokunst og sorte møbler som skulpturer.


Opholdsstuen er et af de rum, hvor Gabrielle Blackmans talent for farvekombinationer skinner igennem. Alle møbler er marskandiserfund, men indretningsarkitekten har selv ombetrukket sofaen med en moderne karrygul. Hun går bevidst efter indigoblå og turkis som kontraster. Læg mærke til reolen, hvor alle bogrygge er hvide og grå! Et kunstværk i sig selv, men også en idé, der kræver konsekvens.


Indretningsarkitekt Gabrielle Blackman fortæller sin helt egen stilhistorie. Hun mikser kræsne gør det selv-ideer med loppefund og arvestykker – og samler det hele med sarte blågrønne farver.


En spisekrog med restaurerede hylder, et vejrbidt træbord fra marskandiseren, Eames-stole og porcelæn i cremehvide og blågrønne toner.


Køkkenelementerne holdes enkle og rustikke.


Spisestuen med patinerede gulve, kridhvide paneler og en behagelig grå vægfarve. Tre grundlæggende effekter, der danner rammen om hele indretningen. Stolene er fundet på loppemarked.


Sengelinned af hør i indretningsarkitektens favoritskala: grå, brun, hvid og blå. Den grå væg giver rummet ro, men også kant selv uden vægpynt.


Et kig ud af døren.


Let og luftigt med lyslilla blomster og søde glas på bordet.


Gabrille Blachmann maler nogle af de gamle møbler, andre får lov at stå som det flotte vitrineskab her. Lampen er en Jielde.


Talent for opstillinger: Her sifoner, karafler og kander købt gennem årene hos forskellige marskandisere.


Villaen er 200 år gammel og bygget i georgiansk stil. I spisestuen foldes kreativiteten ud. Bordet er hjemmelavet – af en zinkplade med sammenklappelige ben. Vitrineskabet stammer fra bedstefarens dyrlægeklinik og skulle saves i to for at komme ind. Indretningseksperten har med vilje ladet gulvene stå patinerede. Som modspil er væggene malet mat grå.


“Mit professionelle liv handler udelukkende om at designe og indrette andres hjem. Så min egen bolig skal være overskuelig at opholde sig i, ukompliceret – og et behageligt sted at vende hjem til.”
Gabrielle Blackman, indretningsarkitekt


De mintgrønne 'locker-skabe' i entreen blev fundet på en nedlagt politistation. De har ikke kostet en krone og er et eksempel på den industrielle stil fra 40'erne og 50'erne, som Gabrielle Blachmann elsker. Her fra er der vue ind i spisestuen og de smukke, gamle vinduer i georgiansk snit.


Vi er gået væk fra det mønstrede og pyntede, og trenden er mere ren og minimalistisk. Fx er farveskalaen enkel og ensrettet – her blågrøn med enkelte gule splash. Moderne shabby chic viser sig også i


Industriel stil fra 40'erne: Møbler fra 1940'erne og 1950'erne bærer præg af den tids behov for rene linjer og funktionalitet. Industrialiseringen var på sit højeste, og 'hygiejniske' materialer som zink, emalje og stål vandt frem. Disse ting er topmoderne nu og kan med held kombineres med det mere rustikke.


Det fancy-rustikke ses her i de afskallede gulve, der fungerer som et råt lærred for hele indretningen.