På skabet i den midterste stue har Katja Kryger arrangeret en lille udstilling til ære for julen. En krans af grene, kogler og med en enkelt stjerne viklet om.

Stilrent julehjem
Se den arkitekttegnede villa hos familien Kryger, som får lov til at være mere pyntet end praktisk i december. Få også 5 tips til enkel julepynt!
Hjemme hos familien Kryger er det første, juletræet skal pyntes med, familiekuglerne. Sådan har det været i 17 år, siden Katja Kryger stak det første familiemedlem glansbilleder, glimmer og lim sammen med en besked om at lave sin egen julekugle. Og sådan bliver det ved med at være, så længe familien Kryger holder juleaften – og det gør de hvert år for hele familien. For dem handler julen om traditioner og aner.
I den af husets tre stuer, hvor juletræet har sin faste plads, er der fuld gas på julepynten, mens resten af huset er pyntet en smule mere til den enkle side.
Katja Krygers fem tips til at julepynte:
- Kombiner traditioner med fornyelse. Pynt den samme adventskrans forskelligt hvert år.
- Hæng familiekugler i juletræet. Lad hvert familiemedlem, der holder jul hos dig, lave sin egen kugle til juletræet.
- Hold igen med julepynten. Du skal kunne holde ud at se på det hele december.
- Pynt et stort fad med bloklys i forskellige størrelser, grankogler,julekugler og en enkelt stjerne. Og lad det være den eneste julepynt.
- Gyldne grene fra haven med hjemmelavede stjerner. Det er en superenkel julebuket, som pynter i en vase.
I galleriet nedenfor kan du komme med inden for i familien Krygers stilrene julehjem!
Stilrent julehjem


En simpel og smuk krans byder velkommen på hovedøren på huset, der er bygget i 1928 i engelsk cottage-stil.


Skær det overflødige væk, og inviter æstetikken ind – det giver ro! Det er familiens mantra.


Enkel pynt fra naturen med kogler og gran.


I den sidste stue, som familien bruger som tv-stue, er den eneste julepynt et stort fad med bloklys i forskellige størrelser, grankogler, julekugler og en enkelt stjerne.


Den enkle dekoration er holdt i afdæmpede farver og er nem at lave.


Der er dækket op i spisestuen, som ligger en suite i forlængelse af to stuer. Katja Kryger har dækket op med det musselmalede stel, mens et hjemmelavet juletræ af gran er midtpunktet på bordet.




Hallen er julepyntet med en granguirlande, der snor sig om gelænderet på trappen op til værelserne på 1. sal. Julesokkerne er Katja Krygers hjemmesyede.


Fra spisestuen er der åbnet op ind til køkkenet, så familien kan tale sammen, mens der bliver lavet mad. På de åbne hylder er der nem adgang til service.


Helt enkel og naturlig adventskrans lavet af grene foldet som en krans og med kogler i midten. Katja Kryger bruger den samme krans år efter år, men pynter den forskelligt hvert år. Til gengæld har adventskransen altid plads på sølvbakken.


Det store romantiske badeværelse er holdt i en stil, som passer til huset. En enkel krans og et par kogler i vindueskarmen sørger for julestemningen. Badeværelset er fra Aquadomo.