
Boliggalleri: Brug de skjulte kvadratmeter
Efter en total renovering emmer den 120 kvadratmeter store hjørnelejlighed af cool storbystil. Og så er hver en ellers skjult centimeter udnyttet smart med indbyggede løsninger og kreative gør det selv-idéer.
Den store hjørnelejlighed på Vesterbro i København hang bogstavelig talt i laser, da den var heldig at blive købt af en designer. Den tidligere beboer havde slet ikke vedligeholdt den, men det var lige meget for den nye ejer – han ville nemlig gerne selv sætte sin nye bolig i stand, så alt stod præcis, som han ville have det.
– Jeg brugte et halvt år på at renovere lejligheden fra gulv til loft, og der er ikke ét hjørne, som jeg ikke kender forside og bagside af, forklarer ejeren, der elsker at gå ture på Vesterbro og gerne lader sig inspirere af bylivet til sin indretning.
Se også: Smuk Nørrebro-lejlighed med gør det selv
Kreativ med krydsfiner
Lejligheden er fyldt med kreative påfund. Et materiale går igen i alle rum. Det er krydsfiner, som ejeren har lavet både senge, sofa og borde af. Inspirationen har han hentet bl.a. i Berlin og i den nye store gør det selv-trend.
– Det fascinerer mig, hvordan man nemt kan konstruere sine egne møbler. Især når man samtidig går op i at genbruge og bruge miljøvenlige materialer. Det er en spændende måde at være æstetisk på, når man krydser forskellige materialer og stilarter, fortæller designeren, der selv har tegnet og konstrueret møblerne i krydsfiner og derefter har fået hjælp af en dygtig håndværker til at udføre tingene.
Praktiske og smukke løsninger
Inden Uri Andersen flyttede ind, tænkte han meget over, hvordan han kunne udnytte pladsen i lejligheden optimalt.
– Jeg rejser ofte og bor tit på utraditionelle hoteller og i spændende lejligheder. I nogle af disse finder jeg en god blanding af ro, funktion og æstetik, hvor jeg føler mig hjemme. For at få den stemning ind her har jeg været nødt til at finde på idéer til, hvordan jeg gemmer mine ting af vejen, og jeg har forsøgt at lave nogle løsninger, som både er praktiske og smukke, siger han, som samtidig godt kan lide, at der ikke er for mange ting og møbler, som står på gulvet og optager plads. Derfor har han fx lavet et lille skrivebord, der hænger på støtter i vindueskarmen i soveværelset.
Interiør med historier
Ud over de cool praktiske løsninger rummer lejligheden også mange udenlandske detaljer fra rejser, såsom afrikanske figurer, berlinske butiksskilte, thailandske buddhafigurer og egyptiske ikoner.
– Hvis der er noget, som er vigtigt for mig, så er det, at jeg omgiver mig med ting, som gør mig glad og fortæller historier. Ligesom jeg kender hver en detalje i lejligheden på grund af renoveringen, kan jeg også fortælle en anekdote om hver en genstand og hvert et møbel i min lejlighed, siger han. Men enkelhed, plads og luftighed er det vigtigste for designeren, der elsker at bo oppe under stjernerne med udsigt til den hippe Sønder Boulevard:
– Når jeg ligger i soveværelset, som har udsigt til himlen og boulevarden, føler jeg mig fri. Der er mange vinduer, og jeg kan se ind til stuen og køkkenet på grund af de franske døre. Og så ligger lejligheden højt, hvilket giver en fantastisk fornemmelse af luftighed, selv om man er i byen, fortæller han.
Se også: Sådan skal din stue se ud i 2017!
Kom med indenfor her ...
Bolig: Lejlighed på Vesterbro


Selv loungemøbler kan man bygge af krydsfiner. Uri Andersen har selv tegnet den store sofa og fået en håndværker til at bygge den. Lampen i loftet er fra Flos. Stolen er den klassiske PK22 af Poul Kjærholm og er fra Fritz Hansen. Lysestagen i vinduet er fra Egypten. Lampen i hjørnet er en Christian Dell, som er købt på et loppemarked i Hamborg. Maleriet er af den danske kunstner Michael Wiese.


I køkkenet giver en rå murstensvæg varme til de grå flader på fronterne. Køkkenets indmad er fra Ikea, men der er tilføjet fronter og bordplade af linoleum fra &Shuffl – og resultatet er helt unikt. Krukken, som bruges til opbevaring af køkkenredskaber, er lavet af et bildæk.


En pudsig plakat fundet på en rejse kan gøre en personlig forskel som her i køkkenet. Plakaten fra 1937 er fra Riga, og krukker og kande er loppefund fra Bornholm. Vasken og armaturet fra Blanco og den antracitgrå farve passer godt sammen med køkkenlågerne i linoleum. Salt- og peberkværnene er fra Peugeot.


Lav dit eget køkkenbord af et gammelt trægulv og bordben fra fx Hay eller Ikea. Det er nemmere end det ser ud. Det store emaljeskilt på væggen er fra 1907 og er fundet på et loppemarked i Frankrig. Bogstaverne er fra et loppemarked i Berlin. Stolene af Eames fås hos Paustian. Orient-lampen over spisebordet er af den danske designer Jo Hammerborg og forhandles hos Lightyears. Skindet er fra Ikea. Skålen er et loppefund, og lysestagen er fra Anni Bisgaard.


Ting med en god historie er altid velkomne i lejligheden, fx værket på væggen i køkkenet. Kunstneren er A90, som havde et lignende værk på metrohegnet på Sønder Boulevard.


Mal en væg som her bag sengen i en farve, så rummet får noget karakter. Sengetæppet fra Indien passer perfekt til. Farven hedder 1500N og er fra Flügger. Tigerbilledet er af kunstneren Jan S. Hansen. Lampen i loftet er fra Flos, og masken i vinduet er købt i Afrika.


Bag sengen er en indbygget sengegavl med hylde. En nem løsning, der kun kræver en mdf-plade og lidt håndværkersnilde. Ledningerne fra de gamle Jieldé-lamper er skjult inden i gavlen. Lamperne er købt brugt.


Vinreolen er en hjemmelavet opbevaringsløsning, der udnytter den smule overskudsplads, der gemte sig mellem to vægge. Den er bygget sammen med håndværker og møbeldesigner Clinton Stewart fra Dualism Design. Lamperne er af Tom Dixon, og de tre ikoner på væggen er fra et kloster i Egypten.


Brænde behøver ikke at stå på gulvet. Hæng i stedet en reol på væggen. Den fikse brændeovn er fra Hwam. Billederne på væggen forestiller Den Hellige Katarina. Det nederste tryk er fra Sankt Katarinas Kloster i Egypten.


Hold gulvpladsen fri for møbler, det giver en fornemmelse af mere plads. Hæng fx bordpladen på vinkler i vinuesnichen – den perfekte løsning. Den orange lampe er tysk og fra 1930’erne. Reolen er fra At-Bo.


Sæt mønstrede fliser op på en hel væg i badevæ- relset. Det giver masser af karakter til badeværelset. Hvis du holder farverne i sort, hvid og naturlige toner, så holder du rummet roligt på trods af det vilde mønster. Gulvfliserne er fra Floor Gres, og de grafiske fliser på væggen er fra italienske Tagina. Buddhafiguren er fra Bangkok og fadet fra Marokko. Badekar og toilet er fra Duravit. Toiletrulleholderen er fra Maur.


De grafiske vægfliser gør det ud for et maleri på det ellers enkle badeværelse. Fliserne er fundet hos Stark.


På børneværelset er pladsen udnyttet med indbyggede væg til væg-senge med praktiske skuffer under til opbevaring. Både seng og skrivebord er Uri Andersens eget design. Lampen på bordet er fra Ikea.