Mandag, 20. februar 2017 - 13:52 - af Klix Kommunikation / Foto: Lasse Wind
Når Josefine Haaning Jensen skal indrette sig, bruger hun noget af sin perfektionisme fra dagligdagen som livsstilsblogger. Det handler om at vide, hvad man kan lide, og så gå efter det.
– Jeg kan sidde flere timer i sofaen og søge på parisisk indretning på Instagram og Pinterest. Og så ønsker jeg bare, at jeg havde råd til at gå ud og købe det hele på én gang. Men det er faktisk også noget af det, jeg meget godt kan lide – at det netop ikke kan lade sig gøre at købe alt på én gang, og at man må opbygge sit hjem over tid. Jeg vil virkelig gerne have de grønne velourstole fra Gubi, men jeg har bare ikke råd til at købe otte på én gang, så derfor sparer jeg op til dem, forklarer hun og tilføjer, at hun også sætter mere pris på tingene, når de bliver tilføjet til hjemmet lidt efter lidt.
Se også: Sådan skal din stue se ud i 2017
Unikke fund i hvide rammer
Josefine Haaning Jensens forældre har haft en interiør- og tøjbutik, og derfor er mange af Josefine Haaning Jensens ting fra netop denne:
– Vi har rejst meget i Indonesien, og her har vi fundet mange fine ting til hjemmet og til mine forældres butik, som nu er lukket. Jeg kan godt lide kontrasten mellem de unikke ting fra Indonesien og så de meget rene, hvide rum, som lejligheden består af, siger Josefine Haaning Jensen, der går efter det tidløse og rå look, kombineret med kontraster.
Der var ikke noget, der skulle laves om, før hun kunne flytte ind – kun badeværelset har hun shinet lidt op og skiftet lidt ud i armatur og håndtag. Lejligheden afspejlede simpelthen præcis det, som Josefine Haaning Jensen ledte efter, så opmærksomheden kunne bruges på at indrette de store, hvide rum – som at male på blanke lærreder.
– Jeg kan godt lide hygge, og det er også derfor, at jeg har lavet et hjørne i køkkenet mørkt – det samler spisebordsområdet og giver en form for loungestemning, forklarer hun.
Se også: En ren designhimmel
Personlighed i indretningen
Josefine Haaning Jensen har fundet mange ting på fx Bali – ting, som er helt unikke og tilføjer noget personlighed til indretningen. For som hun siger, så er det vigtigt, at man også har noget i sit hjem, som er fyldt med minder og historie:
– Jeg er allergladest for mit krokodillehoved i stuen – det er så smukt og ikke noget, jeg har set andre steder. Og så minder det mig selvfølgelig om nogle af de rejser, som min familie og jeg har været på. Jeg kan virkelig anbefale at huske at købe ting med hjem fra rejser, for de fungerer som et evigt minde om netop den tur – og den slags kan man altid glæde sig over, siger hun og smiler.
Hjemme hos blogger Josefine HJ
Her bor: Josefine Haaning Jensen, som lever af at blogge og lægge livsstilsbilleder på Instagram.
Se hendes profil her!
Bolig: Herskabslejlighed på 114 kvadratmeter ved Nyhavn i København.
Stil: Mix af kunst, planter og detaljer med velour.
Hvis du gerne vil bløde det lidt rå look med metaldødningehoveder op, kan du som her anskaffe dig en fin lysekrone og en stor grøn plante. Fra stuen er der gennem fine franske døre udkig til Josefine Haaning Jensens køkken. Det store dødningehoved, som står oven på skabet, er fra forældrenes butik. Lysekronen er fundet via Instagram i Butik Antik i Hellerup. Den store plante er fra Bremerholm Blomster. I hjørnet står et lækkert, rustikt skab fra Indonesien, der ligesom resten af stuen er fyldt med en masse rå detaljer.
Et stort maleri på væggen samler rummet med sine mørkegrønne og blå farver. Billedet er fra Indonesien, hvor Josefine Haaning Jensen og hendes familie har rejst meget. Sofabordene er i forstenet træ, dekadent og råt i sit udtryk. På bordene står forskellige pynteting fra hendes forældres tidligere butik.
Hvis dit køkken er stort nok til, at du kan undvære underskabe over en del af bordet, så kan du lette udtrykket ved at opsætte en hylde i stedet. Køkkenet er fra Smeg og holdt i minimalistisk stil med hvide flader og en bordplade i rustfrit stål. Det giver plads til, at de andre møbler får lov til at "larme" lidt. Den franske caféstol fra Tolix er købt hos Casa Katrine i Vedbæk. Champagnekøleren på hylden er fra Ikea.
For at komme ind til Josefine Haaning Jensens lejlighed skal man igennem en port med marmorgulv, som leder ind til et hyggeligt gårdmiljø.
I stuen hænger en gammeldags lysekrone, der taler sammen med den moderne udgave i køkkenet. Den er fra Interiørbutikken Contrast, som ligger i det indre København. De blå velourstole fra Ilva giver en fin kontrast til det hvide køkken, og det runde spisebord er fra Clarrods Interior.
Sofa og køkkenstole er betrukket med samme materiale, velour, hvlket er med til at binde de to rum sammen. Det er ofte rundt om det smukke runde spisebord, Josefine Haaning Jensen sidder og arbejder. Og det er også hér, veninderne nyder et glas vin, når de er på besøg.
Prøv dig frem med indbydende opstillinger som her, hvor den fine Christian Bitz-skål i keramik, en krukke i marmor fra Magasin og den klassiske peberkværn fra Peugeot er flankeret af et krystalglas med grønne grene.
Josefine Haaning Jensen kan godt lide det mørke look, og hun har derfor beklædt hjørnevæggen med sort tapet fra Rue Verte. Hun elsker desuden friske blomster, så på spisebordet står der naturligvis en vase fra Ilva fyldt med duftende liljer.
Vælg sorte elementer til badeværelset, hvis du gerne til have et eksklusivt look. Lejligheden stod nærmest indflytningsklar, da Josefine Haaning Jensen købte den, og badeværelset er det eneste rum, som hun har gjort noget ved. Kommoden har hun malet sort og skiftet håndtagene på, så de passede mere ind i hendes stil. Håndtagene er fra Rue Verte. Lampen er fra Ellos, og håndklæderne er fra Magasin.
På badeværelset pynter et kranium fra Indonesien sammen med en masse produkter fra blandt andet Helmuth Lang og Savon de Marseille. Ved siden af ses nogle af Josefine Haaning Jensens smykker.
Udstil dine sko og tasker i et vitrineskab som her. Vitrineskabet er fra Ilva. Ved siden af sengen fra Ikea har Josefine Haaning Jensen endnu et stykke forstenet træ stående som natbord. Lampen er et fund fra Indonesien. Sengetæppet er fra De Fire Årstider Home, og puderne er fra Ilva.
JOSEFINE HAANING JENSENS FEM BEDSTE INDRETNINGSTIPS:
1. Undgå for mange nipsting. Det bliver for rodet et udtryk – og så bliver der også meget støvet. Vælg ud med omhu. Lad tingene tale for sig selv.
2. Lad være med at gå på kompromis med det, du gerne vil have. Spar op, og køb så det, du allerhelst vil have.
3. Hold dig til enkle møbler. Stilrene møbler giver et roligt udtryk.
4. Få lidt velour ind i indretningen. Det er et varmt materiale, som passer ind i vores skandinaviske stil, hvis du vel at mærke holder dig til få ting i dette materiale.
5. Planter og blomster skaber liv – prøv at få lidt grønt ind i hvert rum.