
Boliggalleri: Moderne hjem i historiske rammer
Stine Brüel og hendes kæreste Martin Isenbecker bor i en af Københavns gamle herskabslejligheder, hvor de har bevaret de originale detaljer.
Det var fornemmelsen af pariser-stemning, der tiltalte Stine Brüel og Martin Isenbecker, da de købte deres andel i indre København.
Nabolaget er lutter gamle, herskabelige ejendomme, og som genbo ligger en af byens ældste parker. Lejligheden var højloftet med stuk og udskæringer i træværket omkring dørene og de indbyggede skabe i flere rum.
Trængte til en kærlig hånd
At deres kommende hjem havde brug for en temmelig stor kærlig hånd, skræmte ikke parret. Tværtimod valgte de to at se netop dét som en mulighed for at sætte deres eget præg på deres første fælles hjem.
− Kan man have en god kemi med mursten? Det var i hvert fald dén følelse, vi havde, siger Stine Brüel.
Parret tog fat på at præge lejligheden, der har tre en halv meter til loftet og en masse klassiske detaljer. Stine Brüel og Martin Isenbecker var ikke i tvivl om, at husets egne kvaliteter skulle bevares og om muligt fremhæves.
De sænkede lofter i køkkenet blev revet ned, så der nu også der er over tre meter til loftet som i resten af lejligheden, og det gamle fadebur blev inddraget i rummet.
SE OGSÅ: Art deco-inspireret hjem i Skovshoved
Art deco-detaljer
Valget faldt på matte, antracitfarvede elementer og bordplader med vaske og armaturer i messing i både køkken og bad. I badeværelset ønskede parret en dramatisk version af spafølelse, så det valgte at lægge skifergrå klinker både på rummets vægge og gulv.
Først og fremmest er der god plads i lejligheden på 200 m², men den gode plads ønskede Stine Brüel og Martin Isenbecker ikke at bruge til at fylde en masse ting ind – bare fordi her netop er plads til det.
− Det er jo indimellem fristende at tænke: ”Vi kunne jo også have …” men så er det godt at være gode til at stoppe hinanden, før det går helt amok, siger Stine Brüel, der for at holde indretningen enkel ofte spørger sig selv og Martin Isenbecker, hvor meget der virkelig betyder noget for dem.
Spar på møblerne
Med de luftige rum som udgangspunkt virker indretningen lys og nordisk, men Stine Brüel og Martin Isenbecker har tilsat etniske detaljer og nyfortolkninger af art deco og detaljer fra stilen såsom messing, velour og et stort, tonet spejl, der giver lidt dramatik. Møblerne er valgt ud fra, at hjemmet ikke bliver overmøbleret.
SE OGSÅ: Hjemmet med det smukkeste snedkerkøkken
− Når der begynder at komme for mange elementer ind i hjemmet, er vi gode til at minde hinanden om, hvad det var, vi faldt for, siger Stine Brüel.
I stedet har parret valgt at fokusere på moderne kunst og tilbehør. Her er fotoprint, tegninger i tusch og kinesiske antikviteter sammen med lysestager og vaser.
Boliggalleri: Moderne hjem i historiske rammer
Boliggalleri: Moderne hjem i historiske rammer


I hjertet af København
Her bor: Stine Brüel, caster i Another Casting Company, og Martin Isenbecker, partner i konsulenthuset Genitor, sammen med deres fem fælles børn.
Bolig: Andelslejlighed i Københavns centrum på ca. 200 m².
Stil: Moderne, nordisk minimalisme
med art deco-inspiration.


Bred sofa
Kan du lide at flyde ud, så gå efter en sofa med ekstra bredde. Den grå flydesofa fra Caravane har bredde som en halvandenmandsseng. Sofabordet med bordplade i sort marmor er fra Handvärk, og det kobbertonede spejl er fra BoConcept.


Forskellige stole
Det giver harmoni, hvis du kombinerer stole med samme udtryk, selvom de er forskellige. Her går træ, metalben og det lette design igen på stolene af Egon Eiermann og Normann Copenhagen. Bordet er af Eames, lampen er fra Tom Dixon og opsatsen fra Royal Copenhagen. Det store billede er af Marstrand.


Et rundt bord giver plads
Et rundt bord tager sjældent så meget plads som et firkantet, hvis du gerne vil indrette dig med luft. Vælger du spinkle stole, bliver udtrykket også let.


Et glimt af art deco
Du kan nemt inddrage art deco-elementer i indretningen ved at vælge messing, spejle og marmor. Skrivebordet er fra Handvärk.


Gamle møbler i nyt køkken
Hvis din stil er stram, kan du tilføje lidt varme og liv til rummene ved hjælp af ældre møbler. Her er det en kinesisk skammel. Kunst er også med til at give et koldt køkken sjæl.


Farver i soveværelset
Soveværelset er et godt sted at skeje ud eller gå efter en anden stil end resten af hjemmet, hvis du har lyst til at prøve nye farver og tendenser af, da det ofte ligger adskilt. Tæpperne er taget med hjem fra en ferie i Marokko, og Z-down-stolen er designet af Erik Magnussen.


Messingdetaljer
Med messing kan du vælge at gå to veje: Holde af patina eller som Stine Brüel pudse det en gang om måneden og bevare den smukke glød.


Løft vasken op
Det giver en eksklusiv effekt, hvis du sætter vasken oven på bordpladen i stedet for nedfældet. Sæt den gerne asymmetrisk. Både vask og møblet, den står på, er fra svenske Superfront.


Mere inspiration?
Vil du se et andet art deco-inspireret hjem? Så besøg dette fantastiske hus i Skovshoved.