
Boliggalleri: Natur og ro i Østerbro-hjemmet
Christine Oesterlein og Martin Berg lader én detalje i hvert rum stjæle opmærksomheden. Kom indenfor i deres gennemrenoverede hjem.
Christine Oesterlein og Martin Berg er begge i ejendomsbranchen og har gennem de sidste mange år set hundredvis af ejendomme. Derfor var de også ret skarpe på, hvilken lejlighed de selv var på udkig efter, da deres boligjagt gik ind for et par år siden.
Christine og Martin flyttede ind i efteråret 2016 efter et længere forløb, hvor stort set samtlige kvadratmeter er blevet renoveret. Det er stort set kun naturmaterialer, der bliver sluppet indenfor. Især træ og marmor er for tiden parrets foretrukne.
– Det gode ved at købe en bolig, der er slidt helt ned, og som skal bygges op fra ny, er jo, at du selv har indflydelse på alt ved det nye udtryk. Det passer os bedst, for vi har helt klare holdninger til, hvordan vi drømmer om at bo ned til mindste detalje, siger Christine Oesterlein.
SE OGSÅ: Funkisvilla i eklektisk stil
Fokus på én ting
Det blev blandt andet lejlighedens oprindelige detaljer, der kom til at styre, hvordan den endelige indretning ser ud.
Parret fandt fx ud af, at der bag de gamle tapeter i stuen havde været høje paneler, og de er i dag blevet genskabt. Ligesom det har været vigtigt for de to at fremhæve de gamle fyldningsdøre og stukken og få lavet radiatorskjulere, der passer til arkitekturen.
– Vi har ladet hvert rum have én markant feature, som får lov til at fylde, fordi resten af rummet er indrettet så enkelt, at fokus automatisk falder hen på den ting, som vi holder mest af. I køkkenet er det vores nye snedkerkøkken i røget eg, i stuen er det de høje paneler, i kontoret de smukke fløjdøre, og i badeværelset er det badekarret, fortæller Christine Oesterlein.
Fjern det overflødige
– Jeg synes, at når vi investerer i eller renoverer fine møbler eller arkitektoniske detaljer, så fortjener de også opmærksomhed. At holde gulvpladsen fri for alt for mange møbler giver også en fornemmelse af mere plads, siger hun. Stilen er da også minimalistisk med få, moderne møbler i klassiske rammer og næsten intet tilbehør.
– Vi kan godt lide at bo uden for mange forstyrrende elementer. Ro, funktion og æstetik er vigtigt for, at vi kan føle os hjemme. Når der kommer for mange nipsting og møbler ind i lejligheden, tager vi det overflødige væk. Vi er nok begge lidt arbejdsskadede på det punkt, men det er vigtigt for os, at det er detaljerne, som kendetegner arkitekturen, der skinner igennem.
SE OGSÅ: Kom ind i tæppehandlerens oase
Blomster står for farverne
Hun er klar over, at risikoen ved at indrette sig minimalistisk er, at boligen bliver for kold i udtrykket, og hyggen forsvinder. Derfor har parret altid planter eller blomster i hvert rum.
– Buketter og tørrede blomster er en god måde at skabe stemning på og få mere farve ind i boligen. Jeg skifter ud flere gange om måneden, så der hele tiden er nyt at kigge på i vaser og krukker. Jeg har det godt med at bruge penge på blomster frem for en ny pude, som jeg ved, at jeg hurtigt bliver træt af, siger Christine Oesterlein.
BOLIGGALLERI: DETALJER I FOKUS
Boliggalleri: Detajlen i fokus


På besøg i Østerbro-hjemmet
Her bor: Christine Oesterlein og Martin Berg, begge arbejder i ejendomsbranchen, og deres lille søn Alexander.
Bolig: 111 m² ejerlejlighed med altan på indre Østerbro i København.
Stil: Skandinavisk minimalisme med fokus på naturlige materialer.


Køkken med små rum
Skal du bygge nyt køkken, så tænk over at lave små åbninger ved siden af elementerne, hvor du kan sætte pæne glas og skåle frem. Det får køkkenet til i højere grad at fremstå som et møbel og giver stemning i rummet. Køkkenet er fra Kustomhouse og væglamperne fra Lampe Gras.


Gå efter kvalitet
Er du til den minimalistiske stil med kvalitetsmaterialer, så før den helt ud i køkkenet ved at holde tilbehør i træ, marmor, granit og andre naturlige materialer. Vælg desuden en diskret emhætte, der visuelt får den til at smelte sammen med væggen.


Det smarte, runde bord
Et rundt bord tager mindre plads og bløder ofte et rum op. Det kan derfor være smart, hvis spisepladsen er i køkkenet, og I kan nemt sætte ekstra stole til, når der kommer gæster. Bordpladen er fra Hay sat ovenpå en fod lavet hos Rackbuddy. Spisebordstolene er fra Normann Copenhagen.


Skab kontraster
Et helt lyst hjem kan godt blive for ferskt. Husk kontraster ved fx at indrette med et enkelt mørkt møbel. De åbne døre giver luft og understreger lejlighedens arkitektur. Skabet er fra The Travelling Band.


Et pift af herskabelighed
Skab herskabelig stemning med høje paneler, der kan laves af en tømrer. Panelerne får lov til at være det dominerende element i stuen, fordi møblementet er holdt helt enkelt med en modulsofa fra Normann Copenhagen, væglampe designet af Serge Mouille, planteholder i messing fra Bloomingville og to sofaborde med marmorplader fra IDEmøbler.


Blomster står for farverne
Skab farve i hjemmet med friske blomster, og brug buketterne i stedet for tilbehør eller som her i et helt enkelt stilleben sammen med bøger. Buketten er fra Poppy Kalas og bordet fra IDEmøbler.


Lyst gulv, der tåler det hele
Behandlede gulve med hvid lud ser sarte ud, men er faktisk modstandsdygtige over for ridser og høje hæle, fordi træet rejser sig igen. Ved at holde både gulve, vægge, møbler og tekstiler lyse får du en skandinavisk stil og rolig base, der nemt kan gøres mere dramatisk. Sengetæppet er fra Hay, og det lille sidebord i stål med rød marmorplade er fra Søstrene Grene.


Et badværelse med velvære
Prioritér et stort badekar, hvis du ønsker spafornemmelse. Brug tæpper og rigtige møbler til at bløde rummet op. Kar og vaskearrangement er fra Copenhagen Bath, armatur fra Vola, spejl fra Snowdrops Copenhagen, tæppe fra Magasin og stol i røget eg fra &tradition.


Mere inspiration?
Hvis du vil se flere stilfulde hjem, så kom besøg i denne farverige villa på Frederiksberg. Kom indenfor her.