Lejlighed

Boliggalleri: Pernilles toetagers oase på Frederiksberg

Pernille Schøller Larsen har boet både i Italien og New York, og det er tydeligt i indretningen. Få en rundtur i det toetagers familiehjem på Frederiksberg, som oser af elegance.

Ting ta’r tid, sagde Piet Hein engang for mange år siden – og det er et motto, som Pernille Schøller Larsen har taget til sig. Ejerlejligheden på Frederiksberg har hun boet i i seks år – de seneste tre sammen med sin kæreste. Alligevel er indretningen ikke helt, som den skal være endnu.
 
– Indretning er ikke statisk, heldigvis. Jeg bliver inspireret af billeder på Instagram og følger også et par profiler, som sælger smukt interiør. Det frister jo. Det betyder meget for mig, hvordan vores hjem ser ud – og at vi føler os godt tilpas i det, så jeg hygger mig rigtig meget med at finde de fineste ting til lejligheden, siger Pernille Schøller Larsen.
 

Præget af år i udlandet

Jeg har boet i både Italien og i New York, og jeg synes, at især den italienske stil går godt med den danske, siger Pernille Schøller Larsen.
Det er otte år siden, hun vendte hjem til Danmark, og der er naturligvis ting, som hun dengang faldt for, men som hun ikke er helt vild med i dag, men en ting har hun taget med sig.
 
– Jeg kan godt lide, at de mixer rene linjer med fx mere dekadente materialer og mørke fliser – det går godt til de danske hjem, synes jeg.

Følg dit hjerte

Da Pernille Schøller Larsen skulle flytte ind i den 140 m² store ejerlejlighed på Frederiksberg, blev både køkken og bad renoveret, så det stod præcis, som hun godt kunne tænke sig. Valget faldt på en tidløs stil, som kunne holde i mange år, og det er Pernille Schøller Larsen glad for.

– Det er svært med tendenser, for man har jo ofte lyst til at fare ud og købe alle mulige møbler, som er trendy netop nu – men det er også farligt, for vi bliver hurtigt trætte af det. Jeg ville eksempelvis gerne have haft et mørkt køkken i dag, men lur mig, om ikke den trend også stilner af, og så er det et lyst køkken, det handler om igen, siger hun.
 
– Bliver jeg tiltrukket af en trend, vil jeg hellere skifte ud i små nips og pyntegenstande, siger hun, der går meget op i at indrette med respekt for rammerne.
Bygningen var i sin tid et privathospital, og der er mange fine detaljer og vinkler i boligen – som eksempelvis en skrå væg i stuen på første etage, og i soveværelset finder man et rundt vindue, der giver rummet en maritim fornemmelse.

Boliggalleri: Toetagers oase på Frederiksberg

Her bor: Pernille Schøller Larsen, 33 år, sammen med sin kæreste. Hun arbejder som IT-projektleder i en softwarevirksomhed.
Bolig: 140 kvadratmeter stor ejerlejlighed i to etager på Frederiksberg i København.
Stil: Fokus på sarte farver i blå og grønne nuancer, samt et stilrent nordisk udtryk.