
Lejlighed
Boliggalleri: Sådan skaber man Københavner-boheme
En opvækst med kunstneriske og rejselystne forældre, en international karriere og mange udlandsophold har sat sine spor i herskabslejligheden i København.
Mandag, 18. juli 2016 - 10:29 - af Josefine Berzant / Foto: Birgitta Wolfgang/Sisters Agency
For 21 år siden sad Camilla Bøving på en fortovscafé med to veninder, og lige dér fik hun for første gang øje på den elegante bygning overfor.
– Jeg sagde til mine veninder, at der kunne jeg godt tænke mig at bo en dag, siger hun. Og selv de mest umulige drømme har det med at gå i opfyldelse, for nogle år senere flyttede hun ind.
– Udover den smukke arkitektur betød beliggenheden meget, og det har siden været et stort plus at bo her midt i byens puls og med Kongens Have lige om hjørnet, siger Camilla Bøving, der til daglig er PR- & marketingansvarlig for Clarrods Interior og partner i indretningsfirmaet by mabb.
Historie i væggene
Den 145 kvadratmeter store herskabslejlighed er fra begyndelsens af forrige århundrede og tegnet af den danske arkitekt Eugen Jørgensen. Da hun overtog lejligheden, stod den stort set, som da ejendommen blev bygget. Under restaureringen opdagede hun bl.a., at væggene var dækket af syv lag tapet, hvor det inderste lag var avissider fra 2. Verdenskrig.
– Jeg elsker de smukke detaljer i lejligheden. De giver sjæl til stedet og vidner om alt det liv, der er gået forud, fortæller Camilla Bøving, der altid har ønsket at bo i en klassisk ramme. Hun har siden slået to rum sammen for at lave et moderne, funktionelt køkkenområde, plankegulvene er blevet slebet ned og lysnet, mens vægge, stuklofter, fyldningsdøre og vinduer er malet hvide.
Ét rum ad gangen
Indretningen hjemme hos Camilla Bøving balancerer mellem det rå og feminine. Det er et mix af forskellige stilarter og ting, der stammer fra hendes udlandsture og ophold i fremmede lande. Ting, der er som en tidslinje med minder. Som baggrund har Camilla Bøving valgt farver i neutrale, afdæmpede nuancer i lejligheden, som rummer to store stuer en suite, spisestue, soveværelse, bad og det rummelige køkken med spiseplads.
– En god ven sagde engang til mig, at man kun kan være i et rum ad gangen, og jeg har derfor indrettet alle rum med lige stor passion, siger Camilla Bøving.
Tingenes fortællinger
Camilla Bøving holder meget af designklassikere som hendes Eames-stole og
Gino Sarfatti Chandelier-lampen i messing, men hun synes samtidig, at sådanne elementer aldrig fungerer, hvis ikke de er blandet med noget andet. Hendes nysgerrige sind vægter tingenes historie lige så højt som den æstetiske værdi.
– For mig er et hjem et sted, der sætter scenen for, hvem vi er og gerne vil være. Der skal være liv bag objektet, en eksistensberettigelse, siger hun.
Farfars arv
Det er blandt andet derfor, at vintage-elementer fylder så meget i hendes indretning.
– Min farfar var en stor samler, og jeg elskede at gå på eventyr i mine bedsteforældres hjem. Jeg kan godt lide, at mine gæster får den samme oplevelse, når de træder ind i mit hjem – at der er noget fra hele verden. Jeg har uden tvivl arvet mit farfars samlergen og nysgerrige natur, siger Camilla Bøving. De mest værdsatte indretningselementer i herskabslejligheden er hendes bøger og møblerne, der har en fin historie. Den store samling bøger er nøje udvalgt, og hver eneste bog bærer på et minde om en bestemt tid eller en boghandel et sted i verden. Spisebordet har en helt særlig affektionsværdi i hjemmet.
– Mine tipoldeforældre fik det i bryllupsgave i 1887, og det er lige siden gået i familiens arv, siger Camilla Bøving.
Se også: Modestjernens smukke vintagebolig
Se hele boligen her ...
Boheme


Her bor
Hvem
Camilla Bøving, PR- & marketingansvarlig for Clarrods Interior, der er anerkendt for sine unikke håndbyggede møbler med fokus på enkle og rå silhuetter til overkommelige penge. Derudover er hun partner i indretningsfirmaet by mabb.
Hvor
Herskabslejlighed på 145 kvadratmeter opført omkring forrige århundredskifte i København K.
Stil
Nomade-boheme (nomadetilværelsen afspejler et større behov for håndgribelige produkter, der skaber mening og værdi, og som helst skal være forandringsparate ligesom os. Det dækker over en måde at leve på, som medvirker til en simpel, autentisk og eventyrlysten indretning).
1 / 20


Nyt liv
En gammel stol kan få nyt liv med en gang maling. Bord, jernstole og fotostat er alle fra Clarrods Interiors. Kelimpuderne er fundet i både Los Angeles, Marokko og Mexico. Barstolen er fundet i storskrald og lakeret sort, mens loftslampen Matrix Otto/P er designet af Yaacov Kaufman for Lumina.
2 / 20


Mange nuancer
Gå efter én farve i flere nuancer. Det samler rummet og skaber et roligere udtryk. Spisebordet er et arvestykke, og rundt om står DSWstole fra Eames. Fra loftet hænger en original Gino Sarfatti Chandelier i messing, introduceret af Flos i 1958. Det antikke kelimtæppe er købt hos Hay, og barstolen til højre er fundet for knap 20 år siden på The Rose Bowl Flea Market i Pasadena, Los Angeles.
3 / 20


Nyt og 200 år gammelt
Den 200 år gamle buddhafigur er købt i nu lukket antikvitetsforretning i Herluf Trolles Gade i København K. Kæderne er fra henholdsvis Indonesien og Afrika. Den ene kæde har fået påført et vedhæng i massiv messing præget med en skorpion, som hun fandt på et loppemarked i San Diego for 25 år siden. Lanternen er tyrkisk og fundet under en rejse.
4 / 20


Improviseret kontor
Den matte glasvæg afskærmer et lille hjørne i boligen, og fungerer som et improviseret kontor, hvor Camilla kan koncentrere sig om arbejdet.
5 / 20


Rå charme
Giv dit køkken et industrilook. Lad tingene stå fremme – det er praktisk, og madværksted-looket giver en charmerende stemning. Komfur og ovn er fra Smeg, den sortlakerede bordplade er snedkerfremstillet, og pendlerne er vintage.
6 / 20


Rejsefund
Dekorér med unikke ting fundet på rejser. Langs væggen står træobjekter fra rejser i Tyrkiet og Oliver Gustav Studio. Eiffeltårnet er købt i en legetøjsforretning, og det sort/hvide maleri har Camilla Bøving selv malet. Fra stuen er der adgang til soveværelset, der er holdt i samme afdæmpede farvepalet.
7 / 20


Det franske køkken
Eiffeltårnet er et gennemgående motiv i lejligheden, også i køkkenet. Køkkenredskaberne, som Camilla Bøving har fået i gave, er alle købt i den franske hovedstad.
8 / 20


Lidt DIY
En hjemmelavet loftslampe og en fotostat giver liv til soveværelset, der ellers er holdt i lyse nuancer. Det grove tæppe er fra Ikea. Sengen er fra Nasa Pur, sengetæppet fra Anthropologie i Los Angeles, og puderne er fra henholdsvis H&M Home og By Nord. Væglamperne hedder BL6 og er fra Bestlite, mens Kartell Componibili-elementer fungerer som et natbord.
9 / 20


Klædeligt
Tøj og accessories kan sagtens fungere som indretningselement – her et udpluk af Camilla Bøvings fine garderobe.
10 / 20


Den hvide magi
Et hvidt gulv gør et lille rum lyst og får det til at virke større. Her badeværelset, der fremstår i sin originale udførelse med de oprindelige fliser og badekar fra tidernes morgen. Badeværelsesmåtten er et antikt kelimtæppe købt i Los Angeles. Håndklæder er fra Magasin.
11 / 20


Gode historier
Et smukt sammensurium af kunst, vintagefund og gode historier. Klokken til venstre fandt Camilla Bøvings far i slutningen af 60’erne, gravet ned i familiens have. Sidenhen er flere blevet føjet til samlingen – fra flere steder i verden.
12 / 20


Elegant stilleben
Det store maleri har Camilla Bøving selv malet, mens det lille maleri er fundet på et loppemarked i Los Angeles for 25 år siden. Vaserne er fra Little Luxury Home, og Eiffeltårnet i messing er en gave. Figuren er købt på Lauritz.com.
13 / 20


Skindet bedrager
På afstand ligner det en gammel pejs, men det er faktisk en meget smuk måde at skjule en lidt grim radiator. Standerlampen BL3 er fra Bestlite og gulvtæppet Lohals er fra Ikea.
14 / 20


Indret med personlige fund
Soveværelset ligger i åben forlængelse af den store stue. Camilla Bøving har fået spejlet af sin farmor og farfar, mens figurerne er tørrede græskarfrugter hjembragt fra Tyrkiet.
15 / 20


Forkæl øjet
Et kig ud til gangen, som er indrettet med samme stilsikre hånd og øje for kunst.
16 / 20


I gangen
Brug billeder og illustrationer som dekoration på en hylde. Det er enkelt og meget effektfuldt. Kommoden er købt i Los Angeles, bakken er fra Oi Soi Oi, og klemmelampen er designet af den franske designduo Tsé & Tsé, købt i Paris. Gulvtæppet er fundet i basaren i Marrakesh, og loftslampen er lavet ud af en kurv fra Tine K.
17 / 20


Rolig stue
Stuen er indrettet enkelt, lyst og feminint med en sandfarvet sofa fra Bolia. På væggen hænger et af Camilla Bøvings egne malerier, hvor fugle i afstemte farver danner træmotivet. Puderne er fra Christina Lundsteen og Aiayu, mens loftslampen er købt i Casa Casino.
18 / 20


Det fine mix
Bordet i rå bøjet jern er designet af Clarrods Interiørs. Sofabordet er dækket af signerede kunst- og fotobøger fra Jens-Peter Brask. Glasvasen med fine blomster er håndlavet af Holmegaard, duftlyset er af mærket Madet- Len fra Oliver Gustav Studio, og messingvasen er fra Little Luxury Home. Kelimpuffen er fra Nordal, mens gulvpuden er købt hos Massimo Copenhagen. Flagermus-stolen fra Cuero er en gave. Lampen bagved er købt i Casa Casino.
19 / 20
Relaterede artikler
Læs mere om: