
Kunstnerisk bolig, der overrasker
I denne bolig er der kunst overalt – fra malerier til funky installationer og moderne fotokunst. En bolig kombineret med klassisk design og avantgarde møbelfund.
De fleste køber kunst efter deres møbler, men i denne bolig får kunsten lov til at diktere møblerne. Ved første øjekast ligner lejligheden da også til forveksling et galleri med stuk og højt til loftet, og det er ikke uden grund. Det er Peter Amby, indehaver af Peter Amby Gallery, der ejer lejligheden, og han går ikke på kompromis med kunsten.
Læs også: Guide til at købe kunst
Sat sammen med både vintagemøbler og nyt design er udtrykket i galleriejerens bolig helt sit eget. Der er så mange skulpturer og installationer i de store rum, at gæster godt kan blive i tvivl, om fx radiatoren nu er en del af et kunstværk.
Læs også: 5 lækre lænestole
5 tips til at få en kunstnerisk bolig:
• Omgiv dig med ting, der har sjæl, fx arvemøbler.
• Vælg din stil, så du føler dig hjemme og ikke blot bor som alle andre.
• Tænk praktisk, så der er plads til at dyrke det kunstneriske. Lad rum have flere funktioner og brug indbyggede hylder til at skabe mere vægplads.
• Brug tid på at finde det rigtige. Gå på auktion, Lauritz.com eller Den Blå Avis.
• Inden du beslutter dig for, hvilken kunst du skal berige din bolig med, så se på så meget kunst som muligt. Jo mere du ser, jo bedre bliver du til at forstå din egen smag, og hvad du falder for.
Læs også: Inspirerende stilleben til boligen
Kom med indenfor i den kunstneriske bolig i galleriet herunder:
Kunstnerisk bolig, der overrasker


Stuens mest markante installation er murstensbunken af Ulrik Weck, som kunstneren selv har sat op. Det er et af de eneste kunstværker, som selvsagt ikke sådan lige er til at flytte rundt på. Det gule maleri er af Balder Olrik, bakkebordet er fra Lauritz.com, og cementskulpturen er af Vanessa Billy.


Neon-regnbuen over døren til kontoret er lavet af Ulrik Weck. Værket over stolen er af Balder Olrik. Sofaen, designet af Illum Wikkelsøe, har Peter Amby købt på Lauritz.com. Den har en typisk modernistisk form, men er meget atypisk på grund af det blomstrede betræk. Det diamantformede bord foran sofaen er lavet af kunstneren FOS.


En krog i stuen er indrettet til et lille hyggehjørne omkring en blomstret vintage-lænestol, hvor der er mulighed for at dykke ned i kunstens verden. Messinglampen er lavet af den danske kunstner, FOS, og værket under er af tyske Oliver Kossack. Stjernehimlen er af Emil Salta, og det lille bord er købt på Lauritz.com.


Den rummelige spisestue har plads til bespisning af et større selskab ved bordet, designet af Arne Vodder, og stole fra Please Wait to be Seated og Fritz Hansen. Lampen over spisebordet er designet af den østrigske kunstner Franz West for MetaMemphis Milano. Neonværket med teksten 'No Music Every Friday' er af den danske kunstner Ulrik Weck. På bordet står Mogens Lassen-lysestagen Kubus.


I gangen dominerer et dystert fotografi af Martin Bigum fra 1998, som har fået selskab af et noget mildere kunstværk af samme kunstner. Det står på en vintage-stol ved siden af en gammel lampe fra Ikea, som Peter Amby har spraymalet.


Den indbyggede reol giver plads til små udstillinger.


Selv i køkkenet er der gjort plads til kunst, hvor Balder Olriks maleri, som forestiller kulturpaladset i Warszawa, pryder bagvæggen. Snedkerkøkkenet er holdt i mørkt træ og grafiske linjer, og den rå barstol fra Dulton Clipper sørger for, at Peter Amby kan arbejde fra sin yndlingsplads i køkkenet.


Peter Amby har rykket sin store samling af kunstbøger ud i At-Bo-reoler i entreen, som dermed er blevet ændret fra gennemgangsrum til bibliotek


Der er udsyn til kontoret fra soveværelset, som ligger på hemsen. Sengen har Peter Amby selv ombygget, så den passer til hemsen. Lampen er fra en marskandiser i København.


Den store stue er delt af en væg, som adskiller kontoret og et walk-in-closet. Oven over skabet ligger en hems med Peter Ambys soveværelse.


Kontoret bliver brugt både som arbejdsplads og som udstillingsrum. Bordet er bygget af Peter Ambys morfar, og stolene har tidligere stået på hans brors atelier. Det store foto med regnbuen er af den danske kunstner Absalon Kirkeby.


Kunsten i boligen er særligt udvalgt. En del af kunsten findes også i Peters galleri.


Installationskunsten har også indfundet sig i den indbyggede reol. Ulrik Wecks værk med træstykker, som ligner bøger, står ved siden af et værk bestående af ti M&M's, der er lavet i bronze og efterfølgende malet, af David Adamo.


Kunst, der overrasker, gver både liv og personlighed til boligen.