Lejlighed

Se det fineste bud på, hvordan du kan skabe nostalgisk julestemning i en nybygget lejlighed

Ved første øjekast er der ikke meget, der tyder på, at Mille Andersson Stokholms hjem ligger i en nybygget ejendom i Carlsbergbyen. For nye rammer er slet ikke en hindring for at skabe et klassisk juleunivers fyldt med gran og nostalgisk pynt. Se bare her.

Ved første øjekast er der ikke meget, der tyder på, at Mille Andersson Stokholms hjem ligger i en nybygget ejendom. Lejligheden, der blev bygget for kun få år siden, er fuld af atmosfære, patina og interiør med stilhistoriske detaljer, fordi Mille simpelthen bare elsker gamle ting. Året rundt, men især til jul, får de fine vintagefund lov til at sætte stemningen.

– Jeg har nok en ret gammeldags julestil, eller i hvert fald en svaghed for ældre referencer. Jeg kan godt lide rød, gran og sløjfer. Den røde farve er for mig julefarven, og fordi den ellers ikke ses i vores hjem, bidrager den med julestemning. Der skal ikke meget mere til end et par røde lys og amaryllis, siger Mille.

Det er dog ikke kun den klassiske røde og grangrønne nuancer, som skaber den nostalgiske julestemning, for Mille kan godt lide at kombinere med farver som orange og blå. For hende er der intet, der emmer af julestemning mere end et smukt juletræ pyntet med arvede glaskugler i alverdens farver og duftende julepynt.

– Jeg er vokset op med et stort juletræ med glaskugler og figurer i massevis, siger Mille, der selv beskriver stilen som klassisk, eklektisk og skandinavisk.

– Min mormor drev et hotel på Israels Plads, og juletræet på hotellet havde en elektrisk lyskæde, hvor lysene er formet som stearinlys, så den er også at finde på mit juletræ sammen med sløjfer og trommer på tråd, som sidder fast oven på grenene, siger Mille.

Gamle og nye traditioner

Hvert år i starten af december finder en lille omrokering af møbler sted i lejligheden, så hjemmet er mere praktisk indrettet til sammenkomster og julegæster. I køkken-alrummet er der nemlig ikke plads til både madlavning, spisebord og mange gæster, så derfor rykker Mille stuens sofaer ind i køkken-alrummet og spisebordet ind i stuen, hvor juletræet også får en plads, så de kan sidde og nyde det ved bordet juleaften og til måltiderne i løbet af december.

Når hjemmet er gjort juleklart, handler det derfra bare om at tilbringe tid med familien.

– For mig handler julen om hygge. Jeg bestræber mig på at smide julestressen og nyde i stedet. Når vi ikke at bage otte slags småkager, men kun dem, som ligner grise, så er det helt okay, siger Mille og fortsætter:

– Julen er for mig mere stemning og samvær end en given slags pynt eller gennemført stil. Julen er også duften af appelsin, julemusik og stearinlysenes skær og traditioner.

Hos familien i Carlsbergbyen er julens traditioner en fusion af nye og gamle, som bringer minder frem fra barndommens jul hos alle familiemedlemmer.

– Vi holder jul hjemme hos os med vores to familier, og jeg prøver at se det som en mulighed for at skabe ’vores jul’. Julen er så traditionsbundet, så for mig er det vigtigt at kigge på min families og min kærestes traditioner, som er meget forskellige, og plukke dem, vi synes bidrager med noget helt særligt, siger Mille, som synes, at for mange traditioner skaber en stivhed, der gør, at man kan glemme at hygge sig. Én tradition, som hun dog holder meget af og har planer om at holde fast i, er en nyere af slagsen:

– Hvert år får mine børn et stykke glaspynt af min mor, så har de til et juletræ, når de engang skal pynte deres eget, siger Mille.

Boligreportage: Besøg Mille Andersson Stokholms nostalgiske julehjem 

Hvem:

Mille Andersson Stokholm, freelanceinteriørdesigner, sammen med kæresten Steffen, som arbejder med marketing, og deres børn Ayoe Rose, fire år, og Oswald, to år. Følg Mille på @anderssonstokholm.

Hvad:

Lejlighed på 104 m² i den nybyggede ejendom Bindesbøll Hus i Carlsberg-kvarteret på Vesterbro i København.

Q&A

Hvor elsker du at finde julepynt?

Jeg køber julepynt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Især de almindelige ting som fine skåle og glas kan jo også findes i interiørforretninger som f.eks. Beau Marche.

Hvilken drink serverer du for dine julegæster?

I år er det en drink på vermouth, rosmarin og appelsin. Til risalamanden blev der serveret kirsebærvin.

Hvad finder man aldrig på dit juletræ?

Lyskæde med skiftende farver eller sort pynt.

Skab stemning ved at samle lysestager i små samlinger rundtomkring i hjemmet. Miks gerne lys og lysestager i forskellige højder, farver og metaller. Køkkenet er en kombination af HTH-moduler og snedkerløsninger fra Handcrafted Interior. Fliserne er fra Mosaikhjørnet, og bordpladen er lavet af slebet sandsten fra Falke Granit. Vægfarven er Slipper Satin fra Farrow & Ball.

Lav en frisk blomsterdekoration til julebordet af Amaryllis og stedsegrønne grene. Mille har brugt en stor glasskål fremfor en vase eller oasis. Det giver en reference til klassiske opsatser, men den fremstår lettere og mere elegant. Spisebordet er fra Børge Mogensen, og rundtom står fire Y-stole i røget eg købt i 3 Falke Møbler. Gardinerne er Hannalill fra Ikea. Vægfarven er Dempet jord 478(3713-Y18R) fra Gjøco.

Sy dine egne juleservietter ud af en gammel dug eller andet bomuldsstof, eller gør som Mille, som har brugt stoffet fra en gammel frakke, som hun ikke længere brugte, men godt kunne lide mønstret på. Glassene er arvestykker, og stellet er det klassiske Hardenberg-stel fra Royal Copenhagen. Bestikket er fra Villeroy and Boch, Laguiole og Georg Jensen. 

Gå på jagt i genbrugsbutikker efter dekorative duge, gardiner eller dynebetræk, og brug dem som indpakning til julegaver. Lad dine indpakkede gaver pynte under træet, indtil de skal gives. På træet hænger et sammensurium af pynt fra pottemager Erik Bendtsen blandet med arvestykker og loppefund.  

Det kan være svært at klemme et træ ind i indretningen, så hvis pladsen er trang, kan du gøre som Mille og ændre på møblernes placering op til jul. Sofahjørnet, som Mille i december har rykket ind i køkken-alrummet, er indrettet i afdæmpede toner med mønstrede tekstiler og unikke vintagefund. Sofaen Plano er fra Eilersen. Sofabordene er fundet på svensk auktion. Lampen Pearl er fra Pholc, maleriet stod til udsmidning, da Mille flyttede hjemmefra i Jægersborggade, og har fulgt hende siden. Puderne er fra Craft Sisters og hjemmesyet ud af stof fra Tapet Cafe. Bordløberen er lavet ud af vintage liberty stof.

Fra det veldækkede julebord kan træet nydes gennem hele aftenen d. 24. På kommoden står en blanding af fine vintagefund, ternede sløjfer, amaryllis, gran og velduftende bagværk. Nødder, mandariner og gammeldags juleslik er også et must.

En lang knagerække i en fin farve skaber blikfang på væggen og er et oplagt sted at hænge lidt diskret julepynt i soveværelset. På sengebordet fra Bolia står også en lille japansk dame med en kimonosløjfe. Sengelampen er et arvestykke, mens knagerækken er fra Trævarefabrikernes Udsalg, som Mille har malet petroleumsblå. Spejlet er fra Preserved and Vintage. Vægfarven er Time08, My Retreat fra Flügger.