
5 bolig-blogs du skal besøge
Smukke stilleben, lækre designnyheder og inspirerende interiør. Bolig-blogs hitter, og vi har fundet fem inspirerende, danske kvinder i blogland, du skal besøge.
Blogland boomer med dygtige boligbloggere, der serverer masser af inspiration og kreative idéer til hjemmet. Vi har her udvalgt nogle af de mest inspirerende - her er 5 gode bolig-blogs til huskelisten:
Bolig-blog: Objects & Use
Objects & Use er en hyggelig boligblog med fokus på det bæredygtige liv. Designer og stylist Gitte Christensen er kvinden bag, og hun fotograferer og skriver især om kunst, rejser, botanik og inspirerende mad i sæson - det hele med hendes eget sikre design-touch. Hun omgiver sig med grønne planter, bøger og keramik, der får kreativiteten til at flyde. Gitte har også webshoppen Objects & Use, som har grønne og miljøvenlige designprodukter på de virtuelle hylder.
Prøv opskriften: Lækre karamelsnitter
Bolig-blog: thatnordicfeeling
Er du til nordisk indretning, skal du zappe forbi that nordic feeling. Her regerer journalist Rikke Brams, som har skabt en designlækker legeplads med indretningsreportager fra hendes eget hjem, håndplukkede tips til København og masser af nordisk livsstil. Derhjemme omgiver hun sig med print, pasteller og feminine stilleben, og på bloggen deler hun også ud af DIY-guides til f.eks. trægulve med nordisk look.
Bolig-blog: The Sweet Spot
Designer og stylist Laura Scheuer Trøstrup serverer visuel eyecandy på den farvefine blog The Sweet Spot. Bloggen zoomer ind på bolig, indretning, design, hverdagslykke og eyecandies i øjenhøjde. Glæd dig til velskrevne indretningsguides, shoppe-lækkerier, produktnyheder og Lauras personlige anbefalinger til urban livsstil.
Grib stilen: Nordisk spisestue
Bolig-blog: Sonoma Seven
Mille Grath har fornyelig startet Sonoma Seven, og hun er allerede én af bloglands ultimative DIY-boligpiger. I hendes nyrenoverede københavnerlejlighed hersker en rustik og personlig stil med fine træmøbler og vintagefund. Mille og kæresten har altid gang i et inspirerende gør det selv-projekt. Parret laver nemlig alting selv, og når de ikke lige har en DIY-sag kørende, kribler det i fingrene med nye idéer.
Bolig-blog: BrinklerCPH
Rå detaljer, designklassikere og stilrene linjer finder du hjemme hos Nanna Brinkler, der har boligbloggen BrinklerCPH. Her deler hun sin interesse for design, som fremkalder følelser, minder eller et smil på læben. Nanna har fingeren på boligpulsen, men hun fokuserer ikke udelukkende på de seneste trends og designnyheder. Bloggen fungerer som en virtuel, personlig opslagstavle med masser af inspiration.
I køkkenet: Juice med Louisa Lorang