
Bofællesskab: Sådan er det at bo tre familier sammen
Tag med til Børkop mellem Fredericia og Vejle. Her har tre familier ud af samme storfamilie bygget et fælles hus, hvor de bor under samme tag og deler stue, køkken, hverdag og fritid.
Sådan er det at bo tre familier sammen
De boede først hver for sig. Det ene hold i Børkop, det andet i Holstebro og det tredje hold på Fyn, men da muligheden bød sig, gav det mening at flytte sammen. I det nybyggede hus på 200 m² bor Christina Birk Andersen med svoger, svigerinde og svigerforældre samt tre børn. Et kludetæppe af familiemedlemmer, der er flettet sammen i hinandens liv og hverdag.
– Vi har bygget et helt nyt hus, som er, ligesom vi gerne ville have det, så vi kan bo her på den måde, som vi gerne vil, forklarer Christina Birk Andersen.
Det hele startede med, at familiemedlemmerne midlertidigt boede sammen i forbindelse med, at svogeren og svigerinden skulle flytte til et nyt hus. Ideen om at finde en fælles løsning dukkede hurtigt op, og så var det oplagt også at spørge svigerforældre, om de havde lyst til at være med.
- Vi har altid tilbragt rigtig meget tid sammen som familie. Vi var tit sammen i weekenderne, men fordi vi boede langt fra hinanden, endte det altid med, at vi overnattede hos hinanden. Vi har altid haft lyst til at være en del af hinandens liv på en anden måde end bare i weekenderne, siger Christina Birk Andersen.
Hvem? Christina Birk Andersen, hendes mand, hendes svigerinde, hendes svoger og hendes svigerforældre. Selv har hun to drenge på fire og syv år, og i huset finder man også drengenes lille kusine på to år.
Hvad? Nybygget hus på 200 m² i Børkop.
Svært at finde noget, der fungerede
De tre familier gik på jagt efter et sted, der kunne opfylde deres behov, men efter at have ledt med lys og lygte i området gav de op,
– Det var umuligt at finde noget, der kunne passe til os. Det kræver jo noget at bo tre familier sammen, og det er der ikke så mange huse, der er bygget til, forklarer hun.
– Vi blev ret hurtigt enige om, at vi kun ville have ét stort fælles køkkenalrum. Det skulle ikke være et hus med tre forskellige køkkener. Vi havde fra starten et ønske om, at vi skulle spise sammen hver aften. Af samme grund har vi kun én stue. Det er store rum, men vi har kun et af hvert. Vi har så bygget hvert vores soveværelse med tilhørende walk-in-klædeskab og badeværelse. Det er den private sfære, vi har adgang til, og her, man kan trække sig tilbage, hvis man har brug for det. Den løsning var en af grundene til, at vi blev nødt til at bygge noget selv, siger Christina Birk Andersen.
De tre familier er heldigvis gode til at blive enige om tingene. Christina har fået de spisebordsstole, hun altid har drømt om, og så er der en anden, der har valgt lamperne. De ting, mange ægtefæller går og småskændes om, har de tre familier løst med faste regler eller service udefra.
– Vi har valgt at betale os fra nogle ydelser, f.eks. rengøring. Og så har vi en række faste opgaver. Der er f.eks. en, der fast køber ind, og en fast, der vasker tøj, så vi har ikke ret mange anledninger til at blive irriterede på hinanden, siger Christina Birk Andersen.
Hvorfor synes vi, at noget er smukt?
For nogle kan tanken om at skulle hygge med svigermor hver eneste aften virke afskrækkende, men i Christinas familie er det modsat.
– Det bedste ved at bo sammen på den her måde er, at vi er en del af hinandens liv hver eneste dag. Det gælder både børn og voksne. Farmor og farfar er her altid til at kigge efter børnene, hvis vi kommer lidt sent hjem fra arbejde. Vi får også lov til at være en del af min nieces liv og kan se hende vokse op sammen med drengene. Det havde været noget andet, hvis vi havde boet i hvert sit hus og kun havde set hinanden i weekenderne.
Huset er cirka 200 m² og ligger i et attraktivt område. Og det med økonomien er da også én af de stordrift-fordele, der ligger indbygget i at flytte flere familier sammen.
– Vi deler alle udgifter, så alt er i princippet med 66 procent rabat – også hvis du skal købe nye møbler, hvilket gør, at vi har råd til noget, vi ikke ville have råd til, hvis vi bare var os selv. Vi lånte også pengene sammen. Det var dog lidt bøvlet for vores bankmand dengang, for det havde de aldrig gjort før. Så der var han nødt til at opfinde den dybe tallerken.
Ikke bo med hvem som helst
Selv ferier tager de tre familier på sammen, men det betyder ikke, at den børkopske treenighed ikke gjorde sig en masse overvejelser, inden den kastede sig ud i projektet.
– Inden man bevæger sig ud i sådan et projekt, skal man overveje, hvor tæt det hele skal være, og hvor meget de private områder skal fylde. For man er meget sammen, når man bor på den her måde. Når jeg taler med folk, så fisker de altid efter, at det må være lidt hårdt. At det må være svært altid at være sammen og aldrig at have tid alene og så videre. Men det er ikke noget, jeg tænker over. Det betyder ikke, at jeg kunne bo sådan med hvem som helst. Jeg ville få spat, hvis jeg skulle bo sammen med mine egne forældre; det er ikke, fordi jeg ikke kan lide mine forældre, men dem ville jeg ikke kunne bo sammen med.
Sommerferie i Danmark: Læsernes bedste anbefalinger
Christinas tre bedste tip til at lykkes med bofællesskab:
- Det er vigtigt at have en kontrakt, f.eks. i tilfælde af, at nogen skal skilles. Dem, der bliver boende, har ret til at købe andelen fra dem, der flytter. I Christinas hus er andelene delt op i seks, så alle voksne har en andel hver.
- Køb services udefra, så man undgår at skulle blive uenige med hinanden om indkøb, rengøring etc.
- Bliv enige om, hvor meget privatliv I har brug for. Både i overført forstand og bogstaveligt i forhold til antallet og størrelsen af rummene.