
Le Klint: Sådan foldes lamperne
De plisserede lampeskærme fra Le Klint er berømte på tværs af landegrænser og generationer. Hver eneste er foldet i hånden af en af blot syv fynske kvinder, der kan deres fag helt ud til fingerspidserne.
Le Klints historie begyndte, da det 20. århundrede var ganske ungt. I 1901 fandt bygmester og arkitekt P.V. Jensen Klint på at folde en plisseret skærm til petroleumslamper af det kraftige karduspapir, og det viste sig at være en idé med potentiale. De første 30-40 år var folderiet mest en slags familiehobby, men før krigen tog sønnen Tage Klint patent på designet og oprettede siden firmaet Le Klint med navn efter sin datter, Lise Le Charlotte Klint, der allerede som 17-årig var sat til at folde lampeskærme.
Tage Klint døde i 1953, men virksomheden forblev under familiens ledelse frem til 1989. Dog ikke Lise Le Charlotte Klint, der flyttede til Sverige.
Inspiration: Sådan køber og sælger du designermøbler på nettet
Le Klints verdensberømte lampeskærme produceres stadig på fabrikken i Odense. Af plastik, ganske vist, men i hånden. Og af ’foldepiger’, der ikke anser et 25-års jubilæum som noget særligt. For er man først blevet foldepige og har fået håndværket helt, helt ind i fingrene, bliver man gerne ved med at være det i både 40, 50 og 60 år.
Læs også: Historien om Wegners Y-stol
60 skærme på en dag
Alle folder alle modeller, fordi det er for usikkert kun at lade ganske få personer folde de samme modeller. I snit folder hver af pigerne 60 skærme på en arbejdsdag, om end nogle naturligvis er mere komplicerede og tidskrævende end andre. De helt store lamper, som fx 101 XL, der kommer i en 70-års jubilæumsudgave, skal der eksempelvis være to piger om at sy. Det tager 15-45 minutter at folde en skærm, hvorefter sypigerne tager over, lukker lampen med en syning, folder skærmen ud og lukker eventuelle beslag eller kroge.
Undervejs gennem alle processer kontrolleres kvaliteten også nøje. Alt efterses nøje, og finder skærmen nåde for de krævende blikke, bliver den pakket med ledning, fatning og pærer.
Hvad er det værd: Paton Globe
SE HER AUKTIONER FRA LAURITZ.COM PÅ LE KLINT-LAMPER!
Se billederne i galleriet, og få et indblik i produktionen af Le Klimts klassiske foldelamper.
Le Klint-lampen




Hver foldepige skriver dato og sine initialer med blyant på skærmen, før hun folder den.


Først syr Erikke Jørgensen lampens to ender sammen. Derefter former hun den efter de folder, som foldepigerne har foldet.


LE KLINT beskæftiger 36 medarbejdere, hvoraf de syv arbejder i foldestuen.


Susanne Kristensen kontrollerer en sidste gang, om lampen er samlet og syet helt korrekt og lige. Derefter lægger hun den til pakkebordet, hvor den pakkes ned i en kasse sammen med fatning og pære.


Le Klint har hovedkontor, showroom og fabrik i Odense. Siden 1943 har LE KLINT haft sin egen butik i Store Kirkestræde i København.


Valsene med hver lampeskærms præcise mønster sættes i en prægningsmaskine, som præger akrylplasten, før foldepigerne får papiret ind til sig. I gamle dage kostede valserne, der er lavet af bronze, cirka 100.000 kr. stykket. I dag koster de cirka en tredjedel.


LE KLINT producerer også udover de håndfoldede lampeskærme en lang række andre lampetyper. I alt tæller kollektionen op mod 150 forskellige lamper. Produktionen foregår i Danmark.


Frem til 1989 var Le Klint under familiens ledelse. I dag er den fondsejet og ledes af adm. direktør Kim Weckstrøm Jensen.


Der ryger en hel del akrylplast igennem foldepigernes fingre. 9.000 skærme bliver det til årligt efter 25 års ansættelse, og det tal stiger kun med erfaringen. Efter 40 års ansættelse folder en foldepige cirka 10.000 skærme årligt.


Hver skærm bliver først præget på maskine med et bestemt mønster. Så bliver den foldet, syet og til sidst kontrolleret nøje, før den bliver pakket. Hele den proces tager cirka en time.


Blandt mange klassiske lamper er model 172 (Sinus), designet af Poul Christiansen nok det meste kendte LE KLINT-produkt – også internationalt.


Erikke Jørgensen er sypige, 40 år og egentlig uddannet ergoterapeut. Tidligere havde hun læst på en designskole, så foldepige lød ikke helt skævt, da hun søgte nye udfordringer. Hun startede hos Le Klint for ni år siden som foldepige, men efter 6 måneder blev hun sypige og har været det lige siden.




Først efter 25 år er man en rigtig Le Klint'er. En rigtig Le-Klint’er kan kendes på det 'Le Klint-ur', som direktøren nøje har udvalgt til den enkelte og fået graveret med Le Klints bomærke. Men det er også velfortjent. For på det tidspunkt har man typisk foldet over 225.000 lampeskærme.