Dansk design

Relancering: 3 stilrene pendler

Hvis du er vild med stilrene lamper fra 1960'erne, skal du holde øje med Carl Hansen & Søn, der lige nu barsler med 3 klassiske pendler.

Det organiske og stringente udtryk går op i en højere enhed, når man betragter de tre klassiske lamper, som Carl Hansen & Søn nu genintroducerer. Lamperne Confetti, Pendant No 1 og Calot er tegnet af de to produktive, danske designere Claus Bonderup og Torsten Thorup for næsten 50 år siden, men deres på én gang skandinaviske og internationale formsprog rammer stadig lige ned i tidsånden.

Lamperne, der præsenteres med skærme i enten lakeret stål eller poleret messing, tager afsæt i geometriske former som blandt andet keglen, kvadratet og cirkelslaget. Designet fremstår klart - stærkt understøttet af gennemtænkte proportioner og stålets slanke format. Alle tre pendlers unikke karakter understreges af en topforspejlet pære, der nærmest bryder frem af skærmen - et arkitektonisk greb, som pirrer øjet og kobler funktion og æstetik i et harmonisk hele. Når flere af pendlerne hænger sammen, skaber pærerne en stærk visuel forbindelse mellem de forskellige geometriske designs.

Knud Erik Hansen fra Carl Hansen & Søn tøver ikke med at kalde de tre lamper verdensklasse. "Confetti, Pendant Lamp No 1 og Calot er typiske eksponenter for Thorups og Bonderups virke, som er kendetegnet ved høj kvalitet og stilsikkerhed. Lamperne kan vel bedst betegnes som klassiske. De passer ind i både danske og internationale boliger og er samtidig velegnede til indretning af moderne hoteller og restauranter," understreger Knud Erik Hansen.

Den vejl. udsalgspris for Confetti (2 pak), Pendant Lamp No 1 og Calot i pulverlakeret stål er 2.995 kr. I poleret messing er den vejl. udsalgspris 4.995 kr.

Lamperne forhandles gennem Carl Hansen & Søns webshop via www.shop.carlhansen.dk  fra august/september og i Carl Hansen & Søn flagshipstores fra august.