
Rejser
10 mode-udstillinger til din sommerferie
Balenciaga, Comme des Garçons, Dior, Princess Dianas kjoler, Mads Mikkelsen og Kate Moss. Her får du 10 af de store modeudstillinger, du kan opleve i din sommerferie og månederne frem.
Tirsdag, 1. august 2017 - 6:00 - af Nina Ettrup Foto: PR
Erik Mortensen bliver udstillet på Designmuseum Danmark, men den store danske modeskaber er langtfra den eneste designer, der tager turen fra catwalk til museumssale verden over. Bl.a. Dior, Margiela og Balenciaga udstilles i år – ligesom store modefotografers billeder kommer på museum.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
LÆS OGSÅ: 6 spektakulære museer i Danmark
I galleriet herunder finder du 10 af de store modeudstillinger, du kan opleve nu og de kommende måneder:
Mode-udstillinger til din sommerferie


Paris
Smykker – kunst eller håndværk?
Museet for moderne kunst i Paris har sat sig for at udforske spændingsfeltet mellem kunst og brugskunst. Den seneste udstilling i rækken handler om smykker, både som stor kunst og primitivt ‘pynteværk’. Blandt de over 400 udstillede smykker finder man værker af store kunstnere, designere og juvelerer som Louise Bourgeois, Man Ray, Cartier og Alexander Calder.
Medusa – bijoux et tabous, Musée d'Art Moderne, til 5. november. Mam.paris.fr
Foto: PR
1 / 11


München
Ikoner på stribe
Kate Moss, Helena Christensen, Tina Turner, Mads Mikkelsen (th.), den tyske danser Pina Bausch (tv.) og mange, mange flere. Der er ikke den superstjerne fra filmens, modens eller musikkens verden, der ikke er blevet foreviget af Peter Lindbergh. Den kendte fotograf står bag nogle af de mest ikoniske modefotografier, bl.a. flere gruppebilleder af de kvinder, som han var med til at give betegnelsen ‘supermodeller’ i 1990’erne, og han anses som den første modefotograf, der fokuserede på modellen fremfor det tøj, hun havde på. I München udstilles ikke alene hans fotografier, men også baggrundsmateriale, som han selv har stillet til rådighed for Kunsthalle.
Peter Lindbergh – from Fashion to Reality, Kunsthalle München, til 27. august. Kunsthalle-muc.de
Foto: PR
2 / 11


New York
I kø til Kawakubo
Hvis det går, som det plejer, kommer der til at være lange køer uden for det gigantiske Met-museum i New York sommeren igennem. Det er der efterhånden tradition for til museets årlige modeudstillinger, som skydes i gang med den store Met Gala, hvor modens, musikkens og filmens største stjerner samles til fest. I år er det den japanske designer Rei Kawakubo, der kommer på museum. Den 74-årige trendsetter står bag tøjmærket Comme des Garçons og designmekkaet Dover Street Market, som har butikker flere steder i verden. Udstillingen tager udgangspunkt i hendes leg med grænser og yderpunkter og er inddelt i modsætninger, fx ‘then/now’ og ‘fashion/anti-fashion’. Køb din billet på forhånd, hvis sommerferien går til New York.
Rei Kawakubo / Comme des Garçons. Art of the In-Between, Metropolitan Museum of Art, til 4. september. Metmuseum.org
Foto: PR
3 / 11


London
Kongelige kjoler
Denne sommer er det 20 år siden, prinsesse Diana omkom i en trafikulykke i Paris. Det markeres på flere måder i den højtelskede prinsesses hjemby, London, bl.a. på Kensington Palace, hvor en lang række af hendes kjoler udstilles. Fra de pastelfarvede, romantiske kjoler, hun bar, da hun var nygift med prins Charles og mor til to små drenge, til de mere glamourøse, elegante outfits, hun bar senere i sit liv, bl.a. den ikoniske dybblå velourkjole, hun havde på, da hun dansede med John Travolta i Det Hvide Hus i 1985. Der er stor interesse for udstillingen, så køb din billet på forhånd, hvis du skal en tur til London i løbet af året.
Diana: Her Fashion Story, Kensington Palace, til 28. februar 2018. Hrp.org.uk
Foto: PR
4 / 11


Antwerpen
Krydsfeltet Margiela
Den belgiske designer Martin Margiela forbindes med dekonstruktion og avantgarde, som kendetegner hans kollektioner fra modehuset, der bærer hans navn. Margiela blev uddannet på det anerkendte kunstakademi i Antwerpen, der også udklækkede den såkaldte ‘Antwerp Six’-gruppe, der tæller bl.a. Ann Demeulemeester og Dries van Noten. Men sideløbende med karrieren som eksperimenterende designer i eget hus var Martin Margiela chefdesigner hos Hermès. Udstillingen handler om hans år i det fine franske modehus og kontrasten mellem de luksuriøse, klassiske kollektioner, han skabte for Hermès, samtidig med at han var bannerfører for avantgardemoden i Maison Martin Margiela.
Margiela – the Hermès Years, ModeMuseum, til 27. august. Momu.be
Foto: PR
5 / 11


Bakewell
Fra garderobens gemmer
Laura Burlington skulle en tur på loftet for at finde
familiens arve-dåbskjole til sin lille søn, der skulle døbes. Men hun fandt kjoler nok til en hel udstilling. For det hjem, som nu er hendes svigerforældres, Chatsworth House i midt-England, har også været hjem for en række kvinder, hvis garderober – og historier – er rent museumsguf. Blandt de fremtrædende beboere finder man den skotske dronning Mary, Kathleen Kennedy, søster til USA’s tidligere præsident John F. Kennedy, og en række hertuginder. Design af bl.a. Alexander McQueen, Erdem, Vivienne Westwood og Gucci er blandt det udstillede.
House Style, Five Centuries of Fashion, Chatsworth Castle, til 22. oktober. Chatsworth.org
Foto: PR
6 / 11


Melbourne
Dior ‘downunder’
Syv årtier, syv designere og over 140 stykker tøj. Det er det, man kan opleve på National Gallery i Melbourne, som fejrer modehuset Diors runde fødselsdag med en stor udstilling. Den viser den franske gigants historie lige fra det ikoniske New Look fra 1947, som gjorde op med krigstidens triste farver og silhuetter og gav kvinden form og farver igen, til de seneste kollektioner fra modehusets første kvindelige chef-
designer, Maria Grazia Chiuri, som har proklameret, at ‘we should all be feminists’.
The House of Dior: Seventy Years of Haute Couture, National Gallery of Victoria, 27. august til 7. november. Ngv.vic.gov.au
Foto: PR
7 / 11


London
Arven efter Balenciaga
Cristóbal Balenciaga (1895-1972) var ikke kun en mand, der skabte røre og begejstring med sine design i sin samtid. Hans måde at tænke mode på inspirerer designere den dag i dag, og det er det, der er omdrejningspunktet for den store Balenciaga-udstilling, som løber helt til næste år. ‘Shaping Fashion’ byder på mere end 100 storslåede kreationer fra mesteren selv, hans ‘elever’ og de nutidige designere, som er inspirerede af hans tankegang og tilgang til design og mode.
Balenciaga: Shaping Fashion, Victoria & Albert Museum, 27. maj 2017-18. februar 2018. Vam.ac.uk
Foto: PR
8 / 11


New York
Tøj som tidsmarkør
Levi’s 501-jeans og ‘den lille sorte’ er bare to af i alt 111 stykker tøj og accessories, som bliver udstillet på MoMa under titlen ‘Is
Fashion Modern?’ til efteråret. Udstillingen omhandler de design, som har en særlig plads i historien og er blevet en slags markører for en særlig æra eller strømning i samfundet. Museet forklarer, at hver genstand vil blive udstillet i sin oprindelige form, som har gjort den til ikon, og i nogle tilfælde har de selskab af ‘opdaterede’, mere moderne eller tidssvarende versioner.
Items: Is Fashion Modern? Museum of Modern Art, 1. oktober 2017 til 28. januar 2018. Moma.org
Foto: PR
9 / 11


Paris
Drømmen om Dior
I den franske hovedstad fejrer man også modehuset Christian Diors 70-års fødselsdag – biensûr. Udstillingen på Musée des arts décoratifs handler bl.a. om mennesket Christian Diors forkærlighed for kunst – og om hvordan han lod sig inspirere af maler- og møbelkunst i sit virke som haute couture-designer.
Musée des arts décoratifs, Christian Dior – couturier du rêve, 5. juli 2017-7. januar 2018. Lesartsdecoratifs.fr
Foto: PR
10 / 11
Relaterede artikler
Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER
Læs mere om: