
5 drømmerejser med udsyn og indblik
Det føles som en evighed siden, vi havde bare tæer i sandet og oplevede nye steder i verden, som både udvidede vores horisont og skabte rum for eftertanke og mental wellness. Det er ikke det nemmeste at rejse ud i verden lige nu, men det er ikke svært at drømme – tværtimod. Her får du 5 idéer til rejser, der er værd at skrive på din bucketlist. Så er det bare at pakke kufferten, når du igen får muligheden.

Der er meget, vi savner i denne tid, men vi kan stadig drømme, og vi er nok mange, der efterhånden godt kunne bruge et afbræk. Helst i ferieform. Hvis vi frit kunne vælge, måtte det gerne være bare én af disse 5:
Historisk fredfyldt vingesus i tempelbyen Koyasan
Du behøver ikke være religiøs for at få en stor oplevelse ud af en pilgrimstur. Det gælder ikke mindst, hvis du besøger tempelbyen Koyasan i Japan. Byen er hovedsædet for Shingon-buddhismen, og siden det første religiøse tempel blev grundlagt her i det 9. århundrede, er der blevet bygget mere end 100 templer her i klassiske trækonstruktioner, der i sig selv signalerer ro og jordbundent håndværk med respekt for naturen. For at komme til den højt beliggende tempelby, skal du først med tog fra Osaka og dernæst fortsætte et kort stykke med en næsten 45 grader stejl kabelbane med udsigt til klipper og skov på begge sider.
Byen beskrives som et af de helligste, smukkeste og mest fredfyldte steder i Japan, og det siger ikke så lidt i et land, der er kendt for sine kulturhistoriske byer og nænsomt anlagte haver. Udforsk byens stille gader i ro og mag, følg en af de gamle pilgrimsruter imellem områdets høje fyrretræer, og prøv at indlogere dig på et tempelgæstehus. Her kan du få serveret et traditionelt, buddhistisk og vegetarisk aftensmåltid og deltage i morgenbønnen ved solopgang.
Barfodsluksus mellem palmer
Det er ikke uden grund, at mange mindfulness- eller antistress-apps bruger lyden af regn og bølgeskvulp til at berolige hjernebølgerne og give en bedre søvn. Forskere har nemlig påvist, at naturens lyde fra især vand, vind og fugle får os til at slappe af. Kombinér den fornemmelse med at gå barfodet i sandet på en smuk strand og mærke vandet skylle op over fødderne på en ”no news, no shoes”-ferie, så er der ikke meget andet, du skal nå. Vælg en destination i skønne naturomgivelser, som du ikke har lyst til at forlade, men hvor du bare har lyst til at være til og måske læse en god bog eller reflektere over, hvad du vil bruge din tid på.
Vil du gerne give dig selv den oplevelse og samtidig have følelsen af at have stranden for dig selv, så vælg et af Nyhavn Rejsers eksklusive resorts som Soneva Fushi på Maldiverne. Her bliver I indkvarteret i jeres egen villa på en lille ø med både jungle og hvide sandstrande. Alle villaerne har en blændede udsigt. Nogle over bugten og solnedgangen, andre ud til en blød sandstrand – men alle ligger gemt i regnskovens favn. Ultimativ barfodsluksus finder du også på resortet Soneva Kiri på øen Koh Kood i det østlige Thailand, hvor hver villa har pool og jacuzzi til en helt privat stund.
Glamping i den arabiske ørken
Glamping er en sammensætning af glamour og camping og det helt rigtige valg, hvis du drømmer om at komme ud i naturen og om aftenen kunne nyde en drink under himlens stjernetæppe uden først at skulle slå telt op og lave mad over et primitivt blus. Der er de seneste år kommet flere og flere glampingdestinationer, for vi higer efter følelsen af at være alene i naturen få ro til vores tanker, men samtidig vil vi også gerne kunne slappe af i lækre og luksuriøse omgivelser på ferien.
Gå efter en glampingdestination i en skov, hvis du vil ”skovbade” og tage omgivelserne ind med alle sanser: lydene af skovens dyr og vinden i trætoppene, duftene af jord og planter og følelsen af blød mos under skosålerne. I Japan er det en anerkendt terapiform til forebyggelse af stress og til at styrke evnen til at være nærværende. Samme teknik kan du bruge til at dyrke nærværet på nogle af klodens mest luksuriøse glampingdestinationer i forskellige, bjergtagende naturomgivelser. Det kan fx være i Cambodias Kardemommebjerge, hvor du bliver indkvarteret i luksustelte bygget på pæle over en brusende flod med et bagtæppe af uberørt, tropisk regnskov, i Afrika med udsigt til savannens dyr fra terrassen eller i Abu Dhabi, hvor du kan opleve et arabisk eventyr helt alene under stjernerne i ørkenen.
Find inspiration til et ægte glamping-eventyr her.
Nordlys og arktisk vildmark
Det er et fascinerende syn, når nordlyset oplyser himlen i grønne, blå, røde og violette farver. Selv for de lokale, som oplever fænomenet igen og igen, hører magien aldrig op, for det naturlige lysshow på himlen er aldrig det samme to dage i træk, og lysets uforudsigelige bevægelser er på en gang beroligende og spektakulære og giver en følelse af at være i ét med universet. Nordlyset, aurora borealis, opstår, når elektrisk ladede gaspartikler fra solen rammer jordens magnetfelt og bliver ført videre mod den magnetiske nordpol. Det sker hele tiden, men du kan kun se nordlyset, når det er mørkt. Derfor er vinterhalvåret den bedste tid at rejse på, hvis du vil opleve nordlyset i fulde drag.
De bedste steder at opleve nordlyset finder du lige under nordlysovalen, hvor der er højest aktivitet. Det er fx langs Nordnorges kystområde, i Nordsverige, på Island og i det sydlige Grønland. Oplev fx nordlyset fra det sydlige Island, hvor du også kan opleve den fantastiske stjernehimmel fra et stjerneobservatorium, eller besøg den norske øgruppe Svalbard, hvor du føler dig som ved verdens ende omgivet af arktisk vildmark med gletchere, forladte minebyer og isbjørne. På øerne er tempoet langsomt og intenst, men du kan vælge at sætte tempoet op med en tur over sneen i hundeslæde. Nyhavn Rejser skræddersyer guidede naturoplevelser til blandt andet isgrotter, gletchere og vildmark.
Drømmer du om at opleve nordlyset, så se mere her.
Solopgang over Israels Negev-ørken
Det er muligt, at der er wi-fi på hotellet, men med udsigten til gyldne sandbanker, så langt øjet rækker, og millioner af stjerner om natten, får du med garanti lyst til at gemme mobilen væk og bare nyde freden og følelsen af universets uendelighed. I Negev-ørkenen i Israel er du ikke langt fra civilisationen, selvom det ser sådan ud. Her kan du tjekke ind på det luksuriøse resort Six Senses Shaharut, som er bygget af ørkenens egne materialer og dermed understreger landskabets beroligende karakter. Fra resortet har du udsigt over Arava-dalens fra blandt andet yogastudiet, hvor du kan du lave solhilsener i det spæde morgengry, imens himlen og det golde landskab bliver farvet rødgyldent omkring dig.
Six Senses Shaharut har indendørs pool og en hammam med traditionelle behandlinger, sauna og dampbad, så både hud, muskler og sind bliver forkælet. Også smagssansen bliver forkælet på restauranten, som serverer mad tilberedt med friske råvarer fra restaurantens egen køkkenhave og fra den lokal kibbutz. I løbet af dagen kan du tage på guidede ture i ørkenen til fods eller på kamelryg og blandt andet opleve spektakulære klippeformationer. Som kontrast til det gyldne ørkensand kan du kun en times kørsel fra resortet med snorkel og maske dykke ned blandt kulørte fisk og koraller i Rødehavet – en anden måde at lægge hverdagen bag dig og føle dig som en del af en anden verden.
Negev Ørkenen i Israel i det spæde morgengry, mens verden farves orange omkring dig. Se mere her.
Om Nyhavn Rejser
Nyhavn Rejser har siden 1988 arrangeret skræddersyede rejser ud fra den enkelte kundes ønsker til destinationer, som er testet og lever op til krav et om høj kvalitet. Unikke oplevelser skabt af passionerede rejseeksperter, der har rejst i hele verden og håndplukket de bedste steder og opleveler er essensen af Nyhavn Rejser. Destinationerne dækker hele verden i kategorier fra luksusrejser, rundrejser og familieferie. Med Nyhavn Rejsers pakkerejsegaranti kan du trygt booke din rejse ved Nyhavn Rejser. Læs mere og find din næste rejse her.