
Rejs til gastronomiens rige: Ligurien, Apulien og Umbrien
Lækkersulten og rejselysten? Lad det gode måltid være centrum på din næste rejse til tre italienske madregioner. Vi guider dig i samarbejde med ENIT – Italian National Tourist Board.

En rejse til Italien går hånd i hånd med de lækreste måltider, så det er helt oplagt at gøre maden til centrum, når du planlægger din rute gennem Italien. Her får du tips til tre fantastiske madregioner, du kan besøge: Apuliens solrige hæl i syd, Umbriens grønne hjerte i midten og den liguriske riviera i nord.
Besøg lokale avlere, vandr gennem charmerende middelalderlandsbyer, hvor maden forberedes under åben himmel, tag på madfestival, og nyd ægte råvarer og opskrifter, som går i arv fra generation til generation.
Foto: Andrea Ruggeri
Apulien er centrum for middelhavsmadens oprindelse
Apuliens historie er på mange måder en beretning om råvarer af høj kvalitet, som stammer fra både hav og land. Middelhavskosten, som Unesco har anerkendt som en immateriel kulturarv, har sin oprindelse her i Syditalien. Den har sine rødder i Cucina Povera, som betyder “de fattiges madlavning” og består af sæsonbetingede, lokale råvarer. Dette er tydeligt i den populære ret Tiella Pugliese, som er en gratin af ris, kartofler og friske muslinger. En anden streetfood-favorit herfra er Panzerotti – en stegt dejkugle, der er fyldt med tomatsauce og mozzarella, og som dufter fantastisk.
Foto: Leonardo D'Angelo
I Apulien bages der mere end hundrede forskellige slags brød i brænde- eller halmovne, og pastaen kommer i mange former og størrelser. Delikatesser, som er synonyme med Apulien, er f.eks. oste som caciocavallo og den cremede burrata. Undersøg ostens hemmeligheder på et af de mange historiske landsteder – såkaldte masserior – som i dag også danner smukke og autentiske overnatningsmuligheder.
Året rundt kan du opleve Italiens sans for gourmet til høstfester i hyggelige landsbyer. Oplev svampefestivalen i Minervino Murge i slutningen af november, streetfood-festivalen Libando i Foggia i april og kirsebærfestivalen i Conversano og Turi i starten af juni.
Få mere information om Apulien her.
En verden af vin
Ved midnat den 6. november er der lancering i hele Italien af årets nye vin, vino novello, med en lang række vinfester. Er november ikke et godt tidspunkt for dig, så sats i stedet på vinproducentfestivalen Cantine Aperte i maj, hvor masser af vingårde åbner deres døre.
Foto: Agenzia InLiguria
Oplev Liguriens vine og pesto
Efteråret, vinteren og foråret er lavsæson for turismen, men byder på dejligt milde dagtemperaturer og masser af festivaler, så det er et fint tidspunkt at besøge Ligurien.
Vin er en af Liguriens smagsambassadører. Vindruerne høstes manuelt på de tørmurede terrasseplantager nær havet fra september til oktober. Regionen producerer relativt lidt vin sammenlignet med de fleste andre, men kvaliteten er desto højere. Vermentino, Pigato og Rossese er nogle af de lokale druer.
Foto: Agenzia InLiguria
Ligurisk stolthed på flaske – sådan kan man beskrive den ekstra jomfruolivenolie fra den liguriske riviera. I de maleriske bjergbyer Apricale, Dolceacqua og Taggia koldpresser olivenkværnene stadig oliven på gammeldags manér.
Den tredje, og nok selve juvelen i den liguriske gastronomiske krone, er pesto genovese; den grønne salsa, der er fremstillet af basilikum, hvidløg, pinjenødder, revet parmesan og pecorino, alt sammenholdt af ligurisk olivenolie. Så hvorfor ikke tage en weekend i den historiske havneby Genova, bestille en portion trofie med pesto i havnen, hvor solen varmer selv om vinteren, og vente på mørket under en lang, skøn middag med en ligurisk vin i glasset på et trattoria i den gamle bys gyder?
Få mere inspiration til Ligurien her.
Foto: Umbria Region
Olivenlunde og trøffelskove i Umbrien
Umbrien er lig med bølgende olivenlunde og vingårde, uforstyrret natur, maleriske byer og et jordnært, landligt køkken. Regionens traditionelle og rustikke retter består ofte af en base af hjemmelavet frisk pasta, bælgfrugter og grøntsager samt svampe og trøffel. Hvert trattoria har sit eget udvalg af ost og charcuteri, og det er en god måde at gøre sig bekendt med den lokale produktion på.
Foto: Umbria Region
Efteråret er også en tid for årets høstvin, som passer fint til årstidens smage og ofte nydes sammen med ristede kastanjer. Trøffeljagten er ikke årstidsbunden i denne region. Når som helst i løbet af året kan du komme med på trøffeljagt og følge hundene, som leder efter de "sorte diamanter".
Det er desuden en oplevelse værd at besøge olivenlundene med de småsnakkende bønder, der venter på at få oliven presset og den friske duft af metalgrønne oliven. Du kan naturligvis også glæde dig til smagen af den pebrede, friske olivenolie, som kommer bedst til sin ret på en brødskive, der er ristet hurtigt over åben ild.
Find mere inspiration til Umbrien her.
Oplev Italien
Find generel information om Italien og flere tips om seværdigheder og oplevelser på Italiens officielle turistbureaus hjemmeside.