
REJSE | 7 seværdigheder rundt om i verden for modeelskeren
Lever og ånder du for mode? Så har IN fundet 7 seværdigheder rundt om i verden til dig.
Hvad enten turen går til Milano, Paris, New York eller blot til København denne sommer, er der massere af seværdigheder rundt om i verden for den modeinteresserede. IN har samlet 7 af dem i galleriet nedenfor.
LÆS OGSÅ: TOP 21 | De mest ikoniske it-bags nogensinde
Vi kommer blandt andet til Firenze på Guccis museum, til New York foran Carrie Bradshaws trappe og til en anden trappe, nemlig Chanels spejltrappe på Rue Cambon 31 i Paris. Tag et kig og lad dig inspirere.
Modeseværdigheder rundt om i verden


MILANO: ARMANIS MUSEUM
Giorgio Armani åbnede sidste år museet Armani/Silos, hvor du kan se de seneste 40 års modekreationer fra den italienske designer og få alle historierne bag. Det er virkelig spændende, hvis du elsker italiensk modehistorie.
HVOR? Via Bergognone 40, 20144 Milano, Italien
AOP


NEW YORK: I AUDREY HEPBURNS SPEJLBILLEDE
I 1961 fik en af de mest ikoniske film nogensinde premiere. Breakfast at Tiffany’s med Audrey Hepburn i hovedrollen som Holly Golightly blev straks et hit - og i dag er den stadig populær. Især på grund af filmens startscene, hvor Audrey Hepburn spiser sin morgenmad foran Tiffany’s & Co-butikken i New York. Skal du ikke også prøve det?
HVOR? 727 5th Ave, New York, NY 10022, USA
AOP


PARIS: COCO CHANELS BUTIK
Når du står på den ikoniske adresse Rue Cambon 31 og kigger ind i den store Chanel-butik, adressen huser, og ikke mindst på spejltrappen, der fører op til Coco Chanels lejlighed, kan du ikke andet end blive ramt af modehistoriens vingesus. Og selv hvis du ikke gør, er butikken et besøg værd - det kunne jo være du faldt over en tweet-jakke, en ny Boy-taske eller et par CC-ballerinaer.
HVOR? 31 Rue Cambon, 75001 Paris, Frankrig
AOP


NEW YORK: PÅ CARRIE BRADSHAWS TRAPPER
Fulgte du med i Sex And The City, kender du helt sikkert Carrie Bradshaws trapper. Et utal af gange spankulerede hun og hendes Manolo Blahniks op og ned af trapperne foran bygningen på 64 Perry St i Manhattans West Village. Er du alligevel i New York, kan du jo slå vejen forbi og få taget et billede foran.
HVOR? 64 Perry St, New York, NY 10014, USA
AOP


FIRENZE: GUCCI PÅ MUSEUM
Lige nu kører det faste Gucci-museum, Gucci Museo, i Firenze en Tom Ford-udstilling, men museets faste samling af gamle lædervarer, floraprintede tørklæder og bambushåndtag er absolut altid et besøg værd.
HVOR? Piazza della Signoria, 10, 50122 Firenze, Italien
AOP


KØBENHAVN: MARIO TESTINOS BILLEDER
Mesterfotografen og den faste Vogue-leverandør udstiller lige nu sine modefotografier, kongelige portrætter og nøgenbilleder på Kunstforeningen Gl. Strand i København. Besøg museet, hvis du kommer forbi. Det er en stor oplevelse at se de mange billeder, man kender fra bladene, i rammer som “rigtig” kunst.
HVOR? Gammel Strand 48, 1202 København, Danmark
Mario Testino / PR


NEW YORK: DEN ÅRLIGE MODEUDSTILLING
Hvert år åbner Metropolitan Museum of Art i samarbejde med Vogue og Costume Institute en modeudstilling på museet under et bestemt emne. I år er temaet manden og maskinen, og den ser på, hvordan menneskets hænder i samarbejde med maskinens teknologi skaber den mest fantastiske mode.
HVOR? 1000 5th Ave, New York, NY 10028, USA
AOP
Relaterede artikler
LÆS OGSÅ: MODE | Pak kufferten til ferien