
Velkommen i værkstedet hos Julie Lænkholm
Kom med indenfor hos Julie Lænkholm, som lærer gamle teknikker fra kvinder rundt omkring i verden og fører det videre ind i en ny tid.
Julie Lænkholm: Der hang altid gardiner derhjemme, vi kunne male på
Siden Julie Lænkholm blev færdiguddannet i Fine Arts fra Parsons i New York i 2015, har hun undersøgt femininitet i tæt samspil med kvinder rundt omkring i verden, hvilket har ført både sangværker, uldmalerier og performances med sig.
Hvordan vil du beskrive din kunst?
Den afhænger af mine projekter, hvor min proces altid er en aktiv del af værket. Jeg arbejder ikke i et fast medie, men med det, der giver mening i forhold til mit projekt. Min families oprindelse i den islandske by Húsavík har bl.a. ført til uldmalerier lavet efter islandske teknikker, ligesom jeg har arbejdet med fundne materialer, sangværker og performance.
Hvad vakte din interesse for kunst?
Kvinderne i min familie har altid beskæftiget sig med kunst og lært mig at bruge hænderne, så det ligger naturligt til mig. Der hang altid gardiner derhjemme, som vi kunne male på som et lærred, og siden jeg var 10 år, har vi mødtes en gang om måneden for at skabe ting sammen. Det fysiske ved at røre ved noget har altid været en vigtig sans for mig.
Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER
Hvad inspirerer dig?
Jeg er interesseret i det sted, hvor kunsten og det levede liv krydser hinanden. Måske er det derfor, jeg arbejder med materialer, som forgår. I den seneste tid har jeg undersøgt, hvad femininitet og femininitetens rolle i den feministiske diskurs er. Jeg er meget inspireret af kvinder og kvindekroppen og følelsen af, at vi er så meget i vores hoveder, at vi glemmer, at vi har en krop. Jeg tror, at den næste kvindelige revolution bliver at få kontakt til den magi, der ligger i kroppen.
Hvordan er din kreative proces?
Den er typisk stedsbestemt, som da jeg tog til Island. Her skabte jeg en række uldmalerier, som var indfarvet med ting fra den omkringliggende natur, som jeg havde indsamlet. Teknikken lærte jeg af en kvinde, der boede ude i bjergene. I de seneste år har jeg opsøgt steder og lavet specifikke værker der for at forstå dem. I slutningen af året tager jeg til Sri Lanka i tre måneder for at lære væve- og indfarvningsteknikker af de kvindelige væversker. Det skal blive til en udstilling i foråret 2018.
Hvad vil du med din kunst?
Jeg håber, at mine værker bliver en del af en sammenhæng og lever på deres egne vilkår. Jeg håber, at der er en form for magi i dem, som jeg kan give videre. Den magi giver værkerne deres eget liv, og derfor giver det mening for mig at vise dem og slippe dem i den sidste ende.
Se mere på @julielaenkholm
Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER