SKØNHED

10 tips til din skønhed

Skønhed og velvære hænger unægtelig sammen. Her er 10 skønne tips til at komme godt igennem sommeren.

1 Giv dig selv en mini-ansigtsbehandling en gang om ugen. Har du normal til fedtet hud, bruger du en muddermaske, som trækker urenheder og overskydende fedt ud af huden. Til sart eller tør hud bruger du en fugtgivende maske, som plejer og nærer huden. Husk halsen!

2 Exfolier din hud med en mild og skånsom peeling en til to gange om ugen. Det giver huden fornyet glød, fjerner døde hudceller og tørre pletter samtidig med, at huden bedre kan optage næringen fra din creme.

3 Sørg for at give dit hår en plejende og beskyttende kur om sommeren, mens du om vinteren skal gå efter en proteinrig og styrkende hårkur.

4 Rens din hud hver eneste dag - også selvom du måske ikke bruger makeup. Miljø og trafikforurening sætter sig på vores hud, og det kan tilstoppe porerne i huden og give urenheder.

5 Det er aldrig for sent at bruge en øjencreme. Brug en ekstra opstrammende om dagen, gerne med solfaktor, og en mere fed og plejende creme til natten. Gå eft er øjencremer som indeholder vitamin C og K, som begge påstår at mindske mørke rande under øjnene og reducere hævede øjenomgivelser.

6 Husk at exfoliere din krop, så de døde hudceller ikke sidder og får dine ben til at se tørre og flagede ud om sommeren. Brug en skrubbehandske, en vaskeklud eller en bodyscrub under bruseren og vær opmærksom på tørre steder som albuer, knæ og hæle.

7 Når du bruger en kropsolie, så kom den på din hud lige efter badet, mens huden stadigvæk er våd. På den måde bruger du meget mindre olie, og olien trænger nemmere ind i den varme hud. Dup dig tør med håndklædet bagefter.

8 Put et par dråber af din yndlingsparfume i din bodylotion, det giver en lettere udgave af duft en. Til gengæld duft er du godt over hele kroppen.

9 Brug fingrene når du anvender concealer eller foundation. Varmen fra dine fingre får begge dele til at smelte bedre ind i huden, så du får et naturligt look.

10 Neglebåndene har det med at blive ekstra tørre, specielt når det er koldt. Brug en negleolie hver aften inden du går i seng, så den får lov at pleje og blødgøre neglebåndene hele natten.