HUDPLEJE

Fugt og næring til din krop

Der er blevet smurt, følt og testet, og det er en svær beslutning at kåre den bedste fugtgivende creme til kroppen. For der findes mange gode, det gælder blot om at finde den, som passer til dig og dine behov.

VICHY, Lipidiose Nutritive. 200 ml, 109 kr. ( 4 stjerner )

Cremen:
Denne flaske ser mere medicinsk end luksuriøs ud, og den findes ganske rigtigt også kun på apoteker. Men det er jo indholdet, der tæller. Selve cremen virker blød og lækker i konsistensen, den lader sig nemt smøre ud på huden og absorberes hurtigt af huden. Som forventet dufter cremen ikke rigtig af noget, men det er bare et plus i disse allergitider.

Resultatet:
Der er absolut ikke en finger at sætte på denne creme - det skulle lige være den lidt apoteksagtige emballage. Huden bliver silkeblød og næret, cremen trænger hurtigt ind, og duften er neutral. Huden virker fugtet længe efter brug uden at være fedtet, selv om denne creme er mest velegnet til den mere tørre hud.




DERMALOGICA, body hydrating cream. 473 ml, 460 kr. ( 5 stjerner)

Cremen:
Det er dejlig nemt at dosere og i det hele taget håndtere denne bodylotion, da den kommer som pumpeflaske. Selve cremen er utrolig let og virker ikke spor fedtet på huden. Der er ikke tilsat kunstige farve- eller syntetiske duftstoffer i Dermalogicas produkter, hvilket gør duftene meget behagelige og friske.

Resultatet:
Det er en fornøjelse at smøre sig ind i denne creme, som let og hurtigt trænger ind i huden, uden at man skal stå og vente længe. Huden bliver virkelig fin, blød og med en næsten satinagtig overflade. En utrolig behagelig bodylotion, som kan anvendes af alle hudtyper.

CLARINS, Moisture-Rich Body Lotion. 200 ml, 280 kr. ( 4 stjerner )

Cremen:
Umiddelbart ligner denne flaske en helt almindelig en af slagsen, men når man åbner den, vil man straks se, at selve hullet har en lille gummiring ved åbningen, som forhindrer cremen i bare at løbe ud i store mængder. Smart når man gerne selv vil bestemme doseringen! Cremen virker dejlig rig og blød i konsistensen. Den smøres nemt ud og efterlader den klassiske Clarins-duft, som er mild og ren.

Resultatet:
Man kan virkelig mærke forskel på, hvor man har brugt Clarins-cremen og hvor ikke. Huden er babyblød og fugtet, det føles tydeligt. Denne creme er bedst egnet til den mere tørre hud og er lidt længere tid om at trække helt ind i huden. Men den holder, hvad den lover, huden bliver blød og velplejet efter bare en gang!

DECLÉOR, Moisturising Body Milk. 250 ml, 315 kr. ( 4 stjerner )

Cremen:
Det første, man bemærker ved denne bodylotion, er den meget skønne, let blomstrede duft, som cremen har. Cremen virker meget let i konsistensen og trænger også hurtigt ind i huden. Cremen påstår at have en opstrammende og elasticitetsøgende effekt.

Resultatet:
Grundet dens ultralette og behagelige konsistens virker cremen meget lidt fedtet, hvilket er rart. Huden er blød og fin bagefter, dog er det svært at vurdere den opstrammende effekt ordentligt. Hudens overflade virker glat og spændstig, om det er den opstrammende effekt eller fugten vides ikke, men testeren var tilfreds. Denne creme er bedst til den ikke alt for tørre hudtype.



LA MER, the body crème. 300 ml, 1.700 kr. IN´s favorit ( 5 stjerner)

Cremen:
Den store, flotte krukke er enkel og lækker i designet og en lille smule større, end krukker normalt er, det forklarer også de 300 ml.
Lige når man stikker fingrene ned i cremen, føles konsistensen lidt fast. Men den er meget nem at fordele og bare smelter ind i huden. Testeren er i himlen! Duften er let, ren og mild.

Resultatet:
Resultatet var imponerende, for efter at have brugt den få gange var huden så fugtet, at man faktisk kunne nøjes med at bruge cremen hver anden dag. Eftersom cremen er temmelig dyr, er det beroligende og glædeligt at se så gode resultater. For en god ordens skyld skal det nævnes, at testeren til denne creme har helt normal hud med en smule tørhed på benene.