HUDPLEJE

REDAKTIONEN TESTER: Fugtmasker

Når du sørger for at tanke din hud op med fugt, kan du samtidig også holde længere på sommerkuløren og nyde en glattere hudoverflade. Vi har testet otte fugtgivende ansigtsmasker

Hydraphase Soothing Hydrating Mask, La Roche-Posay, 50 ml, 172 kr.

Masken er fra et apotekermærke, og det afspejler sig også i indpakningen. Indeni gemmer sig en utrolig let og cremet maske, der er let at smøre ud. Den dufter friskt af det, jeg vil kalde en god, gammeldags, klassisk sæbeduft. Meget behagelig, let frisk og ikke dominerende. Masken skal smøres på afvasket hud, men kun tages af igen, hvis der er overskydende creme tilbage. Det var der ikke i mit tilfælde. Huden sugede til sig, og masken fik genskabt en god balance, der kunne mærkes i flere dage efter. Huden var behageligt fugtet efterfølgende uden at være fedtet eller overmættet. En utrolig let og virkningsfuld maske, som jeg er blevet meget glad for. 

5/6 stjerner. Testet af Jeanette Juul

Fås online HER

 

Clinic Aqua Mask, Rønsbøl, 50 ml, 295 kr.

Min hud har været meget tør og træt det seneste stykke tid. Derfor har jeg prøvet mange produkter, og denne fugtmaske fra Rønsbøl har vist sig at være en god hjælper i kampen mod tør hud. Den er intet mindre end fantastisk, og derfor bruger jeg den nu hver aften, inden jeg skal i seng, som et fugtgivende serum. Jeg plejer at vågne op med udtørret hud om morgenen, men masken giver den et boost og gør den dejlig frisk og gennemfugtet. Masken er tynd i konsistensen og føles kølende på huden. Emballagen er pæn og enkel. Som en ekstra bonus er den også uden parfume, parabener og kunstige farvestoffer. 

6/6 stjerner. Testet af Line Brøndum Pedersen

Fås online HER


Jelly Mask Moisturizing & Energizing, Sephora, 6 X 6 ml, 120 kr.

Masken fås i kapsler, så det er let at vide, præcis hvor meget man skal bruge hver gang. Man skal nemlig have et overraskende tykt lag på, og det sørger denne opdeling for, at man får. Desværre betyder det, at indpakningen bestemt ikke er smuk. Eftersom laget af cremen er forholdsvist tykt, skal masken gerne have fem-ti minutter til at virke, og så skal det overskydende lag blot tørres af med en vatrondel. Duften af masken er behagelig og ikke for gennemtrængende. Konsistensen er meget geleagtig, men stadig nem at fordele over ansigtet og halsen. Cremen er utrolig kølig, og det anbefales endda, at kapslen lægges i køleskabet i en halv time inden brug for at opnå det bedste resultat. Derfor kan det godt være en smule ubehageligt at have masken på i alle 10 minutter. Men den kølige gele frisker huden op, og den føles langt mere fugtet end før. Og så får man bare et fantastisk skær efter brug af masken! 

4/6 stjerner. Testet af Katrine Baumgardt

Fås i alle Sephora butikker. Online HER

HydraQuench Cream-Mask, Clarins, 75 ml, 300 kr.

Fugt, fugt, fugt – er, hvad huden altid mangler. Derfor har jeg brugt fugtmasken i en uge i træk, kommet et godt lag af den bløde, mildt og dejligt duftende maske – der mere har konsistens som en almindelig creme – i mit ansigt, ladet den sidde de anbefalede fem-ti minutter og tørret eventuelle rester af – hvilket der ikke var mange af (nok fordi min hud var så ’tørstig’). Dernæst har jeg påført almindelig dagcreme. Resultatet er en blød, fugtet hud, der har fået en fin glød, jeg ikke har haft i lang tid. Jeg kunne godt ønske, at fugtmasken føltes lidt køligere på huden, men ellers har jeg intet at udsætte. Jeg er fan – og selv emballagen pynter med sin flotte blå farve. 

5/6 stjerner. Testet af Christina Forsberg

Fås online HER

 
Iris Hydrating Masque, Weleda, 30 ml, 145 kr.

Fugtmasken kommer i en tube og skal trykkes ud, hvilket fungerer fint nok rent praktisk, men gør den lidt mindre lækker at se på. Så det er ikke ligefrem en af de ting, som står fremme på badeværelseshylden. Til gengæld har selve masken en blød og kølig konsistens og en dejlig mild og frisk duft. Den er nem at påføre og fordele. Efter 15 minutter vasker jeg den af igen med noget fugtet vat. Den del af det kunne jeg godt have undværet, da det gør det lidt mere til et ’projekt’, end hvis man bare kunne påføre den og lade den sidde. Men den gør, hvad den skal, og min hud føles blød og frisk, men jeg får nok ikke brugt den så ofte, som jeg ville ønske, da jeg jo lige skal sætte tid af til at vaske den af igen. 

4/6 stjerner. Testet af Tine Guldbrandsen

Fås online HER

Cellular Performance Hydrachange Mask, Sensai by Kanebo, 895 kr.

En pastelglad pige som mig glædes over papemballagens lyserøde indre, der omgiver den fine krukke fra japanske Sensai. Jeg har de seneste år været vant til hår- og hudprodukter uden parfume, og fugtmaskens milde og let blomstrede duft er derfor medvirkende til, at min hud føles lindret og særligt godt behandlet, frisk og fugtet. Masken føles som en let silke, der efterlader huden blød og glat – et par tørre områder i mit ansigt har den dog ikke kunnet modvirke, men jeg vil gerne blive ved med at bruge masken. 

4/6 stjerner. Testet af Ida Assarsson

Blue/Black Berry Enzyme Mask, Ole Henriksen, 100 ml, 415 kr.

Den helt klare gelekonsistens virker ekstremt kølende, i samme sekund den kommes på huden. Aaah, det er dejligt, især fordi jeg har været ude i solen og kan mærke, hvordan huden bare bliver dulmet og suger til sig. Jeg føler, hvordan den arbejder på huden, og da jeg vasker masken af, ser min sarte hud også fuldstændig klar og frisk ud. Duften er beroligende lavendel, som matcher, hvad masken gør for huden. 

5/6 stjerner. Testet af Silke Grane

Fås online HER

CoolMint Revitalizing Masque, INNOVATIVE SKINCARE, 90 g, 450 kr.

Denne maske har den dejligste kølende effekt samt en god, fed gelekonsistens. Jeg føler, at huden suger til sig af alle ingredienserne. Den er let at fordele og skal kun sidde på i fem-ti minutter. Derefter skal den vaskes af, hvilket er OK, men jeg ville helst være foruden, da det så føles, som om huden strammer lidt igen. Så selv om masken virkelig er lækker, og jeg selvfølgelig kan mærke en forskel, så får den kun fire stjerner, da den skal vaskes af. 

4/6 stjerner. Testet af Nynne Louise Hansen

Læs mere om mærket HER