
IN tester | Mascara
En mascara er ikke bare en mascara – der er lagt masser af forskning, udvikling og teknik i børstehoveders udformning, størrelse, hår og meget mere. IN-redaktionen har lagt vipper til og testet otte af slagsen.
IN har testet 8 forskellige mascaraer i forskellige prisklasser til forskellige behov; længde, volume og holdbarhed.
Se hvilke der blev testvinder(e) i galleriet nedenfor.
IN tester| Mascara


1. Lægger et præcist lag
Denne mascara har en gummibørste med små hår, der virkelig får skilt vipperne ad og lægger et præcist lag på hver enkelt vippe. Ét enkelt lag fungerer perfekt i hverdagen, men mascaraen kan også nemt bygges op til et mere kraftigt aftenlook. Den holder virkelig godt, men er desværre også tæt på umulig at fjerne, hvilket trækker ned. Volume Million Lashes So Couture, L’Oréal Paris, 140 kr.
4 ud af 6 stjerner. Testet af Cecilie Rubini.


2. God til de små vipper
Mascaraens børste er meget stor og rund i enden og har korte gummihår. Den lover både længde, fylde, buede vipper og en særlig intens sort farve. Umiddelbart er det ikke en nem mascara at bruge grundet det store hoved. Dette bliver dog bedre, når man lige lærer den at kende, for så forstår man, at det runde børstehoved kan bruges til at fange de små hår i inder- og yderkrogene af vipperne. Vipperne er fint sorte og adskilte, men jeg mærker ikke, at mascaraen tilfører yderligere længde. Derudover taber den også lidt farve, der lægger sig under øjet, hvilket ikke er optimalt. In Extreme Dimension 3D Black Lash Mascara, Mac, 195 kr.
3 ud af 6 stjerner. Testet af Carla Strube.
Fås online HER


3. Tilfører længde
Der er altid stil over Chanels produkter, og det gælder også for denne her mascara, der er holdt i et lækkert, enkelt design i helt sort og med det karakteristiske Chanel-logo i toppen. Børsten er ikke så stor og har små, korte, tykke hår, der er lavet i plastik. Det lille hoved gør den let at navigere med, og man får med et enkelt lag et fint resultat. Den kan godt klumpe lidt i de nederste vipper, men jeg synes ofte, det er det sted, hvor de fleste mascaraer bliver udfordret. Mascaraen lover volumen, men egentlig synes jeg, at den i højere grad giver længere vipper, og det er jo også rart! Med endnu et lag kommer der selvfølgelig mere fylde. Le Volume de Chanel Mascara, Chanel, 229 kr.
5 ud af 6 stjerner. Testet af Marie Kiersgaard.
Fås online HER


4. Fylde og en intens farve
Mascaraen har to børster, en stor børste af gummi og en almindelig. Den fylder en del og er lidt klodset. Første trin giver virkelig adskilte og fyldige vipper, næste trin ’forsegler’ vipperne og giver en intens sort farve. Man kan sagtens stoppe ved trin et, hvis man vil have lidt mere diskrete vipper. Mine vipper fik virkelig meget volumen uden skyggen af klumper. Mascaraen holdt hele dagen og dryssede ikke. Den føltes heller ikke tung. Trin to var næsten overflødigt, men jeg er sikker på, den er god til fest. Mascaraen giver meget fyldige, intenst sorte og lange vipper. Excess Volume Extreme Impact Mascara, Max Factor, 179 kr.
5 ud af 6 stjerner. Testet af Safiya Alaoui Ismaili.
Fås online HER


5. Til de lange vipper
Den guldfarvede emballage signalerer luksus og rummer indeni en tyk, tæt-behåret børste. Mascaraen er nem at bruge og er god til lange vipper, da den skiller dem flot ad. Det eneste minus er, at mascaraen er en anelse tør i det, så man skal ikke lægge for mange lag oven på hinanden – så kommer vipperne
til at se knækkede ud. Lash Queen, Helena Rubinstein, 155 kr.
4 ud af 6 stjerner. Testet af Maja Kjøller-Jensen.
Fås online HER


6. Giver masser af farve
Der er masser af mascara på det store børstehoved, som kan gøre det lidt svært at få fordelt mascaraen ordentligt uden at klumpe, så det gælder om at få den arbejdet på plads forholdsvis hurtigt. Faktisk er den bedre, når den har været brugt et par uger, og der er knapt så meget mascara på børsten. Men jeg er vild med, hvor lange og ekstremt sorte vipperne bliver med denne mascara. Diorshow Black Out, Dior, 269 kr.
5 ud af 6 stjerner. Testet af Silke Grane
Fås online HER


7. TESTVINDER #1
Børsten er lille, så du kan komme helt ud til de små vipper i yderkanten af øjet. Den skiller vipperne fantastisk godt og lægger mascaraen i et fint lag, hvilket gør den nem at arbejde med. Endelig en mascara, der forlænger uden at klumpe! Du kan sagtens fylde flere lag på, så vipperne får mere fylde, men ét lag er nok til at gøre vipperne længere. En ekstra bonus er, at mascaraen kan tages af med lunkent vand. High Impact Mascara, Clinique, 190 kr.
6 ud af 6 stjerner. Testet af Cecilie Foo.
Fås online HER


8. TESTVINDER #2
Mascaraens børste er af gummi, som skiller vipperne flot ad og giver masser af volumen og længde. Skaftet er formet på en måde, som gør det nemmere at komme tæt på vipperne uden at få sorte kinder. Den er ideel til både fest og hverdag og kan skabe et dramatisk look. Grandiôse Mascara, Lancôme, 255 kr.
6 ud af 6 stjerner. Testet af Line Pedersen.
Fås online HER
LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN TESTER: Bodylotions