Se før og efter-billederne

SKØNHED

Plastikoperationer gør dig ikke mere attraktiv

Drømmer du om at få gennemført en skønhedsoperation, i håbet om at blive mere attraktiv at se på? Ny undersøgelse viser, at det sikkert vil være forgæves

Ønsker du at få fjernet hud over øjnene eller et ansigtsløft, fordi du gerne vil være en smukkere udgave af dig selv? Drop det. Du kan godt komme til at se omtrent tre år yngre ud, men decideret at få et mere attraktivt udseende end før sker sandsynligvis ikke. Det viser ny forskning ledet af A. Joshua Zimm fra Lenox Hill Hospital og Manhattan Eye, Ear & Throat Institute.

"Patienterne kommer til os, fordi de gerne vil se yngre ud. De vil se fornyede ud. Vi undgår at sige til patienterne 'vi vil få dig til at se X år yngre ud eller mere attraktive'. Vi ønsker ikke at skabe falske eller urealistiske forventninger," siger A. Joshua Zimm til LiveScience.com.

I det lille forsøg, som forskerne udførte, blev 50 deltagere sat til at vurdere billeder af 49 personer, der havde fået løftet øjenlågene eller fået diverse løft i resten af ansigtet. De opererede var mellem 42 og 73 år gamle.

Operationerne virker let foryngende

I undersøgelsen indgik både før- og efterbilleder af de opererede, men ingen af deltagerne så både før- og efterbillede af den samme person. Det skete af hensyn til objektiviteten. Deltagerne skulle både gætte de opereredes aldre samt placere deres skønhed på en skala fra et til ti.

Resultatet var, at de opererede i gennemsnit blev gættet fem år yngre efter operationerne mod to år yngre før. De fleste af de opererede blev placeret mellem 4 og 6 på skønhedsskalaen, men her var ingen nævneværdig forskel før og efter operationerne.