
7 tricks til sunde snacks
Snacks skal være hurtige og lækre, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan være sunde. Her er 7 tricks til, hvordan man kan gøre det lettere at lægge de usunde vaner bag sig og erstatte dem med sunde snacks som grøntsager, frugter og andet lækkert.
De bedste tips til sunde snacks
Djævlen er I detaljerne. Sådan er det også tit med kosten. Det er de små snacks indimellem måltiderne, der spænder ben på vej mod et mål, uanset om det mål er en mere effektiv træning, et vægttab eller bare et sundere helbred.
LÆS OGSÅ: 10 sunde snacks
Når den lille sult melder sig, kaster man sig ofte over de usunde snacks som chips, chokolade eller andet slik. Man tænker måske ikke videre over det, fordi det jo bare er en lille snack. Men faktisk kan de snacks, vi spiser, have stor indflydelse. Selv en lille ændring kan have stor betydning.
LÆS OGSÅ: Gør din slankekur mere effektiv
Kast et blik på galleriet herunder og bliv inspireret til sundere snacks
7 tricks til sundere snacks


Hav dine favoritnødder ved hånden
Nødder er vidunderlige små snacks, der er lette at have med på farten, og så er de på IN’s liste over 10 superfoods, der gavner kroppen på grund af deres mange gode egenskaber. For blot at nævne nogle af disse ernæringsmæssige fordele, så har de et højt indhold af omega-3 fedtsyrer, fibre og protein. Og så har hver nød deres egne fordele. Valnødder indeholder for eksempel serotonin, som er det stof, der udløser glæde i hjernen, og jordnødder indeholder ligeså meget protein som kød, kylling og fisk. Så det kan være en god idé at blande en masse nødder og have dem med som en lille snack på farten.


Grøntsagssnacks
Gulerødder, tomater, agurker, selleri og broccoli er gode som snacks. De giver dig en god mæthedsfornemmelse, som man ikke kan opnå med chokolade eller chips. Derved undgår man at være skrupsulten og derfor overspise, når det næste store måltid kommer på bordet. De kan måske blive lidt kedelige i længden, men det kan reddes med en gang hjemmelavet hummus. Det fungerer nemlig godt som dip!


Frosne frugter og grøntsager
Snacks skal gerne være handy, og det er ikke altid man har friske grøntsager og frugter liggende i køkkenet. Det bliver ofte til en dårlig undskyldning for lige at hoppe på sukkervognen og spise lidt kage eller andet usundt. Derfor er det godt altid at have en backup plan liggende lige ude i fryseren. Så undgår man at give sig selv muligheden for at smutte udenom de sunde snacks.


Transportabel frugt
Frugter såsom æbler, pærer, bananer, blommer og lignende er lette lige at have med sig ud af døren, så når man bliver sulten, har man noget ved hånden. Derfor behøver man ikke lede efter et godt sted at købe mad, – der ofte også ender med at blive usund mad – fordi man har frugten med sig allerede.


Undgå sliklageret
Det er ofte at finde i køkkenet. Det famøse slikskab, der bugner af vingummi, chokolade og chips. Egentlig er det nok beregnet til fredagsslik eller lignende, men det frister hele tiden. Så længe vi ved, det er der, kan det hurtigt virke mere lækkert end de sunde snacks, vi egentlig havde planlagt. Så hjælp dig selv og kom af med det slikskab. Det vil gøre det meget lettere at holde sig til den sunde valgmulighed.


Mindre portioner
Det er meningen, at snacks skal være en lille bid imellem de store måltider, så det er vigtigt ikke at overspise disse snacks. En sund snack bør være den kvarte størrelse af de store måltider, og man bør spise lidt hver 2-3 time. Derved holder man sulten væk, styrker stofskiftet og forhindrer, at man ender med at overspise, når de store måltider endelig kommer på bordet.


Planlæg dine snacks
Hvis man gør det til en vane at lægge en madplan for et par dage eller en uge, kan man gøre det meget lettere for sig selv. Så kan man nemlig forberede sine snacks i forvejen – skære frugt og grønt, lave hummus og lave frugtsalater – og opbevare dem i køleskabet. Snacks skal være hurtige og lette, og det bliver de netop, når de er forberedt og klar til at blive pakket ned i tasken eller spist.