SUNDHED & TRÆNING

Retromotion: Dyrk motion på 80'er måden

80'erne er tilbage - også i måden, vi motionerer på! Læs, hvordan du træner på 80'er måden

Vi kan se det i moden og skønheden: Vi søger tilbage til rødderne! Men også den måde, vi motionerer på, er blevet retrospektiv. Du kan dog være helt rolig, for det betyder ikke, at du skal trække i benvarmerne igen. Eller helt opgive alt det nye.
 

Godt 40 års fitnessalder har barslet utallige motionsformer, der stort alle på et eller andet tidspunkt har fundet vej til et fitnesscenter et sted på kloden. Hvem husker ikke Slide med dertilhørende glatte sokker og ankelskader, vandaerobic, minitrampoliner og jazzercise. Eller de seneste års aqua-spinning, body pump eller zumba-bølgen, der stadig huserer.

Retro
Det virker måske som simpel evolution, men de seneste tendenser peger på, at vi søger væk fra de højtudviklede, temmelig komplicerede og ofte udstyrskrævende motionsformer. I stedet søger vi tilbage rødderne; til dengang, hvor aerobics var hot, og stepbænkene fyldte ethvert holdlokale i fitness-centret. Der er flere grunde til, hvorfor vi nu lader til at søge lidt tilbage igen. Flere end nogensinde før er opmærksomme og fokuserede på, at kroppen skal holdes ved lige, så vi kan leve længere og bedre i form af sund kost og masser af motion. Men i jagten på at optimere vores kroppe er vi i mellemtiden blevet godt og grundigt trætte af at jagte det seneste nye, for inderst inde ved vi jo godt, at motion ikke handler om at kunne prale med at have påbegyndt det allerseneste og hotte fitness-program. Holdningen til motion er blevet mere om at kunne leve et længere og sundere liv uden at få nogle af alle de skavanker, som tidligere generationer døjede med allerede i en tidlig alder.

Vi behøver ikke være topatleter, men bare være den sundeste version af os selv. Fitness og træning er ikke længere noget nyt og eksotisk, men en livsstil, og noget, vi bare gør. Og i den ligning vinder den velkendte aerobic og step, som vores generation er vokset op med, over den allerseneste tae bo-chiyoga-lates-workout.

Rent sociologisk kan bevægelsen bagud også tilskrives vores økonomisk ustabile og politisk udfordrede verdensbillede. Ligesom det kan spores i moden og generelle livsstilstendenser, at vi er tilbøjelige til at kigge tilbage. Tilbage til en tid, hvor tingene ikke var så komplicerede, og mange af de ting, vi i dag tager for givet, var nye og spændende. Som fx aerobic og mave/balle/lår-timer.

… og ro på
Endelig søger vi tilbage til motionsrødderne, fordi der er sket en udvikling. Vi vil have træning, der er effektiv og ganske enkelt fungerer, hvilket betyder, at vi efterhånden har udviklet en ret sofistikeret
måde at motionere på, så vi både opnår resultater, men også finder den rette motivation. Træning skal ikke være endnu en stressfaktor i en travl hverdag, den skal bare virke og være der og netop gøre livet lettere og ikke sværere. I stedet for kun at fokusere på at få forbrændt de genstridige kalorier er moderne træning en skøn (og sund) kombination af kredsløbstræning, styrketræning og mind/body-træning, der giver dig noget på hele fitnesskontoen. Her er det ukomplicerede, velkendte valg som step og aerobics det mest nærliggende valg, for her er du tryg og kan fokusere på hele dig i stedet for kun på at få stramme baller.
 

Fire fordele ved retro-fitness
1. Træning som aerobic og step er ukomplicerede træningsformer, der bruger overskuelige grundtrin, der hurtigt kan læres. Hvis du da ikke kender dem i forvejen!

2. Det er såkaldt lavintensitetstræning, hvilket ikke betyder, at du ikke får sveden frem på panden, men at led og muskler ikke overanstrenges.

3. De er ideelle til den såkaldte 'buddy'-løsning, hvor man laver motion med en ven eller veninde, for selv om det er effektiv træning, er det ikke så anstrengende, at du ikke kan klare en kop kaffe bagefter.

4. Der er ganske enkelt sjovt! Det er en grund til, at motionsformer som step og aerobic har overlevet årtier, og det er, fordi de virker og motiverer.