SKØNHED

Vogue-legende lancerer parfume

Efter 58 år i modebranchen er 75-årige Grace Coddington klar med sin første parfume.

Den tidligere moderedaktør på Vogue Grace Coddington har ikke ligget på den lade side, siden hun chokerede hele modeverdenen ved at sige sin faste tjans som Anna Wintours kreative højre hånd op tidligere på året.

LÆS OGSÅ: NYHED | Chanel lancerer en herreparfume – til kvinder

Den 75-årige waliser med det vilde røde hår har lige lanceret sin første parfume, der bare hedder Grace, i samarbejde med japanske Comme des Garcons. Hun er lige nu på en slags turné, hvor hun foreløbig har præsenteret sin duft i de eksklusive livsstilsbutikker Dover Street Market i London og Colette i Paris.

Grace, en mild rosenduft i en flakon, som er formet som en kat, afspejler Grace Coddingtons forkærlighed for sarte dufte.

- Jeg kan bedst lide milde dufte. Jeg hader overvældende parfumer. De gør mig klaustrofobisk, har Grace Coddington sagt til avisen The Guardian, hvor hun også fortæller, at hun ikke synes, der er stor forskel på at lave en modeserie til Vogue og kreere en parfume.

LÆS OGSÅ: Dansk mode-illustrator laver værker til Vogue

- Man tager en duft og redigerer den ned, ligesom på et fotoshoot eller en kampagne, hvor man redigerer tøj. Det handler om at redigere, lyder det.

Indtil videre er Grace ikke at finde i danske butikker, men den kan bestilles på blandt andet Colette.fr.

Foto: PR


 

Læs mere om: