Slet

Alsacevine til enhver smag

Vine fra Alsace kan drikkes til alle typer mad. Vi har fundet seks gode vine. Enkelte er endda fremragende med hver sine kvaliteter.

Alsace Riesling er sjældent nogen stor nydelse, hvis man ikke vil bruge penge på den. Derfor finder man sjældent gode Riesling på supermarkedernes hylder, hvor de skal konkurrere om kundernes gunst i 50 kroners-klassen. Det går bare ikke med de franske Riesling, hvor kvaliteten først for alvor begynder at vise sig omkring 100 kroner. Bruger man yderligere 30-50 kr. pr. flaske, er man til gengæld i hvidvinens verdensklasse.

Højt syreindhold
En forklaring er det høje syreindhold i Riesling, der kræver en vis modning, før den bliver drikkeklar, og den slags tager nu engang tid. Så er det lidt lettere med de kraftige og ofte fede Pinot Gris, hvor man kan finde ganske udmærkede vine til under 100 kr. Smagningens topscorere begynder prismæssigt ved 100 kr. med den klassiske Riesling fra Bursin og Trimbachs 2006 Pinot Gris Reserve, der begge er rigtig gode køb. Bedste vin er ikke overraskende Albert Boxlers Grand Cru fra Sommerberg-marken, der gang på gang leverer verdensklasse vine. Denne vin er fremstillet af druer fra relativt nyplantede vinstokke og er altså ikke topvinen fra samme mark, der koster mindst 100 kr. mere.

Kun enkeltdruevine
Det er nu ikke alle de godt 50 grand cru-marker i Alsace, der resulterer i vine i denne klasse. Som det er tilfældet med kvalitets betegnelser andre steder, er grand cru-betegnelsen ingen garanti for topvin. Alsace er ubetinget et af verdens bedste vinområder. Måske fordi de syv autoriserede druer fra området ikke blandes med hinanden, men tappes på flaske som enkeltdruevine. Går det ikke rigtigt til ude på marken, er der ikke de store muligheder for at redde den i land hjemme i kælderen ved at spæde op med andre druesorter.
 

Frisk og spændende
99 kr.

???

Markant duft og smag af svampe, kål og grønsager, måske ikke så yndefulde associationer, men vinen smager frisk og spændende. Passer til en grønsagsterrin, suppe eller soufflé.

Josmeyer
2007 Pinot Gris
Vinens Verden

 

Klassisk Riesling
99 kr.

???? (+)

Duft og smag af petroleum, citrus, eksotiske frugter og honning. Cremet, velskabt og harmonisk, typisk fra den sydlige del af Alsace. God til thai-mad, kalvekød, kylling og foie gras.

Agathe Bursin
2007 Riesling
Dirstelberg
minvin.com

 

Cremet og delikat
105 kr.

???? (+)

Flot vin med et strejf af svampe og lidt sherry-tørhed i smagen. Drik den til pølseretter, choucroute eller bare en skinke- glaseret eller tørret.

Trimbach
2006 Pinot Gris Reserve
Sigurd Müller Vinhandel

 

Læskende, men lidt anonym
125 kr.

??? (-)

Frisk og læskende med markant smag af svampe. Indfrier måske ikke helt forventningerne, men fin til spaghetti med muslinger, kogt fisk, gratin eller omelet.

Paul Blanck
2007 Pinot Auxerrois
'Vieilles Vignes'
Vinslottet

 

Gem den til desserten
133,75 kr.

????

Original og spændende vin med strågul farve, der nok skyldes, at druekvaset har ligget sammen med mosten. På grænsen til at være sød. God til foie gras, blåskimmelost eller en kage eller frugtskål med vaniljecreme.

Marc Tempé
2004 Zellenberg Pinot Gris
Bichel Vine

 

Elegant topvin
149,75 kr.

?????

Fast rank Riesling med smag af petroleum og saftige grønne æbler. Kan nemt drikkes alene i meditative stunder, men også perfekt til fjerkræ, choucroute og kål, svinekød, asiatisk mad med ingefær eller bare marinerede muslinger.

Albert Boxler
2007 Riesling,
JV, Grand Cru Sommerberg
Bichel Vine

 

 

????? Topvin (excellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

+ Godt køb
- For dyr

INGEN FADLAGRING TIL RIESLING

De fleste kan genkende en Riesling. En typisk Alsace Riesling smager af petroleum og ofte af citron, æble eller eksotisk frugt og er ren og klar i smagen. Forklaringen er dels druens unikke karakter, men også at producenterne stort set aldrig fadlagrer vine baseret på Riesling. Chablis eller hvid Bourgogne, hvor druen hedder Chardonnay har derimod normalt godt af fadlagring.
Gode år i Alsace er 2000, 2001, 2002, 2003,2004, 2005, 2007 og 2008.

Læs mere om: