Slet

Den ædle Riesling fra Alsace

Som alle ædle druer er også Riesling særdeles følsom over for terrænet og klimaet, den vokser i. Derfor er der så stor forskel på hvidvinene fra den nordlige del af Alsace-vinruten og den sydlige.

Enhver vinturist, der kører sig en tur ned ad Route du Vin i Alsace-distriktet, kan se, hvor vidt forskellige betingelser vinstokkene lever og arbejder under.
Kommer man fra nord og kører ad den billedskønne vinrute imod Colmar, ligger de flade og mere inferiøre marker til venstre, og straks oppe til højre på Vogeserbjergenes skråninger findes de allerfineste Grand Cru-marker, dramatiske og stejle med perfekte lysforhold, beskyttet af bjergene imod regn og kolde vinde fra vest og med yderst forskellige terræner sat sammen af ler, kalk, gips og sand.
Netop denne mangfoldighed af forskellige terræner med evigt vekslende jordbundsforhold skaber nogle af verdens fineste hvidvine på Riesling-druen. Stramme, vibrerende, citrusprægede, stålsatte og hylende rene fra de ler- og kalkholdige jorder fra f.eks. Andlau og Barr på den nordlige del af vinruten (Bas Rhin) og krydrede, eksotiske, pirrende, frodige og ofte mere åbne Riesling-vine fra den sydlige del, der ligger imellem byerne St. Hippolyte, Colmar og Thann (Haut Rhin). Her er jordene ofte tungere med masser af ler, og desuden er klimaet mere middelhavsagtigt. De færreste ved det, men i egnen omkring Westhalten vokser en overflod af sydeuropæiske træer og planter, ikke færre end 550 forskellige, som er almindelige i Sydfrankrig, men ikke her. Skråningerne er omkring 400 meter høje og skaber et mikroklima, der er et af Frankrigs mest tørre.
For vinelskere er det her et sandt Mekka. Store Grand Cru-vine fås endnu for rimelige priser, ja, de koster ofte det halve af de berømte hvide Bourgogner, og Riesling-druen bliver bare ved med at give nye overraskelser.
Således også her i denne test, hvor vi netop lader store Riesling-vine fra den nordlige del af vinruten kæmpe imod de mere berømte fra den sydlige.
Resultat? En parade af høje karakterer - selv til de billigste flasker. Og selv om de sydlige avlere vinder her, går den helt store hyldest til den nuancerigdom og forskellighed, som man finder i Alsace og i Riesling.

RIESLING FRA ALSACE

 

1. Huber & Bleger
2005 Riesling Schlossreben
Lars Bjørn Vinimport, 99 kr. ??? (+)

Denne herlige vin kommer fra byen St. Hippolyte, som ligger præcis på grænsen mellem den nordlige og sydlige del af vinruten i Alsace. Stilen er mineralsk og rank med en fin tørhed, masser af blomst og citrus samt en lækker, olieret viskositet.

2. Agathe Bursin
2007 Riesling
www.minvin.com, 99 kr. ??? (+)

Frugtig og eksotisk med toner af akaciehonning, kærnemælk og citrus. Stilen er knivskarp fra denne unge topavler i Westhalten på den sydlige del af ruten, netop den by hvor der er mest varmt og tørt. Hendes Riesling er elegant med en cremet viskositet.

3. E. Klipfel
Hospice de Strasbourg
2005 Riesling Grand Cru Wiebelsberg
Ludvig Bjørn Vinhandel, 169 kr. ???? (+)

Fra de stejle kalk- og lerholdige bakker omkring byerne Barr og Andlau på den nordlige del af vinruten kommer her en fnysende frisk elegantier med sprøde toner af Granny Smith-æble og en delikat, finesserig smag med fine toner af kalk, kridt, eksotisk frugt og et let strejf af petroleum.

4. Hugel
2004 Riesling Jubilée
Fond Berg, 279 kr. ?????

Hugel i Riquewihr er et af Alsaces ældste og mest berømte huse, der her fra den sydlige del af vinruten har skabt sig et verdensry. Byen byder på en af distriktets bedste Grand Cru-marker, Schoenenbourg, og det er netop herfra, at Hugel henter druerne til sin Jubilée. Dog anerkender han ikke Grand Cru-systemet og bruger derfor ikke betegnelsen på sine etiketter. Vinen er et monument af en Riesling. Rig, knivskarp, eksotisk, flerdimensionel og spækket med eksotisk fugt, citrus og stikkelsbær samt denne lækre, diskrete tone af petroleum, flint og mineraler, som man kan blive fuldkommen afhængig af.

5. Domaine Haegi
1997 Riesling Grand Cru Zotzenberg
Allan Hedstrøm Vinimport, 195 kr. ???

Lidt af en specialitet at finde en så gammel Riesling fra det fine år 1997. Tilmed er den stadig frisk og vital med toner af honning, hø, kridt og æble. En lidt sherry-agtig eftersmag røber dog dens alder. Denne avler i nord kan gøre det bedre.

6. Domaine Schlumberger
2005 Riesling Grand Cru Kitterlé
Vinoble, 250 kr. ?????

Kitterlé-marken ved Guebwiller på den sydlige del af vinruten består af sand og kalksten. I topavleren Schlumbergers hænder giver det en Riesling, der er hylende ren. Grapefrugt-præget med ædle toner af mineraler, græs, petroleum og papaja. Viskositeten er fed og lækker, men vinen tør og fast. Topkarakter.

????? Topvin (exellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

(0) Ringe (+) Godt køb (-) For dyr

SMAGERNE ER: MARIA GRØNLYKKE forfatter, BO KNUTSSON it-konsulent, SVEND MARIAGER tidl. chef for Hotel & Restaurantskolen, NANA WAD sommelier, ANDERS GRØNDAHL vinjournalist, ERIK MORSING journalist.

Læs mere om: