Slet

Nyt IN med My Thordal og Christoffer Boe på forsiden

Filmparret My Thordal og Christoffer Boe er både ægtefæller, forældre og kolleger – på én gang. Men parret får det til at fungere, og de mener, at det i høj grad er fordi de insisterer på at finde fem minutter hver dag, til at tage en sjus og kigge hinanden dybt i øjnene.

Lavpunkter og håb

Da 2020 var 15 dage gammel, sad jeg i min nye lejlighed og stirrede på noget tykt perlemorsfarvet blomstertapet. En ældre dame havde boet i stuerne i 60 år sammen med sin mand, der var død et års tid forinden. De havde levet et helt liv sammen, og uden ham ville hun ikke bo her. Her havde eksisteret livslang kærlighed. Modsat mit ægteskab, der efter kun 12 år var smuldret.

Mine flyttekasser ankom, våde af klichetung januarregn og overraskende nok også min eksmands to palmer, som jeg altid har hadet. Dem havde jeg faktisk set frem til at leve uden, det var en af de positive ting ved at blive skilt. Ironien i, at de var fulgt med mig i stedet for ham, fik mig til at grine højt i de rungende stuer.

Coronadagbog

Når jeg ser tilbage på 2020, er der en del personlige lavpunkter. Faktisk så mange, at jeg i en periode ikke kunne magte at se nyheder, fordi jeg ikke havde plads den kollektive rædsel.

Som da jeg i marts lå syg med træthed, hoste og en underlig kilden i brystet efter en Madonnakoncert i Paris med et par tusind mennesker. Og ingen kunne passe mine børn, for jeg ville ikke give smitten videre, hvis det nu var det.

Coronaensomheden var et nyt lavpunkt. Vi lukkede os alle sammen om os selv. Men nogle havde mere at lukke sig om end andre, og det kunne jeg pludselig tydeligt mærke.

Jeg skrev en af mine dage ned, de lignede alle hinanden:

Klokken 06: Op (!). 06-07: Løse konflikter, finde to ens sokker i str. 29, lokalisere fjernbetjeningen. 07: Lave morgenmad. 07.30: Bad, kaffe, nyheder. 08-12: være hjemmeskolelærer i 0.b/3.b samt redaktør på Børsen. 12-12.30: Kantinepligter. 12.30: Skolegårdsvagt. 13-15: Redaktør og hjemmeskolelærer. 15-16: Gåtur med is. 16-18: Mor/redaktør med en del hængepartier. 18-19: Aftensmad. 19-20.30: Mor. 20.30-22.30: Redaktør. 22.30: For træt til at finde fjernbetjeningen.

Andre lavpunkter tæller at aflyse min 40-årsfødselsdag og aflyse juleaften pga. sygdom.LÆS OGSÅ: 

Spirende kærlighed

Men alt i alt slap jeg nådigt fra de 12 uforudsigelige måneder. Og der var også højdepunkter. En ny veninde satte mig op på en date med en af hendes venner. Det var hun god til. Nu er han min kæreste.

Jeg fik tilbudt dette her virkelig sjove job. Jeg fik en kattekilling af en gammel veninde, den ligger på min mave og spinder, mens jeg skriver lige nu.

2020 har lært mig at være beskeden i mine personlige ønsker for 2021. Jeg vil egentlig bare gerne have lov til at beholde alt det, jeg har nu, men forsigtigt tilføje middage på restauranter, fester med familie og venner, muligheden for at være fysisk til stede på min redaktion og åbning af vinterbadeklubben og yogacentret.

Mine ønsker får mig til at lyde som jordens kedeligste menneske, men jeg tør ikke tilføje et svedigt dansegulv og skiferier og dage ved den franske middelhavskyst og berusede nætter i Paris af frygt for at bede om for meget og ødelægge det hele.

Og så har 2020 lært mig, at jeg skal tænke over, om der er nogle nyskilte/kriseramte i min kreds, der føler lockdown-ensomheden (at ens følelser bliver forstærket er videnskabeligt bevist, og det kan du læse mere om på side 74) – og vælge de personer til i stedet for fra.

Samt sætte nogle folk op på dates. For hudsulten, som Åsa Linderborg skriver så smukt om på side 64, har man brug for hjælp til at overkomme.

Kærlig hilsen

Christina Zemanova, chefredaktør

Læs mere om: