Slet

Overraskelser fra Chile

Chile er bedre til hvidvin end rødvin i prisklassen under 60 kr. Faktisk er flere af producenterne nu på europæisk niveau, og de satser kraftigt på kvalitet frem for kvantitet.

Chile er ved at være et vinland, man kan regne med, når det gælder hvidvine under 60 kr. Hvor vi gang på gang rynker på næse og gane af de chilenske rødvine i denne prisklasse og kritiserer dem for at smage vammelsødligt, tager vi hatten af for denne smagnings udvalg af hvidvine. Chilenerne er tydeligvis ved at finde ud af, at det nok bedre kan betale sig at satse på kvalitet på bekostning af kvantitet. Teoretisk set har Chile nogle af verdens bedste forhold til dyrkning af vin. Lavere høstudbytter og moderne teknik med temperaturstyring kan næsten kun føre til gode vinoplevelser - på længere sigt vinoplevelser, der kan måle sig med ditto af europæisk vin. Hvad rødvin angår, er der et stykke vej igen. Ja, vi har mange eksempler på, at der er endog meget lang vej til et europæisk kvalitetsniveau, men når det gælder hvidvin på Chardonnay- og Sauvignon Blanc-druer, så har chilenerne fat i noget.

Vores favorit kommer denne gang fra det kystnære Leyda-område, der er en del af San Antonio-distriktet. Området ligger få kilometer fra havet, og druerne modner langsommere her end i de øvrige chilenske vinområder. Høsten sker således halvanden måned senere i Leyda end i den kendte nabodal Maipo Valley. Eneste minus er mangel på floder i området til brug for kunstvanding, men det har en af de lokale producenter klaret ved at bygge en otte kilometer lang rørledning, hvorigennem der ledes vand fra Maipo-floden til området. Ifølge producenten er druerne håndsorteret, og gæringen har fundet sted under lave temperaturer. Det tror vi på. Vinen er frisk og ren med passende tørhed.

 

Hverdagsvine

 

1. Aramis
2006 Vin de Pays des Côtes de Gascogne, Frankrig
Vinmonopolet, 49,75 kr.
???? (+)

Forfriskende syrlighed med smag af fersken, citrus og grønne æbler. Meget imødekommende og alligevel elegant og sprød i stilen. Perfekt til fjerkræ, fisk, skinke med melon og andet charcuteri.

2. Anakena
2007 Chardonnay Rapel Valley, Chile
Chris Wine, 54 kr.
???

Folder sig flot ud i glasset og bliver hurtigt perlende frisk og livlig. Nydes bedst sammen med mad, som kan spille op til vinens kraftige frugtsmag. Dejlig ren og et eksempel på, at chilenerne har styr på deres hvidvine i dette prisleje.

3. Tres Palacios
2007 Chardonnay Reserve, Maipo Valley, Chile
Dronninggaard Vin, 56 kr.
???

Der står Chardonnay på etiketten, men den smager som Sauvignon Blanc. Forkert etiket på flasken? Tja, sandsynligvis. Men skidt med det. Den smager dejligt af eksotiske frugter, grønne æbler, grapefrugt, hyld og passionsfrugt.

4. Zagara
2006 Catarratto Chardonnay Sicilien, Italien
Vinmonopolet, 59,75 kr.
??

Oven på de tre første rene og sprøde hvidvine virker denne sicilianer soltung og varm uden duft og med en flad smag. Mangler karakter.

5. Bodegas Matarromera
Aldor Verdejo
2006 Blanco Rueda, Spanien
Dronninggaard Vin, 59 kr.
??

Aldor kommer fra Rueda, der ikke hører til de mest kendte områder i Spanien. Denne vin gør nu ikke
meget for at ændre det faktum. Her er masser af
smag, men den virker tung og opulent.

Jagten på kvalitet er ny

Nye politiske vinde i 1980'erne fik direkte indflydelse på kvaliteten af Chiles vine.
Da landets økonomi i perioden åbnede sig for omverden, satte det gang i en lille vinrevolution med hjælp fra udenlandske eksperter, der hurtigt opdagede, at Chile har perfekte forhold til vindyrkning. De gamle, sure træfade blev erstattet af nye ståltanke, hvor det er muligt at styre temperaturen, og smagen i de dyrere vine bliver nu forfinet med brug af små fade fremstillet af fransk og amerikansk eg - ganske som i Europa. I markerne bliver høstudbyttet holdt nede med beskæring af stokkene, kunstvanding er taget i brug i de tørreste egne, og med hjælp fra udenlandske vinfolk bliver Chiles vinområde udvidet både mod nord og syd og i højderne.

6. Villa Leyda Classic
2007 Reserve Sauvignon Blanc, Chile
Vinens Verden, 59,50 kr.
???? (Favorit)

Markant duft og smag af hvide asparges. Vibrerende frisk og ren med en let perlende karakter. God til skaldyr, fisk eller en gang pasta med muslinger. Et godt glas hvidvin.

 

????? Topvin (exellent)
???? Storartet
??? Udmærket
?? Acceptabel
? Skuffende

(0) Ringe (+) Godt køb (-) For dyr

 

SMAGERNE ER: BO KNUTSSON it-konsulent, SVEND MARIAGER tidl. chef for Hotel & Restaurantskolen,
NANNA SIMONSEN kogekone, kogebogsforfatter, ANDERS GRØNDAHL vinjournalist, ERIK MORSING journalist.

Læs mere om: