Spisebordet er et svensk slagbord købt på auktion. Det er malet med en speciel maling baseret på linolie, som Bjørn selv blander. Stolene er fransk design og fra 1930. Lysekronen i krystal er købt på auktion i Sverige.
Slet

Passion for antikt

Exit gamle kulørte møbler – ind med nye antikke fund håndplukket på auktioner i Sverige og Frankrig.

Bjørn og Kim Stiler sværger til antikviteter med historie og kunne ikke drømme om at købe nyt eller moderne til lejligheden på Frederiksberg. De er med fuldt overlæg flyttet fra en 160 m² herskabslejlighed og ned på det halve. For tre år siden tog Bjørn og Kim Stiler beslutningen om at sælge ikke kun lejligheden, men også alt hvad de ejede af inventar og starte fuldstændig på en frisk.

Solgte alt indbo

Første skridt var at kontakte et auktionsfirma, som siden kom og hentede samtlige møbler i lejligheden.
»Vores stil dengang mindede gevaldigt om et mini-Amalienborg med masser af møbler, farver og tunge, mørke antikviteter. Folk syntes, vi var bindegale at sælge rub og stub, men beslutningen, om hvad der nu skulle ske, var lettere at tage, når vi ikke var tynget af fortidens gods,« fortæller Bjørn. Det eneste, der var efterladt, var en madras på gulvet, fjernsynet på væggen og en pose penge til at starte på en frisk.


Sofabordet er gamle industripaller, som Bjørn
fandt i en lade hos en bonde i Frankrig. Tæppet
er pakistansk og indfarvet med naturfarve.

Væk med farvepaletten

Lejligheden blev byttet ud med en mindre, som godt nok var noget faldefærdig. En væg blev væltet for at få en stor stue, og køkkenet blev åbnet op og blev mere rummeligt. Gulvene blev afhøvlet, og alt træværket i lejligheden blev slebet og malet. »Vi havde det sådan med den nye lejlighed, at vi ikke ville have for mange farver. Så alt er holdt i lyse nuancer, hvilket er befriende, når man kommer fra en farvepalet, som vi gjorde,« husker Bjørn
Selvom mange af møblerne har et lidt råt udtryk, kan især Bjørn ikke helt slippe den 'pæne' stil, som de havde i den gamle lejlighed. Det er især guldet, der bliver ved med at snige sig ind. Men i mikset med det rå går det an, synes han.

I hjemmet flytter tingene ustandselig plads. »Det er nok en miljøskade,« vurderer Bjørn, hvis forældre begge havde arbejde som dekoratører. I hans barndomshjem stod tingene ikke det samme sted to dage i træk.
»Jeg elsker at flytte rundt og skabe nye stemninger. Det er mest de små ting, der flytter plads, men f.eks. har jeg også rykket spisebordet skråt ud i rummet, hvilket giver et skævt udtryk,« fortæller han.
»En af mine venner kører det helt stramt og minimalistisk. Det kan jeg godt blive inspireret af og gå hjem og rydde det hele væk. Men tingene sniger sig alligevel frem igen. Jeg kan det bare ikke,« indrømmer Bjørn.

Overblik

Hvor: Lejlighed på 80 m² på Frederiksberg.
Her bor: Bjørn og Kim Stiler, indehavere af K&Co på Vesterbrogade, som forhandler mange af de samme ting som i hjemmet.
Se K&Co's udvalg

Læs mere om: